Ternald: Tribute within creativity

“STF dubbing all week long!”

This is the second part of our new portrait series, which I introduced last week with the danish super star Morten Hansen also known as mr. @coastfly. If you missed it you can easily check it out right here.

This week’s interview features none other than my swedish coastal brother, the great Jonatan Ternald. Ternald is really beyond any comparison in my book, when it comes down to fronting the new generation of coastal fly tying in the North. He does his own thing, and like Morten Hansen, he has his very own aesthetic.

When you see a picture of a Ternald fly, you know it’s a Ternald fly.

Where Morten Hansen is the front runner of what I’ve called ‘the glass movement’, Ternald has managed to incorporate both tradition and innovation in a fly tying aesthetic that really defines new territory – a new frontier so to speak. Ternald’s fly tying is clean, breathtaking, and astonishing with a lot of respect for tradition. Yet he rethinks or redefines the matter in almost every fly he puts on display, and that lifts him to the very top of what I would call the postmodern fly tying league.

When studying Ternald’s work you can see how the roots of pioneers like Rune Westphal and Kern Leo Lund are layered in razor sharp finishing touches enhancing the pure magic of detail, but yet turned into Ternald’s very own way of thinking in new directions.

There’s a poetry in the way Ternald builds up a fly – and also a hell of a lot of American saltwater running through his scandinavian and nordic fly tying style to be really honest with you. Just look at his fry flies, and you’ll see what I mean. But when it comes down to the very essence of the nordic tone Ternald is a true mastermind putting those vast Scandinavian feelings into his fly tying practice. It’s a study in unique focus, and I just love every little part of it! For instance, if you pay Ternald’s Instagram page a visit (click here), you’ll totally agree with me. But let’s see what Ternald has to say about his thinking and creativity. So folks, here we go!

Kasper: Jonatan, first of all a big high five for taking your time to talk with me about coastal fly tying and for guiding us through how you perceive your own work. Let’s start with the fundamentals. What are the basics of a good coastal sea trout fly? And how would you describe your identity as a coastal fly tyer? 

Jonatan: In my opinion, you can divide it into two categories: provocation and imitation flies. The provocation flies can either be about movement like the ‘Jiggy’ that uses a bouncing walk to attract the fish, or a spey fly with its pulsating body which easily can deceive a sea run like no other. Then we have the flies that uses color for provocation. Pink, orange, chartreuse, preferably in fluorescent colors, seem to have the trigger factor, especially in colder waters. When it comes to the fundamentals and basic of an imitation fly for sea runs, I am all about trying to perfect the right silhouette and profile. I also think it is very important to get the sink rate right especially on shrimp flies. I would say that I’m coastal fly tyer that likes to tie as realistic flies as I can. And I’m one of those UV-resin guys by the way!

Kasper: In your words what defines your coastal fly aesthetic?

Jonatan: A nice contrast between colors in the fly and a nice silhouette, as well as a good-looking tapering and proportions are important features. I also work hard to get my shrimps and some of my baitfish as “see- through” as possible.

Kasper: What is your favorite fly tying material and why that specific material?

STF dubbing all week long! This is for me the most versatile material for coastal flies out there. If only I was allowed to use one material (plus thread and hook) for the rest of my life I would be fine! I use a lot it in of my shrimps as do many others and I love to tie it into small fry flies. But it also makes a really nice bulky head on bigger flies as well. The transparency of the STF is so awesome. It makes all flies dressed with it look deadly in the water. And the length of the fibers allows you to do so much with it in terms of dressing the perfect silhouette.

Kasper: Take us through your work process – from idea to end result.

Jonatan: It can go two ways, I think. The most common is that I want to imitate a specific prey for the seatrout. I start with either going down to the water to study them or doing the lazier alternative, using Google to find good images of what I want to tie. Then I try with the materials and techniques that I think will work best. It rarely comes out the way I pictured it in my head on the first try. But I can see what parts works and looks good, and I will use them for my next attempt where I swap out the things that I didn’t like. I get a lot of inspiration and ideas from Instagram and not only coastal tyers, but also by looking at nymphs and wax worm imitation for example. It’s awesome to use that as an inspiration to a shrimp fly. Sometimes I get a new material in my hand that I just have to use, and then I start tying until I find a pattern that will do the material justice.

Kasper: If you could pick only one pattern, what would it be? Shrimp or baitfish?

Jonatan: I’m a shrimp guy. I fish with shrimps through the whole season. Of course, I fish with a lot of baitfish also, but I catch more fish on the shrimp fly.

Kasper: What does tradition in the sense of fly tying mean to you – and how do you use tradition?

Jonatan: Tradition for me is hackle flies or old school flies like the Mickey Finn, which are super effective streamers that seem to be able to catch fish all the time. I tie hackle flies as well, and I fish them with great success. But traditional flies are not the reason why I get the opportunity to answer questions from you. There are way better tiers then me doing this type of fly. My thing is “modern” flies that many tyers would categorize as not being fly tying in a traditional sense. My goal is to make the best-looking fly as possible, and I’ll use any technique or material that will do the job. How I use tradition, is more related to the materials, I think. I’m a big fan of oldschool materials such as buck tail or mallard feathers.

Kasper: What is in your opinion the most important feature or design aspect of a coastal sea trout fly?

Jonatan: It’s hard to pick one thing only. However, if I must, I would have to say the silhouette, combined with the right speed and your own movement when stripping the fly home are the factors that will help you catch the most fish. Fly tying is only a part of the great deceive, which is important to remember.

Kasper: Let’s take a look in the crystal ball: What is the next big thing in coastal fly tying?

Jonatan: There will always be new awesome materials, but I’m thinking more about the type of flies, we use. My home water is in the archipelago outside of Gothenburg on the Swedish west coast. I do a lot of boat fishing far out in deeper waters with sinking lines chasing the big trouts feasting on herrings. Many of us have seen big herring in the stomach of a sea trout, so I often fish with herring flies and catch quite big ones. This summer I’ve been trying out big articulated streamers. There are probably many anglers who have tried this already, but I’m convinced that the same rule applies in the sea as it does in fresh water. Big fly equals big fish. Speed has been a key element to get the seatrout to bite. If this is going to be the next big thing? Maybe, maybe not. But one thing is certain: both the fishing and the tying with these big flies is a heck of a lot of fun!

