Winter Games: Magi på den åbne vinterkyst

“Giv mig vinter, giv mig hunde, så kan du beholde resten”. Sådan skriver én af mine helte Knud Rasmussen et sted. Jeg er næsten enig med ham. Hvis man skifter ‘hunde’ ud med ‘havørreder’, så ville vi være helt i sync med hinanden. Men jeg elsker Rasmussens ord, fordi de helt præcist indeholder den kompromisløse energi, der er så genkendelig, når man har fundet sit metier i livet. Dér, hvor man mærker, man lever!

Vinterfiskeriet er udfordrende. Så er det sagt. Ofte må man indkassere en nulbon – ikke fordi havørrederne nødvendigvis er sværere at få i tale om vinteren, men nærmere fordi de kan være svære at lokalisere.

Vinterhavørreden har det med at samle sig i større eller mindre flokke. Derfor handler vinterfiskeriet efter havørred primært om at få lokaliseret disse flokke, hvis man skal have succes. Og det kræver arbejde. Meget arbejde, hvis man da ikke lige laver et bullseye på det første spot. Det er i virkeligheden den helt simple nøgle. Arbejde og arbejde.

De store overspringere har det med at følge deres egen logik – og den logik er komplet uforudsigelig. Vi er stødt på dem under konditioner, som mildest talt var håbløse i forhold til havørredbogens dogmer – og de har brilleret med et eklatant fravær, når alle faktorer tilsyneladende gik op i en højere enhed.

Når det så er sagt, så rummer vinterfiskeriet på kysten et fantastisk potentiale, selvom der kan være langt mellem havørrederne. Traditionelt set bruger mange kystfluefiskere de kolde måneder til at sidde foran fluestikket, hvor forårsboksen klargøres til de store slag i marts og april. Og det er der ikke noget galt med; det er både hyggeligt og motiverende. Men vi vil gerne opfordre til et mere koncentreret og aktivt kystfluefiskeri i vintermånederne på den åbne kyst, fordi det både er meningsfuldt og til tider eventyrligt at være i gang med fiskeriet året rundt.

kasper-affiskning

Den endeløse jagt. Her fiskes over et stort badekar. Det er tredje revle, der anes derude.

Jeg har været en tur i min fiskedagbog, hvor jeg har forsøgt at finde frem til de mønstre, som jeg synes, man kan udlede et par brugbare erfaringer af. Langt de fleste af vores kystture i vintermånederne går faktisk til den åbne kyst. Kun enkelte gange tager vi en tur i fjorden. Når man læser havørredlitteraturen, så lyder det som en halsløs strategi, men én ting er det, der står i bøgerne – noget andet er ofte det, der sker ude i virkeligheden, når man gider arbejde lidt for sagen. De følgende kølige kystfluetips er struktureret i tre kategorier, som afspejler min måde at tænke mit vinterfiskeri på.

Vinterhotspots – findes de?

Jeg bryder mig egentlig ikke om begrebet ‘hotspot’. I min optik er det et rigtigt lystfiskerbegreb, der indikerer, at her kan man altid fange havørreder. Der er selvfølgelig steder på kysten, hvor sandsynligheden er større for at møde havørrederne end andre, men havørreder er havørreder, og de bestemmer altså showet selv. Du kan i øvrigt læse meget mere om vores syn på begrebet ‘hotspot’ her.

Som jeg skrev tidligere, så trækker vinterørrederne ofte rundt i større eller mindre flokke. Nøglen til succes er at få lokaliseret disse flokke. Hvis man fisker, som man normalt gør, kan man meget hurtigt komme til at bruge ekstremt mange timer, uden at mærke så meget som et lille træk i linen. Derfor gælder det om at tune ind på de oplagte pladser som fx badekarrene mellem revlerne, revene med dybt vand omkring og pynterne på den åbne kyst. Problemet er bare, at der ganske ofte ikke er nogen havørreder ‘hjemme’ alligevel, fordi de samlede flokke af havørreder flytter sig rundt på kyststrækningerne.

