‘Rubber Magic’: Med gummiben på efterårskysten

De fleste kystfluefiskere har nok på et eller andet tidspunkt oplevet at møde de svære efterårshavørreder. Her taler vi om den slags drilske havørreder, der kan drive selv de mest drevne og tålmodige kystfluefiskere helt ud til vanviddets rand.

Men efteråret er også én af de kystkulisser, hvor man kan opleve et helt forrygende fiskeri; med lige dele frustation og forløsning som de skiftevise dansepartnere.

Efteråret på kysten rummer utallige udfordringer. For det første huserer der kolossale mængder af havørredens byttedyr i det kystnære vand, hvilket kan gøre havørrederne ekstremt selektive. Samtidigt har de fleste havørreder indstillet gps’en på åernes gydebanker, hvilket også indvirker stærkt på havørredernes manglende villighed til at tage vores fluer. Når det alligevel er muligt at opleve efterårstræk på kysten, der kalder på mange fights og hugvillige fisk, så skyldes det faktisk netop de utallige udfordringer – især, hvis man tænker udfordringerne strategisk ind i sin fiskepraksis. Lad mig uddybe.

At havørrederne migrerer mod åerne, betyder, at vi faktisk har langt lettere ved at finde dem. For det første spreder de sig som følge af vandringerne. I det tidligere efterår er det stadig pynterne og revene, der kan levere det bedste fiskeri, men i løbet af perioden fra midten af september og hele oktober kan man støde på havørrederne hvor som helst langs kyststrækningerne. Finder man en større koncentration af havørreder på den åbne kyst, så lokalisér, hvilke å-udløb i den umiddelbare nærhed, de angiveligt må være på vej imod. På den måde kan man efterfølgende tilrettelægge sine ture, så man ‘følger’ havørrederne frem til fredningsbælternes begyndelse. Det samme princip gælder også i fjorden, hvis det er dér, man ynder at bruge sin fisketid.

Havørreder, der migrerer kan imidlertid være rigtigt ‘svære’, fordi det biologiske design trækker dem mod brudesengene i åerne. Men der findes et par tricks, som har at gøre med både biologi og fluebinding, som jeg i det følgende vil komme nærmere ind på.

Inden for biologien er det alment kendt, at havørredens ‘syn’ ændres under gydevandringen. Gradvist bliver havørredens syn mere og mere følsom over for især rødlige farvenuancer, hvilket bl.a. er én af forklaringerne på, hvorfor farvestrålende fluer i pink og orange er markant bedre i efteråret end på andre tidspunkter af sæsonerne (eller at fluer som ‘Magnus med blodtud’ eller ‘cutthroat kutling’ også kan være helt eminente i efteråret). Samtidigt er det også i efteråret, at havørreden udviser en langt højere grad af begyndende territorial aggression i det kystnære vand som en slags ouverture på de ‘magtkampe’, som kommer til at finde sted på standpladserne og gydebankerne. Disse forhold kan vi med fordel tænke ind i vores fiskestrategi og fluebinding, så vi optimerer vores chancer, når vi er afsted på kysten.

I mit eget efterårsfiskeri dyrker jeg en ret aggressiv approach, hvor jeg fisker mine fluer ekstremt hurtigt og/eller i ret eksplosive ryk. Havørreden skal tirres og provokeres, hvis den skal vækkes fra gydetrækkets hypnotiske kraft.

Jeg tilpasser mine fluer, så de gradvist bliver mere og mere farvestrålende. Man kan sige, at jeg skruer mere og mere op for blusset, så de skrappe farver til sidst dominerer helt, mens jeg samtidigt gradvist nedtoner mine fluers naturalistiske træk, så jeg fra midten af november og frem eksklusivt fisker med helt afpillede ‘udrykningsfluer’ i skrigende pink og orange, der speedes ind med stangen i armhulen. Der findes naturligvis undtagelser, hvor havørrederne alligevel tager de afdæmpede fluer, men igen handler det om at tage udgangspunkt i den enkelte fiskesituation og være omstillingsparat. På den måde kommer man oftest længst i forhold til at få overlistet de til tider svære efterårsørreder. Og endnu vigtigere er det måske at huske på, at kystfluefiskeri efter havørred aldrig vil være en eksakt videnskab, hvilket I kan læse mere om her.