Kasper: What is your proudest achievement up until now as a skilled fly tyer, what is your biggest invention so far?

Jonatan: I would have to say my own pattern, the ‘Super Shrimp’. A realistic shrimp pattern that has caught many nice fish and that I have gotten much attention for.

Kasper: Thanks again, Jonatan, for the nice chat. It is absolutely no secret that I totally adore your work, and I often turn in your direction when seeking inspiration for my own fly tying. I wish you the best of luck in the great times ahead, my friend.

Well, that was it for this time around. I hope you have enjoyed reading about two of the most skilled scandinavian fly tyers out there at the moment and their way of thinking. What really sums up both Morten Hansen and Jonatan Ternald’s fly tying aesthetic is the will to constantly push the boundaries of what could be achieved. I’m also intrigued by the fact that I’m not the only one who has a deep-rooted belief in integrating practical experiences of fly fishing into the way we practice fly tying – and at the same time respect the traditions and works of others. It’s so inspiring for all of us to really follow that road or direction within the fly fishing community.

I don’t know what you thought of it, but I’m already a big fan of both Morten’s and Jonatan’s future prospects of using big streamers for searuns. I really think there’s a great potential in rethinking the whole American tradition of saltwater streamer flies in that direction and adapt them to the scandinavian conditions. Let’s get this thing started right now, folks!

Have a great week,

// Kasper

Photo credits: Morten Valeur

 

 

 

 

 

 

 

 

 

@coastfly: The New Glass Aesthetic

“Shriiiiiiimp! I just love Shrimps.”

This is the first part of two similar portrait interviews, I’ve conducted with two extremely talented fly tyers. I have wanted to do this for a long time, and by adding a new dimension to this little intergalactic coastal cruiser called kystflue.com, I guess I’ve taken the very first step into a new future for the website. And I love it already!

First of all you’ve probably noticed that I am writing in English. Don’t worry; we’re not transforming kystflue.com into an all-english endavour from this day forward. But occasionally we will be writing in English.

Some evil tongued gangsters might think that we’re just trying to be international badasses, but the truth and simple reason is actually somewhat quite different. We have experienced an awesome increase in readers from the US, Germany, UK, and the rest of Scandinavia etc. during the last year, which we are really excited about. It is as simple as that; we want to share special parts of our adventure with them too. Especially if specific blog themes contain broader perspectives than just coastal fly fishing on Funen. What you are about to read, has this broader angle attached to it, so let’s take this a step further, coastal brothers.

If you have paid attention to social media types such as Instagram when looking for fly tying inspiration, you have probably noticed that there is something exciting going on in the deep southern parts of Denmark and on the west coast of Sweden simultaniously.

I have baptized the movement: “The new glass aesthetic”. This movement is in my opinion lead by two extraordinary coastal fly tyers, and this week we’ll zoom in on the danish contribution.

I remember the first time I caught a glimpse of the ‘Glass Shrimp’ by @coastfly. I instantly felt this creative fly tying urge rise deep inside of me, almost like a divine intervention. It was a new direction. What I saw was something fresh, personal and mesmerizing. Simply a new take on tradition, and it was the real deal for me.

True talent is not a question of time length, but rather the ability to create something extraordinary in the now. My good friend Morten Hansen, the man behind @coastfly, is the very realization of that concept. Since I started following Morten’s fly tying endavours, I’ve been really curious to get to know his way of thinking coastal seatrout flies to fully understand how a master perceive the very aesthetic of fly tying in regards of different techniques and material use – and how it links to the pragmatic side of fly-fishing in saltwater. What I love about Morten’s fly tying is the attention he brings to small details and how he manages to create pure awesomeness out of few materials. But one thing is how I interpret Morten’s work, a whole different level is when it comes from the mouth of the glass master himself. So here we go, folks. Let’s get into business and see what’s on Morten’s mind.

Kasper: First of all thank you so much for taking your time to chat with me about the concept of coastal fly tying and your own awesome work. Let’s start with the ground work. What are the basics or fundamentals of a good coastal seatrout fly?

Morten: Well, the basics and/or fundamentals – in my opinion – are mimicking the real deal (shrimps, baitfish etc). Not so much in color, but mainly in shape, and the way the prey looks and moves.

Kasper: How would you describe your identity as a coastal fly tyer?

Morten: I’m a so-called “late bloomer” and have only been tying flies for roughly 4 years now – But it didn’t take long for me to know in which direction I wanted to go with my flies. Modern flies with new techniques and more realism is what I like to tie – although I absolutely love a classic as well.

Kasper: In your words what defines your coastal fly aesthetic?

Morten: Tough question! I think the key thing that defines my work is my eye for small details and the fact that I use more time on each fly that drops of my vise than the average fly tier. It’s important to me to make the fly look perfect. By that, I mean some people tie fast because they don’t care about looks and they know that the fly will fish just as well as anything from my fly box – and that is absolutely fine with me. I just like my flies to look good in the box as well – and most of us choose the best looking fly in the box to strengthen our beliefs in that fly and in its capabilities in catching that dream fish.

Kasper: What is your favorite fly tying material and why that specific material?

Morten: Few. It is no secret that I love UV-resin, but that’s not really a material, I guess, more like a helpful tool as I see it. But if I would have to choose one material for every fly, I would choose craft fur. It’s cheap, it’s very soft but strong at the same time, it comes in all colors of the rainbow, and it even has “underfur” which you can use as dubbing as well. Very versatile in my opinion. Also because craft fur can be used as a substitute for spey feathers – which we all know costs a hell of a lot more!

Kasper: Take us through your work process – from idea to end result.