Derfor findes de sikre hotspots ganske enkelt ikke om vinteren. Det handler i stedet om om at dyrke et ekstremt aktivt fiskeri, hvor man besøger mange pladser og kun fisker ganske kort tid på hver plads på de førnævnte oplagte stræk. Det kan i øvrigt sagtens give god mening at vende tilbage til en plads, som tidligere på dagen var fisketom. Men som hovedregel gælder det, at man skal ud og fiske så mange pladser som muligt – og i et ganske hurtigt tempo. Nyborgområdet er som skabt til dette, fordi man ganske hurtigt kan skifte plads uden at miste alt for meget fisketid.

Strategi og vandforhold

Lad os bare tage den med det samme: Vandtemperatur. Når vandtemperaturen er under 2 grader, så skal der bindes fluer i stedet. Heldigvis sker det meget sjældent på den åbne kyst. Det skyldes primært, at vandtemperaturerne er langt mere stabile, fordi det kystnære vand jævnligt forsynes med “lunt” vand fra det dybere, åbne hav. Derfor giver det også mening at fiske, når vandet er stigende – i hvert fald teoretisk. Men det kræver, at fiskene trækker med ind i det inderste badekar, og det kan vi jo ikke være sikre på, at de gør. Kan man finde de lidt dybere badekar, som fx på yderkysten af Enebærodde, så er det gode steder at satse. Problemet er så, at det er på bekostning af mobilitet. Om vinteren er det imidlertid en kalkuleret risiko, man engang imellem må tage sig.

Selvom den åbne kyst ikke er lige så ‘solafhængig’ som fjordene i de kolde perioder, så oplever jeg ofte, at sol (og gerne meget sol!) er en forudsætning for, at havørrederne trækker med helt ind i de inderste badekar på den åbne kyst. Der er mange, der sværger til fiskeriet omkring højeste vandstand, men som vadefisker (og kystfluefisker) betyder højvande også, at det kan være helt umuligt at nå flokkene længere ude, hvis de ikke trækker med ind – og hvad gør man så?

Men i netop sådan en situation er vinterfiskeriet faktisk en taknemmelig arena at praktisere sit metier i. Det skyldes flere ting, som jeg nu vil uddybe.

Der er ingen tvivl om, at jeg personligt foretrækker solskinsdagene om vinteren (for så kan man fiske hele dagen, både på stigende og faldende vand), men på de overskyede dage – eller de dage, hvor solen kun ‘titter’ frem et par gange, så kan det sagtens lade sig gøre at finde et super fiskeri alligevel. Her vender jeg blot strategien på hovedet, dvs. jeg udelukkende fisker, når vandet er faldende. Pludseligt bliver det muligt at nå de flokke, der trækker længere ude, og på de dage, hvor solen har haft bare et lille overtag, så trækker det faldende vand samtidigt lunere vand med ud over revlerne og badekarrene længere ude – det er virkelig noget, der kan få havørrederne på finnerne. Det giver faktisk god mening. Typisk vil vinterhavørrederne på den åbne kyst netop som udgangspunkt skulle findes længere ude, hvor vandet er relativt varmere og med mere stabile vandtemperaturer over længere perioder – og når havørrederne mærker den mindste temperaturstigning, så reagerer de opportunt.

kystfluecom15

Mads’ vintertrofæ. Høj sol, frost i kinderne og gang i vandet. Det bliver ikke meget bedre.

På de dage, hvor havørrederne er trukket ind i de inderste badekar ved stigende vand, kan det ikke betale sig at vadefiske. Når vandet er blankt, så dyrk i stedet det intense sight-fiskeri, hvor du kun kaster efter jagende fisk, der buldrer løs under den stille overflade. Spotter du de store flokke, som meget nemt skræmmes, så må du for alt i verden ikke kaste direkte mod flokken eller kaste ind over flokken bagfra, så du hjemtager din flue imod og igennem havørredstimen. Det er ganske enkelt naturstridigt, at et potentielt byttedyr kommer ‘svømmende’ mod en havørred. Strategien går derimod ud på, at du placerer dig, så flokken har retning mod dig. Du skal ned i terrænet “indianer-style”, så de ikke spotter dig. Derefter lægger du dine kast på siderne af flokken, hvorefter du hjemtager din flue i et raskt/hurtigt tempo væk fra flokken. På den måde imiterer du en flygtende fisk, med en langt større sandsynlighed for at blive gnasket af en hidsig havørred. Det samme gælder i øvrigt også, hvis du spotter en stor ‘parkeret’ fisk på lavt vand. Kast aldrig til den, så fluen kommer imod den. Fisk i stedet fluen langsomt forbi den og speed markant op, når fluen er i havørredens synsfelt, på vej væk fra fisken.