Et andet feature, som jeg ofte tilfører mine efterårsfluer, er gummiben. ‘Luksusrejen’ er helt suveræn i de mere kradse versioner i efteråret, og i det hele taget kan det anbefales at tilføre rejefluerne et ‘pirrende’ og ‘sitrende’ element i form af forskellige gummiben, der effektivt suppleres af fluorescerende elementer som hugpunkter.

Det samme gør jeg også ved mine små baitfish-fluer, der får tilføjet et fluorescerende “gummielement”, der kan sitre i vandet. De helt enkle kystfluer, som ‘Kobberbassen’ og ‘Guldbassen’ kan også med fordel tilføjes et par ‘provokerende’ gummiben. Endelig kan man også med stor fordel udstyre vinterklassikere som ‘Pink Glimmerreje’ og ‘Polar Magnus’ med et par flourescerende gummiben. Det kan virke helt eminent godt, når havørrederne er i det drilske hjørne.

Med hensyn til størrelserne på fluerne, så vil jeg sige, at det klart er de mindre størrelser (6, 8 og 10), der dominerer i min flueboks i efteråret. Men igen handler det meget om de foreliggende konditioner på en given plads. Er der gang i ‘efterårsbølgerne’, så kan det godt betale sig at gå helt op i størrelse 2, men til det stille og vidunderlige efterårsfiskeri vil de små fluer oftest være de helt rigtige ‘killers’ i langt de fleste tilfælde. Fisk fluerne hurtigt, men husk også at lade dem ‘svæve’ med jævne mellemrum, så gummibenene rigtigt kan arbejde magisk i vandet. Jeg garanterer, at det virker for vildt!

Knæk og bræk på efterårskysten, venner – og tak fordi I læser med!

Bedste kystfluehilsner,

Kasper

 

 

 

 

 

 

 

Kyststrategier: De afgørende flueskift

“Er det havørred, er det godt”

Mon ikke de fleste kystfluefiskere har taget sig selv i at drømme sig væk i de nyeste fluekreationer, dugfriske fra stikket, for blot at vælge den samme flue som altid, når kysten inviterer til havørredjagt?

Jeg hører nok selv til den kategori, selvom jeg har lært at udfordre mine sædvanlige valg. Men jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har klargjort en boks med nye kreationer før en fisketur. Velankommet på favoritstrækket har jeg så alligevel – nærmest pr. automatik – taget mig selv i at knytte de samme klassiske fluer på forfanget gang på gang. jeg tænker, at det har noget at gøre med, at havørredfiskeri på kysten kan være tricky business, hvorfor man ikke tager flere chancer end højst nødvendigt. Derfor kræver det også en vis portion viljestyrke, hvis man vil udfordre de kræfter, som altid trækker én i retning af vanetænkningen. Det gælder livet i al sin helhed – og på kysten i særdeleshed.

Closeup 1

Foto: Mads P.//Outdoors.direct

Jeg kender mange kystfluefiskere, der sværger til kun én flue, som de bruger året rundt. Vi kan lidt humoristisk kategorisere dem som ‘kobberbassefolket’. Andre udvider repertoiret med to-tre mønstre, der tilpasses de forskellige sæsoner. Fælles for dem alle, er, at de fanger masser af havørreder hvert eneste år. Jeg kender også flere, der har boksen fuld af svedige og toptunede kreationer, men som samtidigt siger, at fluevalget ikke er afgørende! Det handler mere om at kende sine pladser og besøgstid, lyder begrundelsen.