Morten: I’m kind of a “run and gun” type of person when it comes to designing and creating. Most of the time I will sit down and just scramble through my materials and place matching colors, feathers, flash etc. on the table in front of me and then I just tie by “feel” and intuition. I know it sounds strange, but I rarely get the ideas when I’m not sitting by my vise. Except for the ‘Glass Shrimp’. That glorious little thing came to my head in a pet store as I walked by a tank full of shrimps.

Kasper: If you could pick only one pattern, what would it be? Shrimp or baitfish?

Morten: Shrimp. Definitely Shrimp. Shrimps are always on the menu of a hungry saltwater predator. And it’s fairly an easy prey as well. So that´ll be the shrimp. Shriiiiiiimp! I just love Shrimps.

Kasper: What does tradition in the sense of fly tying mean to you – and how do you use tradition?

Morten: I respect the traditional way of tying flies and what it has done for fly tying from start to where we are today. That being said I like to do my own things in my own way – and I will choose UV-resin over epoxy any day because it’s easier, a lot faster and not so messy. But as mentioned earlier in this interview I absolutely LOVE a good well tied classic pattern. Like the “Grå Frede” or “Magnus” and so on.

Kasper: What is the most important feature or design aspect of a coastal seatrout fly?

Morten: The most important thing to me is to make the fly look like the prey I’m imitating – at least in silhouette. That is why I mentioned earlier that color isn’t the most important thing. Try taking a grey fly and hold it up against the sky looking at it from the fish´s point of view. Now do the same with a yellow one, or a red one. They all look grey from this point of view. I don’t know how to feel about the whole fluorescent hype at the moment. It looks good – yes. However, does it get me more fish? Maybe. Maybe because I have a stronger belief in that fire red fly and therefore will fish it more actively and creative. But then again – look at “Kobberbassen”. That fly fools more seatrout than almost any other fly out there – and it has no fluorescent materials in it what so ever. I think the real secret lies within the belief in the fly on my leader.

Kasper: Let’s take a look in the crystal ball: What is the next big thing in coastal fly tying?

Morten: Well, I think (and hope) that big streamers will find their way into our boxes in the future. They´ve already proven themselves in rivers and lakes for both seatrouts and salmons, so why would they not work on the coast as well?

Kasper: What is your proudest achievement up until now as a skilled fly tyer, what is your biggest invention so far?

Morten: That will be the ‘Glass Shrimp’. Hands down. End of story. That fly was a homerun so to speak. My flag ship and my proudest moment – and it really got my name “out there”. Time will test its capabilities whether it will become a “classic” in the future. But I’ve caught 6 saltwater species on it so far (seatrout, flounder, garfish, mackerel, weever, and cod). So I know it works. It eventually lead to a whole glass series, which I’m very proud of as well. There are many fly tiers out there, and they all wants to “reinvent” the wheel. I think that the ‘Glass Shrimp’ and its cousins ignited a spark in a whole new breed of fly tiers. And also creativity in what can be done with just a few materials and some UV-resin. As an example: Jonatans extremely beautiful “super shrimp”. I mean look at that thing! That is the best damn looking shrimp fly I have ever seen since Kern Lunds “Perfect Leo Shrimp”!

Kasper: Well, that was really it, Morten. You’re one hell of a nice guy, a much-talented fly tyer, and I really think you’ll be one of the front runners of the future of coastal fly tying. I really like the way you interpret various aspects of your seatrout flies, from silhouettes over color to your personal take on tradition and creativity. I’m a fan! Best of luck, buddy! 

If you want to follow Morten’s work in the future, just click on the following links:

I totally recommend the episode about ‘hook talk’ and of course all of Morten’s fly tying videos – such a priceless inspiration going on there! Or simply just watch Morten perform mad skills mastering UV-resin like a pro in this video from Ahrex:

Next week’s interview will feature none other than the great Jonatan Ternald – stay tuned, folks! There’s a real treat coming your way!

// Kasper

Photo credits: Morten Hansen

‘Rubber Magic’: Med gummiben på efterårskysten

De fleste kystfluefiskere har nok på et eller andet tidspunkt oplevet at møde de svære efterårshavørreder. Her taler vi om den slags drilske havørreder, der kan drive selv de mest drevne og tålmodige kystfluefiskere helt ud til vanviddets rand.

Men efteråret er også én af de kystkulisser, hvor man kan opleve et helt forrygende fiskeri; med lige dele frustation og forløsning som de skiftevise dansepartnere.

Efteråret på kysten rummer utallige udfordringer. For det første huserer der kolossale mængder af havørredens byttedyr i det kystnære vand, hvilket kan gøre havørrederne ekstremt selektive. Samtidigt har de fleste havørreder indstillet gps’en på åernes gydebanker, hvilket også indvirker stærkt på havørredernes manglende villighed til at tage vores fluer. Når det alligevel er muligt at opleve efterårstræk på kysten, der kalder på mange fights og hugvillige fisk, så skyldes det faktisk netop de utallige udfordringer – især, hvis man tænker udfordringerne strategisk ind i sin fiskepraksis. Lad mig uddybe.

At havørrederne migrerer mod åerne, betyder, at vi faktisk har langt lettere ved at finde dem. For det første spreder de sig som følge af vandringerne. I det tidligere efterår er det stadig pynterne og revene, der kan levere det bedste fiskeri, men i løbet af perioden fra midten af september og hele oktober kan man støde på havørrederne hvor som helst langs kyststrækningerne. Finder man en større koncentration af havørreder på den åbne kyst, så lokalisér, hvilke å-udløb i den umiddelbare nærhed, de angiveligt må være på vej imod. På den måde kan man efterfølgende tilrettelægge sine ture, så man ‘følger’ havørrederne frem til fredningsbælternes begyndelse. Det samme princip gælder også i fjorden, hvis det er dér, man ynder at bruge sin fisketid.

Havørreder, der migrerer kan imidlertid være rigtigt ‘svære’, fordi det biologiske design trækker dem mod brudesengene i åerne. Men der findes et par tricks, som har at gøre med både biologi og fluebinding, som jeg i det følgende vil komme nærmere ind på.