Vinterfluer – findes de?

Både ja og nej. Der er skrevet ufattelig meget havørredlitteratur om netop valget af flue om vinteren. Fællesnævnerne er provokation og fluorescens. Når jeg kigger i min egen vinterboks, så bekræfter mit syn til dels tendensen. Langt de fleste af mine vinterfluer kan placeres i et mere farvestrålende spektrum, men jeg har også fluer som Perfect Leo Shrimp og den klassiske Grå Frede med i vinterboksen. En klassisk havørredflue som STF-rejen er for mange nok en totalt overset “vinterflue”, men den kan være en uhyggelig ‘game changer’ på en ellers fisketom dag. Når det så er sagt, så giver det god mening at tilføre vinterfluerne et frækt twist i form af hidsige farver – men det er ikke altid en nødvendighed.

Vigtigt er det dog at huske, at provokation også handler om mere end bare farver, og mange glemmer, at provokation også findes i måden, man fisker sine fluer. Langsomt fiskede fluer kan være udslagsgivende på visse dage, men langt de fleste gange, så reagerer havørrederne på fluer fisket aggressivt, hurtigt og med mange varierede indtagningsstop. Det er imidlertid altid de foreliggende konditioner, der bestemmer dagens fluevalg for mit vedkommende. På de stille dage, er mine fluer mindre og knapt så farvestrålende, mens det modsatte gør sig gældende på de blæsende dage, med godt gang i suppen.

Fælles for alle mine kystture om vinteren er, at jeg altid fisker med to fluer. Det hjælper mig til at tune ind på, hvad havørrederne foretrækker på den givne dag. Selvom jeg altid fisker med to forskellige fluer, så kan jeg om vinteren sagtens finde på at fiske med den samme flue i to forskellige størrelser. Det kan virkelig være udslagsgivende på de ‘svære’ fisk.

Mange spørger ofte til “størrelsesforholdet” mellem store og mindre fluer. Jeg går som regel ud fra følgende, når jeg tænker fluestørrelser med udgangspunkt i et mønster. Hvis fluen er bundet på fx en str. 4 krog, så er den mindre udgave af fluen bundet på en str. 8. Det vil sige, at jeg springer “mellemstørrelsen” over, da størrelsen på fluen skal være markant – ellers giver det i min optik ingen mening. Derudover skal man også lige tage krogproducenten med i ligningen, da de alle opererer med forskellige krogstørrelser i de samme størrelseskategorier. Ahrex’ light stinger i str. 4 er fx større end den ellers sammenlignelige Gamakatsu F314 i str. 4.

Der venter store fiskeeventyr på den åbne kyst om vinteren, og det gælder bare om at komme afsted, når man har chancen til det. I den kommende uge er temperaturerne mest til fluebinding, men allerede i næste uge ser det lovende ud igen.

Vi ses derude!

De bedste kystfluehilsner,

Kasper T.

Historien om den ultimative fiskefanger

Det er efterhånden en del år siden, jeg stødte på to ældre gutter ved Sliphavns yderkyst. Hvis jeg ikke husker helt forkert, så var det i juledagene. Marinestationen var belejret af lystfiskere pga. et havbrugsudslip, så jeg fiskede yderkysten i jagten på et par blanke grønlændere. Det gik helt godt. Der var mange fisk i det kystnære vand, med jævnlig overfladeaktivitet, og de fleste af dem var også hugvillige. Jeg kan ikke huske det eksakte antal, jeg havde i hånden den formiddag, men jeg husker, at der var to gutter, der lige havde lidt mere gang i den end mig.

Jeg falder i snak med dem på vej tilbage til bilerne. Jeg elsker kystfiskeriets fællesskab, og jeg tager mig altid tid til at høre et par røverhistorier over en kop varm kaffe. Lynhurtigt faldt snakken på dagens fluer. Jeg fortalte, at jeg havde haft et fint fiskeri med små glimmerrejer, lige på yderkanten af de lange badekar, hvor fiskene havde trukket frem og tilbage. “Vi har haft konstant gang i den”, sagde den ene pludselig – mens den anden grinede bekræftende. “Det er min flue”, sagde han – “jeg fisker stort set ikke med andet året rundt”. Jeg kan huske, at jeg trak lidt på smilebåndet.