Skal jeg kigge lidt ind i mig selv, så tilhører jeg nok i virkeligheden lidt alle tre lejre, hvor de to sidste nok smelter sammen for mig. Jeg har perioder, hvor jeg udelukkende sværger til én flue, der følger mig konstant på mine ture. Jeg kalder dem for ‘periodefluer’, og for mit vedkommende har jeg både haft ‘luksusreje-perioder’, ‘pattegris-perioder’, ‘kobberbasse-perioder’ og ‘polar magnus-perioder’. Men jeg kan også se, at jeg har tendens til at fiske med ‘kategorifluer’, der så varieres i størrelse, materialer og farver i ét væld. Kategorifluerne er helt overordnet ‘rejefluer’, ‘baitfishfluer’ og ‘allroundfluer’ – og det er også blandt dem, at jeg har oplevet de mest afgørende flueskift – fx fra en rejeflue til en tobisflue eller omvendt.

 

Det er særligt i sommerperioderne, at jeg oplever, hvordan et simpelt flueskift kan være afgørende. Ved Nordenhuse findes et lækkert rev, som fisker suverænt i de tidligere morgentimer i juli. Havørrederne kommer som regel ind med det stigende vand og afslører gerne deres ankomst på revet med spring og overfladeaktivitet. Jeg har her ofte ‘rejefluerne’ som førstevalg, men oftest har jeg måttet sande, at det var de små baitfishfluer, der fik den største opmærksomhed. Omvendt oplevede min gode ven Mads Pedersen fra Outdoors.direct et helt forrygende morgenfiskeri forleden, der først rigtigt kom i gang, da han skiftede sin baitfish ud med en lille reje. Det ville være en underdrivelse at konkludere, at netop dét flueskifte var afgørende – det var ganske enkelt altafgørende og dermed også definerende for Mads’ fiskeri i situationen. Derudover skal det nævnes, at fiskene i begge eksempler var på pladserne fra ‘the get-go’. Det er derfor en pointe, at det i høj grad også er de foreliggende konditioner, der bestemmer, hvordan vi bør agere i de givne situationer, vi møder på kysten. Det er også derfor, at jeg mener, det er helt essentielt at have et forholdsvist bredt fluesortiment, der som minimum afspejler de byttedyr, som havørreden jager.

Vi kan udvide perspektivet lidt ved også at medtage, hvordan vi fisker fluen. Jeg har ofte oplevet, hvordan en ganske lille ændring i indtagningen, både i forhold til måden og farten, kan få havørrederne op på mærkerne – fx prøvede jeg engang i Mariager fjord at jigge min ‘Brenda’ ind, med hårde, kontante ryk, i ganske høj fart. Først dér reagerede havørrederne. Med til historien hører den væsentlige detalje, at jeg – indtil skiftet i indtagningen – havde fisket fluen mere roligt og streameragtigt, som jeg plejede at gøre. Og måske endnu mere interessant; der skulle ikke engang et pladsskifte til!

Det er ellers det, vi plejer at gøre. Vi skifter plads, når der ikke er action inden for en “overskuelig” tidsramme – med det lidt sørgelige resultat, at vi ofte bruger mere tid på landevejen end ved fiskevandet. Spørgsmålet er, om det altid er den rigtige strategi?

Vi kan selvfølgelig ikke vide med garanti, om der er fisk på pladsen (dog tyder de mange undervandsoptagelser, som findes på Youtube og Facebook, at det nok oftere er tilfældet, end vi lige regner med). Derfor bør vi måske i højere grad se på de faktorer, som vi faktisk kan gøre noget ved. Nøglebegrebet er her det refleksive kystfluefiskeri, der bl.a. handler om at gøre sig konstante overvejelser om, ‘hvad’ vi gør, ‘hvordan’ vi gør – og ‘hvorfor’ vi gør, som vi gør. Det refleksive kystfluefiskeri kan udfordre vanetænkningen, fordi tilgangen handler om at eksperimentere og gøre sig fremadrettede erfaringer. Det er en måde at mobilisere sine fiskestrategier, så fiskeriet bliver mere givende. Både i form af en motiverende indre succes og en mere bugnende fangststatistik på den lange bane.