Inden for biologien er det alment kendt, at havørredens ‘syn’ ændres under gydevandringen. Gradvist bliver havørredens syn mere og mere følsom over for især rødlige farvenuancer, hvilket bl.a. er én af forklaringerne på, hvorfor farvestrålende fluer i pink og orange er markant bedre i efteråret end på andre tidspunkter af sæsonerne (eller at fluer som ‘Magnus med blodtud’ eller ‘cutthroat kutling’ også kan være helt eminente i efteråret). Samtidigt er det også i efteråret, at havørreden udviser en langt højere grad af begyndende territorial aggression i det kystnære vand som en slags ouverture på de ‘magtkampe’, som kommer til at finde sted på standpladserne og gydebankerne. Disse forhold kan vi med fordel tænke ind i vores fiskestrategi og fluebinding, så vi optimerer vores chancer, når vi er afsted på kysten.

I mit eget efterårsfiskeri dyrker jeg en ret aggressiv approach, hvor jeg fisker mine fluer ekstremt hurtigt og/eller i ret eksplosive ryk. Havørreden skal tirres og provokeres, hvis den skal vækkes fra gydetrækkets hypnotiske kraft.

Jeg tilpasser mine fluer, så de gradvist bliver mere og mere farvestrålende. Man kan sige, at jeg skruer mere og mere op for blusset, så de skrappe farver til sidst dominerer helt, mens jeg samtidigt gradvist nedtoner mine fluers naturalistiske træk, så jeg fra midten af november og frem eksklusivt fisker med helt afpillede ‘udrykningsfluer’ i skrigende pink og orange, der speedes ind med stangen i armhulen. Der findes naturligvis undtagelser, hvor havørrederne alligevel tager de afdæmpede fluer, men igen handler det om at tage udgangspunkt i den enkelte fiskesituation og være omstillingsparat. På den måde kommer man oftest længst i forhold til at få overlistet de til tider svære efterårsørreder. Og endnu vigtigere er det måske at huske på, at kystfluefiskeri efter havørred aldrig vil være en eksakt videnskab, hvilket I kan læse mere om her.

Et andet feature, som jeg ofte tilfører mine efterårsfluer, er gummiben. ‘Luksusrejen’ er helt suveræn i de mere kradse versioner i efteråret, og i det hele taget kan det anbefales at tilføre rejefluerne et ‘pirrende’ og ‘sitrende’ element i form af forskellige gummiben, der effektivt suppleres af fluorescerende elementer som hugpunkter.

Det samme gør jeg også ved mine små baitfish-fluer, der får tilføjet et fluorescerende “gummielement”, der kan sitre i vandet. De helt enkle kystfluer, som ‘Kobberbassen’ og ‘Guldbassen’ kan også med fordel tilføjes et par ‘provokerende’ gummiben. Endelig kan man også med stor fordel udstyre vinterklassikere som ‘Pink Glimmerreje’ og ‘Polar Magnus’ med et par flourescerende gummiben. Det kan virke helt eminent godt, når havørrederne er i det drilske hjørne.

Med hensyn til størrelserne på fluerne, så vil jeg sige, at det klart er de mindre størrelser (6, 8 og 10), der dominerer i min flueboks i efteråret. Men igen handler det meget om de foreliggende konditioner på en given plads. Er der gang i ‘efterårsbølgerne’, så kan det godt betale sig at gå helt op i størrelse 2, men til det stille og vidunderlige efterårsfiskeri vil de små fluer oftest være de helt rigtige ‘killers’ i langt de fleste tilfælde. Fisk fluerne hurtigt, men husk også at lade dem ‘svæve’ med jævne mellemrum, så gummibenene rigtigt kan arbejde magisk i vandet. Jeg garanterer, at det virker for vildt!

Knæk og bræk på efterårskysten, venner – og tak fordi I læser med!

Bedste kystfluehilsner,

Kasper

 

 

 

 

 

 

 

Havørredens livret: ‘Luksusrejen’

Det er ikke nogen hemmelighed, at havørreder elsker rejer. En simpel rejeflue er derfor ofte mit førstevalg på mine kystture. Kan jeg ikke bestemme mig, om jeg skal satse på en baitfish eller en rejesnack, så ryger rejen på som ophænger eller endeflue.

Der findes mange forskellige slags rejefluer – fra de helt simple STF-rejer (der er vanvittig effektive) til de mere komplicerede Perfect Leo Shrimps (der også er vanvittigt effektive og lækre at se på). Kystrejer er én af den slags fluer, der kan varieres i utallige former og hvor det samtidigt er muligt at sætte sit eget præg på resultatet, selvom grunddesignet ligger nogenlunde fast. Rejefluer indbyder til kreativitet ved fluestikket.

Kystfluefiskeriet er samtidigt én af den slags størrelser, hvor passionen kan sende den, der rammes i hjertekulen ud på de vildeste eventyr. De fleste kystfluefiskere lægger sjældent ud med at kaste med de mest udfordrende setups, men ender alligevel altid med det til sidst. Sådan er det også med kystfluebindingen; her bevæger man sig ligeledes ofte fra de simple STF-kreationer til også at dyrke de mere udfordrende kystfluemønstre. Og måske finder man sit eget udtryk undervejs.

Én af de rejefluer, som vi har dyrket allermest intenst, er den såkaldte ‘Luksusreje’. Rejen er Mads’ opfindelse, og den er en variant af Kern Leo Lunds ‘Perfect Leo Shrimp’, som har dannet skole for hele gummibensbevægelsen inden for kystfluebinding.

‘Luksusrejen’ er vores foretrukne rejeflue her i sommermånederne og det tidlige efterår, hvor forholdene ofte kan være udfordrende. Enten pga. blankt, krystalklart vand, talrige fødeemner eller drilske havørreder, der ikke hugger på hvad som helst. I vores optik leverer ‘Luksusrejen’ en afgørende fordel til kystfluefiskeren, fordi fluen differentierer sig afgørende fra de fleste rejefluer på markedet og samtidigt kommer helt tæt på det, den imiterer. Samtidigt fisker den optimalt uden at hægte, hvilket bare er dejligt.