Jeg spurgte selvfølgelig ind til fluen, og fik selvsyn for sagen, da han åbnede sin æske. Kun én flue sad i æsken som en evig gentagelse. “Det er dem her”, sagde han. “Jeg ved ikke, hvad det er, men den har udfisket stort alle mine andre fluer, så nu binder jeg kun den”. “Hvad hedder fluen?”, spurgte jeg. “Den har vist aldrig fået et navn”, grinte han. “Du kan bare kalde den ‘Den røde’, det er fint med mig”.

Der var noget magisk over den flue – en særlig aura, syntes jeg, og jeg måtte give dem ret i, at den helt sikkert kunne noget. Jeg ved ikke, om det var mine længselfulde blik efter fluerne, eller om det var den jyske skepsis i min stemme, der gjorde, at han forærede mig et eksemplar – men jeg glemmer aldrig de selvsikre ord, der fulgte med: “Så kan du jo selv se, at jeg har ret – og husk nu at belaste den lidt foran, hvis du skal binde en ny, når den her er tygget i stykker”. Jeg nåede kun lige at sige tak, før de to satte sig i deres biler og forsvandt ind i tågen, der indhyllede den lille parkeringsplads.

På min allerførste tur i det nye år skulle fluen have sin debut. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg lod fluen svæve kort forbi mig i vandet i en langsomt trækkende bevægelse med fluestangen, og jeg kunne med det samme se, at fluen så mere end indbydende ud. Dens ‘radioaktive’ udstråling og fronthacklets pulserende bevægelser var fuldstændig unik, synligheden i en liga for sig, og jeg vidste med det samme, at den her flue ville give fisk. Jeg erindrede, at de to ældre gutter var bombardafiskere, så jeg fiskede “Den røde” med stangen i armhulen og fuld fart over feltet, kombineret med lange pauser.

Jeg kastede kun tre gange, så sagde det slam! Og sådan fortsatte det resten af dagen på de fire pladser, jeg besøgte. Det var fuldstændig vildt! Om det var åben kyst eller fjord spillede ingen rolle. “Den røde” var en oprydder i ordets bogstaveligste forstand – og den gjorde selvfølgelig hovedrent på de efterfølgende ture også. Vanvittigt!

Efterhånden lignede fluen en tyndslidt udgave af sig selv, men jeg kunne ikke nænne at dissekere den for at lære dens hemmeligheder at kende. Jeg fiskede videre med den, fordi jeg ganske enkelt ikke kunne undvære den i mit fiskeri. I min ekstase over at eje den mest sublime kystflue, jeg til dato havde set, fik jeg ikke lavet en kopi i tide.

Det er den største fejltagelse, jeg nogensinde har begået i mit kystfiskeri. En dag i februar satte fluen sig fast mellem to sten og gik på pension.

Det er ikke lykkedes mig at opstøve ophavsmanden sidenhen trods mange ihærdige forsøg. Det er som om, han ikke findes. Dog er ‘Jørgen’ det tætteste, jeg er kommet på et navn – men om det er ham, ved jeg ikke.

Jeg har derfor lavet en rekonstruktion af fluen ud fra min hukommelse, som faktisk er så tæt på originalen, at den er blevet genkendt på Facebook – sejt nok! Og så virker den lige så godt som det originale mønster.

Fluen er meget enkel og hurtig at binde, men den kan godt drille lidt, da Craft Fur er et ekstremt ‘levende’ materiale at arbejde med. Derudover skal formen sidde lige i skabet – ellers virker fluen ikke! Men det er bare en flue, der ikke må mangle i boksen, så brug lidt tid på at få den til at spille. Jeg bruger primært fluen om vinteren, men ifølge ophavsmanden er det faktisk en flue, der kraner fisk året rundt. Just sayin’.

Jeg har efter flere opfordringer lavet en bindevejledning og en materialeliste, som du kan se og følge længere nede på siden, så du kan prøve at binde og fiske med fluen selv. Du skal simpelthen opleve, hvor suveræn en flue, det er!