Full metal jacket

Foto: Mads P.//Outdoors.direct

Det refleksive kystfluefiskeri er ikke kun forankret på kysten. For mit vedkommende følger det mig også hjemme på kontoret, hvor jeg binder mine fluer. Det er et helt afgørende aspekt ved min passion. Selvom jeg ofte fisker med de samme fluer, så er jeg blevet bedre til at afsætte tid på mine fisketure til at teste nye mønstre – både i forhold til fluernes fisketekniske facetter og udtryk og til de mere bindetekniske forhold, der (også) knytter sig til det praktiske fiskeri. Egentlig er det meget nemt: Har jeg fået en fisk eller to – eller der med sikkerhed er fisk på pladsen – så skifter jeg som regel til et testmønster, for at sikre, at det nye mønster afprøves blandt aktive fisk. Har jeg ikke fået fisk, så ændrer jeg først på indtagningsmåden, før jeg skifter til et testmønster, der måske kan blive dagens matchvinder. Når det så er sagt, så findes der selvfølgelig også dage, hvor jeg bare holder mig til ‘the hatch of the day’ og får lidt fisk i fangstjournalen med udgangspunkt i det, der bare virker helt rigtigt i den givne situation.

Hvis I vil vide mere om, hvordan I fisker jeres fluer mest effektivt i forhold til de forskellige kystfluekategorier, så klik her.

Vi ses på kysten, venner – og tak fordi I læser med!

Bedste kystfluehilsner,

Kasper

 

 

Fishtrippin’: High fives med sølvskæl

“DREAMS CALL FOR ACTION”Martin Hall.

Det kunstige lys fra de knejsende master ved Agernæs havn, der ligger lige før dæmningen til Helnæs, bader de parkerede biler, da vi svinger ind på gruspladsen, hvor vi har sat deltagerne stævne. Der er stadig ti minutter til dagens take-off, men vores Fishtrip-deltagere står allerede klar. “Det bliver en god dag”, siger Mads til mig, før han resolut stiger ud af bilen og med venligt gestikulerende bevægelser kommer gutterne i møde.

Vi er i gang med årets sidste Fishtrip, og vi skal i denne omgang besøge pladser som “Inderlåret”, “Hotellets mudderbad”, “Muslingebjergene” og “A til B” – og vi skal lave “combat-fishing” på et lille rev, ikke langt fra udgangspunktet ved Agernæs.

Det første morgenlys bekræfter desværre DMI’s vandstandsprognoser; vandstanden er meget lav fra første færd, faktisk uhyggelig lav, og det er koldt, meget koldt endda, men jeg er fortrøstningsfuld. Det giver bare andre muligheder, og jeg ved, at “Inderlåret” kommer til at spille optimalt under disse konditioner – hvis ellers solen bryder igennem det tunge skylag og varmer plateauerne op i løbet af formiddagen.

FISHTRIP-KONCEPTET:

Vores Fishtrips handler om at byde vores gæster velkomne i vores backstage, helt inde i selve hjertekammeret af vores passion og vores ‘hellige’ vand. Det er det enkle koncept.

Og så handler vores Fishtrips om at skabe en fiskedag, som rummer både overraskelser og udfordringer, hvor vi får hjerter til at banke. Det er den enkle, men svære opskrift. Det er udfordringen og imødekommelsen af den enkeltes subjektive forventning, som driver os.

Hvis du vil med på tur, kan du tilmelde dig her.