‘Luksusrejen’ er ikke den nemmeste flue at binde (og den kræver nok også, at man har godt styr på the basics), men den er mega sjov at binde og til at overkomme, når man følger Mads’ anvisninger og bindetekniske tips og tricks, som de demonstreres i denne uges bindevideo. Gummibenene er ofte det største problem for mange fluebindere, hvilket desværre gør, at man bare ikke gider bøvle med den. Men Mads viser i filmen på overbevisende vis, hvordan man får gummibenene til at adlyde, så fluen sidder i skabet første gang. Sæt din laptop frem på skrivebordet, skænk en kold øl eller en kop mokka, find de materialer, som du skal bruge – og kast dig ud i binderiet sammen med Mads.

Når du har fået bundet en stak ‘Luksusrejer’ til boksen, så tag et par træk med dem ved enten Risinge hoved, Nordenhuse eller Kajbjerg i de tidligere morgentimer med stigende vand – mon ikke det forjættende træk i linen pludselig mærkes som “goddamn electric”?

Vi ses derude, venner!

// Kasper

Kyststrategier: De afgørende flueskift

“Er det havørred, er det godt”

Mon ikke de fleste kystfluefiskere har taget sig selv i at drømme sig væk i de nyeste fluekreationer, dugfriske fra stikket, for blot at vælge den samme flue som altid, når kysten inviterer til havørredjagt?

Jeg hører nok selv til den kategori, selvom jeg har lært at udfordre mine sædvanlige valg. Men jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har klargjort en boks med nye kreationer før en fisketur. Velankommet på favoritstrækket har jeg så alligevel – nærmest pr. automatik – taget mig selv i at knytte de samme klassiske fluer på forfanget gang på gang. jeg tænker, at det har noget at gøre med, at havørredfiskeri på kysten kan være tricky business, hvorfor man ikke tager flere chancer end højst nødvendigt. Derfor kræver det også en vis portion viljestyrke, hvis man vil udfordre de kræfter, som altid trækker én i retning af vanetænkningen. Det gælder livet i al sin helhed – og på kysten i særdeleshed.

Closeup 1

Foto: Mads P.//Outdoors.direct

Jeg kender mange kystfluefiskere, der sværger til kun én flue, som de bruger året rundt. Vi kan lidt humoristisk kategorisere dem som ‘kobberbassefolket’. Andre udvider repertoiret med to-tre mønstre, der tilpasses de forskellige sæsoner. Fælles for dem alle, er, at de fanger masser af havørreder hvert eneste år. Jeg kender også flere, der har boksen fuld af svedige og toptunede kreationer, men som samtidigt siger, at fluevalget ikke er afgørende! Det handler mere om at kende sine pladser og besøgstid, lyder begrundelsen.

Skal jeg kigge lidt ind i mig selv, så tilhører jeg nok i virkeligheden lidt alle tre lejre, hvor de to sidste nok smelter sammen for mig. Jeg har perioder, hvor jeg udelukkende sværger til én flue, der følger mig konstant på mine ture. Jeg kalder dem for ‘periodefluer’, og for mit vedkommende har jeg både haft ‘luksusreje-perioder’, ‘pattegris-perioder’, ‘kobberbasse-perioder’ og ‘polar magnus-perioder’. Men jeg kan også se, at jeg har tendens til at fiske med ‘kategorifluer’, der så varieres i størrelse, materialer og farver i ét væld. Kategorifluerne er helt overordnet ‘rejefluer’, ‘baitfishfluer’ og ‘allroundfluer’ – og det er også blandt dem, at jeg har oplevet de mest afgørende flueskift – fx fra en rejeflue til en tobisflue eller omvendt.

 

Det er særligt i sommerperioderne, at jeg oplever, hvordan et simpelt flueskift kan være afgørende. Ved Nordenhuse findes et lækkert rev, som fisker suverænt i de tidligere morgentimer i juli. Havørrederne kommer som regel ind med det stigende vand og afslører gerne deres ankomst på revet med spring og overfladeaktivitet. Jeg har her ofte ‘rejefluerne’ som førstevalg, men oftest har jeg måttet sande, at det var de små baitfishfluer, der fik den største opmærksomhed. Omvendt oplevede min gode ven Mads Pedersen fra Outdoors.direct et helt forrygende morgenfiskeri forleden, der først rigtigt kom i gang, da han skiftede sin baitfish ud med en lille reje. Det ville være en underdrivelse at konkludere, at netop dét flueskifte var afgørende – det var ganske enkelt altafgørende og dermed også definerende for Mads’ fiskeri i situationen. Derudover skal det nævnes, at fiskene i begge eksempler var på pladserne fra ‘the get-go’. Det er derfor en pointe, at det i høj grad også er de foreliggende konditioner, der bestemmer, hvordan vi bør agere i de givne situationer, vi møder på kysten. Det er også derfor, at jeg mener, det er helt essentielt at have et forholdsvist bredt fluesortiment, der som minimum afspejler de byttedyr, som havørreden jager.

Vi kan udvide perspektivet lidt ved også at medtage, hvordan vi fisker fluen. Jeg har ofte oplevet, hvordan en ganske lille ændring i indtagningen, både i forhold til måden og farten, kan få havørrederne op på mærkerne – fx prøvede jeg engang i Mariager fjord at jigge min ‘Brenda’ ind, med hårde, kontante ryk, i ganske høj fart. Først dér reagerede havørrederne. Med til historien hører den væsentlige detalje, at jeg – indtil skiftet i indtagningen – havde fisket fluen mere roligt og streameragtigt, som jeg plejede at gøre. Og måske endnu mere interessant; der skulle ikke engang et pladsskifte til!

Det er ellers det, vi plejer at gøre. Vi skifter plads, når der ikke er action inden for en “overskuelig” tidsramme – med det lidt sørgelige resultat, at vi ofte bruger mere tid på landevejen end ved fiskevandet. Spørgsmålet er, om det altid er den rigtige strategi?