God bindelyst og knæk og bræk på kysten!

De bedste kystfluehilsner,

Kasper T.

Materialeliste til “Den røde”:

Krog: Ahrex light stinger #8

Bindetråd: Mono Fine Clear 0.004

Hale og fronthackle: Craft Fur / Salmon pink

Krop: Ice Dub UV pink

Belastning: Tungstensplade

Hoved: UTC Fl. Fire Orange 140

Bindevejledning til “Den røde”:

1: Fastgør monotråden på krogskaftet, som du plejer. Vælg et lille parti Craft Fur-fibre ud, som du lige ‘plukker’, så taperingen sidder i skabet. Bind partiet ind som en lille hale, der lige er lidt kortere end selve krogskaftet.

2: Klip et lille stykke tungstensplade ud (mål: 1 x 3 mm) og bind det ind på den forreste del af krogskaftet. Har du ikke tungsten, kan du også bruge none-lead-wire som belastning. Husk, der skal være plads til at forme hovedet. Da der er tale om en fronthacklet flue, skal du huske belastningen, da fluen ellers vil dale som en faldskærm ved indtagningsstop.

3: Byg kroppen op med dubbingen. Tag dig god tid til at forme kroppen. Brug monotråden som rib, så du får en stærk og holdbar flue. Havørreden har skarpe bisser!

4: Cirka tre til fire millimeter fra krogøjet, laver du en dubbingløkke med monotråden. Vælg et godt parti Craft Fur ud, som du placerer samlet i dubbingløkken, hvorefter du distribuerer materialet ud så fint som overhovedet muligt. Sørg for, at de længste fibre er placeret i dubbingløkken tættest på dig, så du får den den rigtige tapering af fronthacklet.

5: Før du spinder løkken med dit dubbinghjul, skal du sørge for at få klippet det nederste af “underulden” væk, så du ikke får skabt en piberenser. Brug en meget skarp saks til dette, ellers tager den ‘levende’ Craft Fur meget nemt magten fra dig.

6: Når du har spundet dubbingløkken, skal du lige bruge lidt tid på at dresse ‘stammen’ med din dubbingbørste, før du tørner hacklet. Sørg for at vende fibrene bagud ved hvert tørn.

7: Afslut fluen med en whip finish.

8: Nu skal du forme hovedet på fluen. Fastgør UTC-tråden, hvorefter du bygger hovedet op. Det gør ikke noget, hvis hovedet bliver lidt stort, da det fungerer som hugpunkt, men begrænsningens kunst er alligevel vigtig at mestre her. Brug din whip finish til at lave en flot afslutning.

9: Det allersidste step handler om lakering af fluens hoved. Du må meget gerne give den flere omgange, så hovedet får lidt ‘shine’.

 

 

 

 

 

 

Polar Magnus

For et par weekender siden var Mads og Jeg i Jylland for at optage en række episoder af Outdoors.direct Fluebindings-TV. Vi havde en super fed dag, hvor vi nørdede igennem og fik hele otte videoer i kassen – bl.a. “Tiny temper”, “The real sandeel” og “The one and only worm”, som er nogle af vores egne fluedesigns.

Anyways: Nu er den første video så klar til jer, og den har klassikeren ‘Polar Magnus’ i hovedrollen. Gode, gamle ‘Polar Magnus’ har fået lidt af en revival i denne sæson, og den har virkelig vist værd på samtlige af vores vinterture. Den flue er simpelthen for vild!

Udover at vise, hvordan vores version af ‘Polar Magnus’ bindes, så giver jeg også flere tips til, hvordan fluen skal fiskes, så den kraner havørreder + flere bindetricks, så din egen flue kommer til at sidde lige i skabet.

De resterende syv videoer vil løbende blive udgivet, så følg godt med på de sociale medier eller her på siden. Vi ved ikke, hvilken fluebindingsvideo, der får premiere næste gang, men mon ikke det bliver vores børsteormsflue?

Knæk og bræk derude – og god bindelyst ved stikket!

Bedste kystfluehilsner,

Kasper

PS: Hvis du har fået lyst til at binde fluen, men mangler materialerne, så har drengene fra outdoors.direct lavet et fedt bindesæt til en rigtig god pris, som du kan finde ved at klikke her.