Jeg bliver gang på gang imponeret over den vedvarenhed og entusiasme, som vores deltagere lægger i fiskeriet. Ikke fordi havørredfiskeri generelt altid kræver det, men fordi det ofte er en styrkeprøve, hvor hårdt arbejde er en forudsætning for at knække koden. Ingen udfordringer virker for store eller uoverkommelige for dem. Der er en positiv energi hele vejen, og jeg synes, det er enormt givende og hyggeligt at tilbringe fisketimer sammen med den slags ildsjæle. Det er en stor inspiration for Mads og jeg.

fishtrip-fight

Kasper med en sølvblank fra en Fishtrip-testtur for nylig. Revet blev testet med succes og godkendt – og pladsen (som ikke er en 117-plads) indgår nu i én af næste års Fishtrip-ture.

Vi mærker fisk på tre ud af dagens fire pladser, hvilket er mere end godkendt, men havørrederne tager meget forsigtigt. Det er de mere nedtonede fluer, der giver de fleste kontakter i løbet af morgenen, men efterhånden som dagen skrider frem, tager de mere ekspressionistiske fluer over som retningsgivere. Især er det de mørke rainbowfarvede fluer med flouroscerende chartreuse og gule hugpunkter, der sætter gang i fiskene.

Der skal arbejdes på alle pladser, både fiskestrategisk og vadeteknisk, men alle deltagere har en ‘seatrouter’-nerve uden lige, så havørrederne får kamp til stregen. Det er en fornøjelse at se og facillitere som guide og turleder.

Da vi når frem til ‘Inderåret’, som er én af vores tophemmelige pladser, møder vi en location, som kan få selv den mest uimponerede kystfisker til at falde i total ekstase. Det er en kysttypologi, der indbyder til det helt store eventyr, for den er enormt spændende at affiske.

Uheldigvis mangler vi solens varme, så det bliver kun til en enkelt følger på den kolossale plads, hvilket slet ikke matcher det potentiale, som jeg ved pladsen kan indfri. Sidste år, hvor jeg havde det første hold med til Helnæs, var det netop her, vi oplevede triple-flex og fest i gaden. Men dengang var vi selvfølgelig også badet i varmende, forårsagtige solstråler, selvom kalenderen skrev ultimo november.

To af deltagerne giver dog heldigvis udtryk for, at det netop var sådan en plads, som kunne karakteriseres som ren ‘fiskeporno’, og at man nærmest ved hvert kast havde den der intuitive fornemmelse af, at nu kommer det brutale træk i linjen. Fucking fedt!

Vi beslutter os for et sats på den åbne kyst til sidst, og vi indleder vores afsluttende raid med en omgang skoldhed suppe. Det er noget, der sætter gang i energien, så vi kaster os uden tøven ud i bølgerne, der efterhånden har fået hvide toppe.

Det er Mikkel, der kroner dagen med en suveræn jackpotfisk. Mikkel placerer sig lige til højre for revet, som han tidligere har haft gode erfaringer med – men vi guider ham hurtigt over mod det mere rolige vand, lige bag revet. Der går ikke mange minutter, før han får den første kontakt. Havørreden får dog ikke fat i fluen i første omgang, men et resolut, hurtigt og kort kast i havørredens retning udløser en knaldhårdt take.

Mikkel får hurtigt kontrol over fisken, som er mere over vandet end under, og han fighter den som en champ. Efter en sublim kamp, kan han lande fisken med et solidt greb om haleroden. Det er en fantastisk følelse, når det lykkedes for vores gæster at lande mageløse fisk, og den her havørred er ingen undtagelse. Med sine små 55 cm, med sine blanke løse skæl og med sin glasklare halefinne er den en beundringsværdig skønhed. Havørredens skæl rasler af, da Mikkel slipper grebet om fisken og sætter den ud igen, og da han løfter sin hånd til det obligatoriske high five, får vi havørredskæl på hænderne. Det er et fantastisk øjeblik, der rummer en symbolik, som kun havørredfiskere forstår.