Vi kan selvfølgelig ikke vide med garanti, om der er fisk på pladsen (dog tyder de mange undervandsoptagelser, som findes på Youtube og Facebook, at det nok oftere er tilfældet, end vi lige regner med). Derfor bør vi måske i højere grad se på de faktorer, som vi faktisk kan gøre noget ved. Nøglebegrebet er her det refleksive kystfluefiskeri, der bl.a. handler om at gøre sig konstante overvejelser om, ‘hvad’ vi gør, ‘hvordan’ vi gør – og ‘hvorfor’ vi gør, som vi gør. Det refleksive kystfluefiskeri kan udfordre vanetænkningen, fordi tilgangen handler om at eksperimentere og gøre sig fremadrettede erfaringer. Det er en måde at mobilisere sine fiskestrategier, så fiskeriet bliver mere givende. Både i form af en motiverende indre succes og en mere bugnende fangststatistik på den lange bane.

Full metal jacket

Foto: Mads P.//Outdoors.direct

Det refleksive kystfluefiskeri er ikke kun forankret på kysten. For mit vedkommende følger det mig også hjemme på kontoret, hvor jeg binder mine fluer. Det er et helt afgørende aspekt ved min passion. Selvom jeg ofte fisker med de samme fluer, så er jeg blevet bedre til at afsætte tid på mine fisketure til at teste nye mønstre – både i forhold til fluernes fisketekniske facetter og udtryk og til de mere bindetekniske forhold, der (også) knytter sig til det praktiske fiskeri. Egentlig er det meget nemt: Har jeg fået en fisk eller to – eller der med sikkerhed er fisk på pladsen – så skifter jeg som regel til et testmønster, for at sikre, at det nye mønster afprøves blandt aktive fisk. Har jeg ikke fået fisk, så ændrer jeg først på indtagningsmåden, før jeg skifter til et testmønster, der måske kan blive dagens matchvinder. Når det så er sagt, så findes der selvfølgelig også dage, hvor jeg bare holder mig til ‘the hatch of the day’ og får lidt fisk i fangstjournalen med udgangspunkt i det, der bare virker helt rigtigt i den givne situation.

Hvis I vil vide mere om, hvordan I fisker jeres fluer mest effektivt i forhold til de forskellige kystfluekategorier, så klik her.

Vi ses på kysten, venner – og tak fordi I læser med!

Bedste kystfluehilsner,

Kasper

 

 

On the rocks: Revets sølv

Mads afkroger en tobis fra sin rejeflue og spejder intenst ud over revet. Der er ikke synlig aktivitet, men vandskiftet nærmer sig med fuld kraft. Krusningerne på revets kanter afslører det stigende vand. Jeg ser, hvordan Mads lynhurtigt får fat i sin boks og foretager en flueskift. Øjeblikket efter hvisler fluelinen igen ud over revet. Dér var den, ser jeg, men hugget udebliver. Den karakteristiske hvirvel bag fluen afslører havørredens ankomst på revet. Mads lægger hurtigt et kast ud over reviret igen. Med stangen i armhulen sætter han voldsom fart i fluen, som jeg forestiller mig pile igennem og henover de store tangformationer på kongerevet ved Bøgebjerg, lige dér, hvor kystlinjen slår et af sine karakteristiske knæk. Reaktionen fra havørreden kommer prompte, og med al sin kraft, hamrer det blanke stål ubarmhjertigt til den lille tobisimitation, som Mads har knyttet på sit forfang. Tilslaget er ganske overflødigt, når både fisker og fisk er enige om den slags action. Tobisfluehugget fra havørreden er noget af det vildeste, man kan opleve som kystfluefisker.

Bøgebjerg-facts. Bøgebjerg er en af de helt klassiske fynske kystpladser. Eftersigende en sen forårsplads, men vi ynder at besøge den på alle tider af året. Det er plads, som oftest fisker suverænt, når der er godt gang i vinden, der rigtigt kan arbejde fødeemnerne op fra tangskovene på revene, hvor der er åbent hus både nat og dag for havørrederne. Det bedste fiskeri synes at være lokaliseret omkring vandskiftene – særligt ved højeste vandstand. Pladsen veksler mellem store sten, sandpartier og tæt tang, og man kan sagtens få det meste af et dagslangt fisketræk til at gå her. Morgen, middag, aften – og nat. Bøgebjerg kan levere kulissen til det vildeste havørredeventyr.

Mads råber, at han har brug for sin wing man – men jeg står allerede bag ham. Fisken er indtil videre årets bedste, og vi springer begge et hjerteslag over, da sølvtøjet for tredje gang lægger an til farefuld luftakrobatik. “Nu kommer den”, nærmest råber jeg, mens linen skærer igennem vandet, da fisken accelererer mod overfladen. Havørreden entrer gennem vandspejlet næsten lydløst, hvilket står i skærende kontrast til dens efterfølgende nedslag, der lyder massivt plaskende som en voluminøs havfrue, der hygger sig med at lave vandbomber fra molekanten.

Petittobisen

Én af vores favoritfluer til Bøgebjerg. En lille tobisimitation, der både kan fiskes hurtigt og langsomt, men helst i konstant bevægelse (som tobisen i virkeligheden). Mads er ophavsmand til fluen, men her er det Kasper, der har bundet den. Fluen hægter ikke i kastet, og så ligner den en million, når den svømmer afsted i våd tilstand. What’s not to like?

Efter små ti minutters benhård fight, hvor Mads viser absolut mandsmod, virker fisken endelig medgørlig. Jeg har placeret mig på sikker grund blandt de mange store og glatte sten bag fisken, og da Mads begynder at kane havørreden ind over de små sten på det helt lave vand, får jeg et sikkert greb om haleroden på den. Sølvskællene rasler af og dækker glinsende fronten på mine waders. Det er sølvtøj, når det allerbedst, og jeg kan mærke fiskens velproportionerede kondition.

Forårets største

Et af de billeder, der skaber fiskefeber. Læg lige mærke til det haleror!

Det er en prægtig fisk, som jeg kan overrække til min bedste ven, da jeg er på land igen. Havørreden er solidt kroget i saksen af den lille ahrex-krog, som Mads har bundet sin tobisflue på. Vi råber og skriger begge to af ren fiskeglæde og forløsning. Det er den slags øjeblikke på kysten, hvor de mange arbejdstimer synes glemt for en kort stund – og det er dens slags fangster som kun bliver bedre af at blive delt med hinanden. Det er selve essensen af det meningsfulde lystfiskeri.

De fynske kyster har været udfordrende i år. Fiskene har for vores vedkommende generelt været svære og fåtallige sammenlignet med tidligere sæsoner, mens fiskeriet omvendt var helt suverænt i de ‘kolde’ måneder. Der er blevet skrevet en del om, hvad der kan forklare det ‘svære’ fiskeri i dette års ‘klassiske’ havørredmåneder. Årsagsforklaringerne har bl.a. kredset om øgede algeforekomster og konsekvenserne af landbrugspakken. Omvendt har andre kystfiskere også oplevet deres livs bedste havørredsæson med mange store fisk på land. Hvis man skal konkludere noget, må det nok være, at der har været en enorm lokal variation i år, hvilket faktisk umuliggør en samlet havørredstatus for det fynske. Det kontinuerligt gode fiskeri øen rundt synes dog at være en kende udfordret i år – også her i sommermånederne.

SBS og materialer til Mads’ tobis? Vores homeboy Mads Pedersen fra outdoors.direct har lavet et bindesæt til den, som du kan tjekke ud lige her!

Det er heldigvis lykkedes os at finde fisk på samtlige af vores guidede ture i den sidste halvdel af marts og hele april, men rugbrødsarbejdet og forberedelserne har virkelig krævet sine ressourcer med en del nulture til de såkaldt “sikre” pladser, så vi kunne tune ind på de spots, der havde størst potentiale for at give flex – og den strategi havde vi held med. Sådan er kystfluefiskeriet nu engang, og det må man tage med, hvis man mener sit havørredfiskeri seriøst. Derfor har vi også brugt vores tid på at fiske så meget som muligt på bekostning af vores hjemmeside, som har fået lov til at passe sig selv det meste af foråret. Vi kan heldigvis se på vores besøgstal, at I ikke har glemt os, hvilket vi er meget glade for – og vi kan også se, at I har genlæst mange af de artikler som trods alt er at finde på hjemmesiden. Det synes vi giver god mening – tak for det!

Mads med sin forårsfisk

Forårssølvtøj. Mads i vanlig stil, med Bøgebjergs karakteristiske stensætning i baggrunden.

Vi har afprøvet en del nye strategier og pladser, som kommer til at danne udgangspunkt for vores kommende efterårsfiskeri, og jeg har brugt en del af min sparsomme fritid på at skrive på min bog om kystfluefiskeri efter havørred. Jeg ved ikke, hvornår jeg bliver færdig med den, men den begynder efterhånden at tage form. Jeg satser dog også på at kunne blogge lidt fra kysten, når vi er afsted. Hjerteblodet skal man værdsætte og passe på.

Derudover vil jeg gerne takke jer for de mange henvendelser om vores kystkurser og fluebindingskurser, som vi har modtaget. Der er godt nyt på vej. Vi satser på at kunne præsentere vores vinterprogram inden så længe – både hvad angår de praktiske kurser og fluebindingskurserne. Stay tuned.

Knæk og bræk derude, venner!

Bedste kystfluehilsner,

Kasper

Glimmerrejens dag

Fiskeriet på den åbne kyst er suverænt i øjeblikket. Det er den tid på året, hvor blankfiskene igen indfinder sig på de fynske kyster. De mange farvede fisk, som dominerede i oktober og november, har efterhånden indlogeret sig i de klukkende vandløb, hvor de kommende generationer af smukke havørreder bliver til i brudesengenes beskyttende grus.

Det er også på denne tid, at de store overspringere begynder at hilse på igen. René Kjær Bergen fra Nyborg var fx på tur med Mads i weekenden, hvor strabadserne resulterede i en vanvittig blankfisk på hele 67 cm. Fisken blev taget i det spritklare vand, i det allerførste morgenlys, på en grå rejeimitation. Mads oplevede fighten på tætteste hold sammen med René, og jeg har ladet mig fortælle, at det var én af den slags oplevelser, der skaber drømme.

Der sker altid noget forunderligt, når man oplever andre fiskere have tur i den. Så dukker ens egne minder frem igen, og jeg kommer til at tænke på de oplevelser, vi selv havde med de store overspringere, sidste år i december. Både Mads og jeg havde lidt for mange ‘close encounters’, hvor vi lige manglede det sidste held, men sådan er det jo.

Sådan skal det være.

Men det er faktisk ikke de store blankfisk, der er mit egentlige ærinde med dette indlæg, men nærmere nogle iagttagelser, jeg har gjort mig på det seneste. Iagttagelser, som rummer alt det, der har at gøre med kystfluefiskeriets uforklarligheder.

den-vragede-endeflue

Glimmerrejens dag. Læg mærke til den vragede “Rejevarianten”.

Jeg har været så heldig at få fisk på mine sidste tre ture – faktisk ret mange fisk. Men det er ikke antallet, det handler om. Det handler derimod om strategi og teknik. Jeg er generelt en stor fortaler for den varierede tilgang til det praktiske fiskeri; både i forhold til bevægelsesmønstre, pladsplaceringer, fluevalg og indtagningsformer. Men jeg må indrømme, at mine seneste oplevelser har sat tingene lidt i perspektiv.