Vi kipper med hatten i anerkendelse af Mikkels fangst, og med dyb respekt for beslutningen om at lade fisken svømme videre. Det er så god stil – og det vidner om Mikkels karakter som en rigtig ‘seatrouter’, en havørredens ven.

fishtrip-cr

Mikkel Egedorf med en beundringsværdig gestus, som kalder på respekt.

Dér ender turen så – og hvilken afslutning! John kan igen berette om en tabt fisk, der faktisk tog fluen i hele to omgange, men alligevel ikke blev kroget. Det er i vores optik havørredfiskeri, når kystfiskeriet har allermest at byde på, fordi sådan en oplevelse skaber drømme, der kalder på handling og refleksion. Kystfiskeriet handler ikke kun om at fange fisk. Det handler også om det potentielle eventyr; at smage en lille del af det forjættede sølvtøjsland, når man er afsted.

Det er derfor, vi bliver ved.

Bedste kystfluehilsner,

Kasper T.

 

Det meningsfulde lystfiskeri og kystrejen ‘Thin Lizzy’

DET MENINGSFULDE LYSTFISKERI

Jeg har altid haft lystfiskeriet i mit liv, og så langt jeg  kan huske tilbage, har lystfiskeriet haft en stor plads i mit liv. Jeg begyndte faktisk med prop og orm langs Karup å, lige uden for Skive, hvor min far boede. At se de store havørreder komme trækkende i den legendariske å, med massive kølbølger som resultat, plantede nok ét af de væsentligste lystfiskerfrø, som senere bare skulle vandes med lidt saltvand for at spire. Fiskeriet har altid været et sted, hvor der blev hygget med kammeraterne. Om det foregik ved åen, søen eller havet var nok i virkeligheden ikke så afgørende. Lystfiskeriet blev et fristed i naturen, med masser af frisk luft i kinderne, som gav mig så meget igen.

De sidste mange år har mit lystfiskerliv næsten udelukkende handlet om kystens havørreder, med fluestangen som mit allervigtigste redskab. Kystfluefiskeriet rummer for mig alt det, som drager mig. Det er her, jeg finder det, der giver mig allermest udfordring og derfor også allermest mening og essens. Udfordringen består i at få naturens luner til at spille sammen med mig som fluefisker – vindens muligheder, de sky fisk, præsentationen af fluen og tilfredsstillelsen ved et vellykket, langt kast, når havørrederne trækker langs de ydre kanter på distancen.

img_0989

FLUEBINDINGENS BETYDNING

Hvis jeg skal beskrive, hvad fluebinding betyder for mig, vil jeg sige, at det er den del af mit lystfiskerliv, hvor jeg får lov at lege og eksperimentere med min kreative side. Fluebindingen er en stor kontrast til mit meget daglige job som tømrer, men man kan sige, at fluebindingen og tømrerfaget er forbundet på den måde, at begge fag handler om håndværk. Der ligger for mig en stor tilfredsstillelse i at se, hvordan noget tager form, hvordan noget kan sættes sammen, så det fungerer og samtidigt rummer en æstetisk dimension. Fluebindingen er ikke en fysisk aktivitet på samme niveau som tømrergerningen, hvorfor fluebindingen nok også i højere grad er en måde, hvor jeg får tanket energi og overskud – og samtidigt får omsat den trang, jeg konstant har til at designe og forme, omend i en noget anderledes kontekst end træ og søm.