Jeg har fisket på fire forskellige pladser, med omkring 5 dages mellemrum. Pladserne er alle lokaliseret inden for en radius af 20 kilometer på den fynske østkyst. Der er tale om forskellige kysttypologier – fra de små rev til de lange badekars afslutninger. Mit fluesetup har været det samme på alle pladser – en lille pink “Glimmerreje” som ophænger og “Rejevarianten” som endeflue. Vejrforholdene har været skiftende – fra overskyet til skyfrit, med en middelvind på 5-6 s/m, med skiftende temperaturer i intervallet 2 til 8 grader. Vandstanden har været ret forskellig – fra højvande på to af pladserne til ekstremt lavvande på den sidste turs to pladser, med spritklart vand på alle turene.

den-sidste-fase

Glimmerejen strikes back – igen!

Som det tydeligt fremgår, så har der været tale om markant forskellige fiskesituationer og konditioner på mine ture. Men ét nøglebegreb samler eventyret på tværs af tid, sted og vejrforhold, og det er begrebet ‘hurtighed’. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at ‘hurtighed’ rent fisketeknisk har været en grundlæggende forudsætning for at få havørrederne i tale. Vi taler om rendyrket ‘barracuda-style’ med stangen i armhulen hver gang, uden undtagelse, og med lynhurtige affiskninger af de forskellige hotspots.

Hvorfor er Glimmerrejen så suveræn? Er det dens minimalistiske træk, der gør forskellen? Eller er det Glimmerrejens aura i våd tilstand, der ‘udstråler’ liv trods dens åbenlyse kunstighed? Jeg tror mest på det sidste, for det har også noget at gøre med fluens synlighed. Der er tale om en ekstremt synlig flue, der fungerer under alle lysforhold. Bindes den rigtigt, får fluen et helt særligt forjættende glans, når den suser mellem tangbuskene på kysten – det ser så fedt ud! At fluen samtidigt er blevet lidt af en kystklassiker rummer nok også en del af forklaringen. Ophavsmanden til Glimmerrejen hedder Torben Gosch, der i slut-firserne bandt den allerførste version af fluen med frynset glimmergarn. I begyndelsen af 90’erne gjorde Jan Grünwald fluen alment kendt, da han præsenterede den i sin kultbog “Havørred – spin og flue i saltvand”, og Glimmerrejen findes i dag i et utal af varianter. Min favoritversion er bundet af pink cactus chenille, sorte mono eyes (der kan udelades) og pink polarræv som hale – that’s it!

Når jeg fiskede mine fluer med et normalt, varieret tempo fik jeg ingen reaktion – hverken på ophængeren eller endefluen – og det endda selvom der synligt var fisk på pladserne. I det øjeblik, jeg fiskede mine fluer ekstremt hurtigt, kom interessen og huggene igen i en lind strøm; at samtlige fisk (lige på nær en enkelt) så samtidigt kun var interesseret i ophængeren, gjorde ikke iagttagelserne mindre interessante. Havørrederne har i dén grad fejret Glimmerrejens dag her på det seneste, synes jeg.

En del af forklaringen på dette, tror jeg, skyldes forholdet mellem ‘nøglestimuli’ og ‘superstimuli’. Når en havørred ser et potentielt byttedyr flygte hurtigt, så aktiveres jagtinstinktet automatisk. Det interessante er, at havørreden i de ovenstående situationer ikke valgte den rejeflue, der mest lignede noget, der kunne spises. Omvendt kan man så også hævde, at ‘barracuda’-teknikken ikke tilføjer rejefluen de karakteristiske ‘hop’ og derfor ikke imiterer optimalt. Men én ting er sikkert: Havørrederne kastede sig i stedet over den lille pink Glimmerreje uden at spørge først – jeg oplevede både forjættende trykbølger, angreb af flere omgange og brutale hug.

haleror

Én af grundene til, at den blanke havørred er en besættelse for livet. Tjek lige den transparente hale, dér!

Jeg har en teori om, at den aggressive reaktion har noget at gøre med, hvordan netop Glimmerrejen påvirker havørredens instinkter. Glimmerrejen er i min optik en ren ‘superstimuli’-flue, der helt ekstremt differentierer sig i forhold til alle naturlige parametre. Fiskes sådan en fluetype langsomt, så gennemskuer havørreden lynhurtigt bedraget og mister interessen. Fiskes den derimod ekstremt hurtigt, så spiller fluen både nøglestimulerende og superstimulerende på én gang – og jeg tænker, at det er én af faktorerne, der måske gjorde en forskel.

Alle fisk, jeg fangede, var i øvrigt velnærede, hvilket igen underbygger, at havørrederne nok ikke har hugget af sult, men i højere grad af ren instinktiv aggression som følge af en generel territorial adfærd. Pladstypologierne understøtter i øvrigt også den tese.

Hvad kan vi så bruge ovenstående til?

Måske i virkeligheden ikke til så meget. Havørredfiskeri er umulig at sætte på eksakt formel, men vi kan altid føje lidt mere til den store havørredbog, når vi erfarer oplevelser, der forandrer vores perspektiver. Når jeg tænker tilbage på alle de situationer, hvor jeg har fisket med Glimmerrejen, både som ophænger, endeflue eller helt solo, så har jeg klart haft størst succes med at fiske den ekstremt hurtigt, og jeg tror, at en væsentlig del af forklaringen skyldes noget af det, jeg har fået bekræftet på det seneste. Med de naturalistiske rejefluer forholder det sig helt anderledes, hvilket egentlig ikke er så overraskende. Omvendt må jeg også konstatere, at de naturalistiske fluer er kommet til kort på det seneste – i hvert fald i mit fiskeri. At Mads så oplever det diametralt modsatte i sit fiskeri i øjeblikket, bekræfter egentlig bare, at vi er nødt til at eksperimentere og lære af de erfaringer, vi hele tiden gør os. Renés fantastiske fisk er også et godt eksempel på dette.

Men at mit eget fiskeri alligevel har været kategoriseret i så fast en form, som jeg har oplevet her på det seneste, er mig alligevel en gåde, og den får mig til at tænke, at det måske er på tide at sige: “Fuck the rules”.

Knæk og bræk derude og god fornøjelse med eksperimenterne – det er lige nu, det sker!

De bedste kystfluehilsner,

Kasper