Jeg er selvlært fluebinder, og jeg har nok betalt nogle dyre lærepenge igennem årene, tror jeg? Både i forhold til at bruge penge på materialer, jeg ikke fik det optimale ud af – men også på at binde fluer, der viste sig ikke at kunne fange fisk. Mange af mine kystture er dedikeret til testfiskeri, og det er meget sjældent, at jeg ikke har mine testfluer med i boksen. Selvom mange af disse testfluer igennem tiden er blevet kasseret, så fortsætter jeg med at teste, for jeg ved, at pludselig rammer man et fluedesign, som viser sig at være en rigtig “fiskefanger”. Der ligger en enorm stor tilfredsstillelse i at lykkedes med sin fluebinding på det niveau, og jeg kan næsten ikke få armene ned efter et hårdt havørred take på en testflue. Viser det sig så, at denne testflue faktisk ikke bare fanger én havørred, men bliver ved med at fange havørreder, ja, så er det bare den vildeste følelse, der giver én lyst og gejst til at blive ved med at udvikle og afprøve. I den forstand kan man sige, at man aldrig bliver færdig. Der venter hele tiden nye potentielle eventyr.

img_9062

Jeg har de sidste måneder “arbejdet”på en ny kystflue, og jeg mener nu, at den er justeret helt på plads, så den kan tåle en offentliggørelse, så andre også får muligheden for at binde og fiske med denne rejeflue under det kommende vinterfiskeri – og faktisk har den allerede skønne havørredskæl på samvittigheden.

Fluen har fået navnet “Thin Lizzy”, og den er bundet ud fra de kriterier, som jeg selv sætter pris på ved en god kystreje. Hvis du vil vide mere om disse, så vil jeg anbefale, at du melder dig til vores fluebindingskurser.

God fornøjelse ved stikket og det kommende fiskeri, venner.

Bedste hilsner,

Mads

Materialer til “Thin Lizzy”:

  • Krog 4-6
  • Uni-Mono Fine/Clear
  • Round Wire 035
  • Mallardfibre i natur
  • UV Pink dubbing, fx STF
  • 3-4 stk. hvide isbjørnehår
  • Kaninunderuld i sand.
  • Grizzly hanehackler
  • Lilla Crystal Flash
  • Grizzly craft fur
  • Rejeøjne
  • UV-lim
  • Lak

BILLED-SBS:

img_9050

img_9051

img_9052

img_9053

img_9054

img_9055

img_9056

img_9058

img_9059

img_9060

img_9061

img_1055

Ahrex Hooks + Kystflue.com teamer op

Oh yes!

Mads og jeg er super glade i disse dage. Vi har lavet et samarbejde med Ahrex Hooks omkring vores fluebindingsworkshop, så vores deltagere får mulighed for at prøve deres krogsortimenter under workshoppen og efterfølgende.

Vi har stadig pladser på kurset, så hvis du kunne tænke dig en hyggelig formiddag, som står på foredrag, bindesessions, kroge, lækker frokost og good times sammen med andre ligesindede, så tilmeld dig kurset lige her.

I vores optik er Ahrex Hooks en lille perle på den nordiske krogscene. Deres salt water sortiment afspejler den tilknytning til det praktiske kystfluefiskeri, vi selv er store fans af – og som vi mener er helt afgørende i forhold til at få succes med de blanke havørreder.

Derudover er det en ren fryd at binde på Ahrex-krogene, hvis finish og struktur lader tråden arbejde optimalt. Det er svært at sætte ord på, men et bud kunne være, at det føles som om, at bindetråd og krogskaft smelter sammen. Vi elsker det!

Se Ahrex’ fede hjemmeside her

ahrex

 

ahrex-logo-pos-with-byline-300x99

Få den fjer på! Kystflue.coms fluebindingsworkshop

Lørdag den 3. december 2016 afholder Mads og jeg den vildeste fluebindingsworkshop på Gl. Brydegaard på Helnæs.

Vi ved godt, at det er midt i julefrokostsæsonen, men du må simpelthen ikke gå glip af det her arrangement, der både indeholder foredrag, bindesessions, instruktion, vejledning, gourmetfrokost og andre lækre indslag.

gl-brydegaard1

Indkørslen til skønne Gl. Brydegaard på Helnæs – den perfekte ramme, synes vi.

Det bliver en dag, hvor vi skal hygge igennem – men det bliver også en kystfluebindingsdag, hvor læring, udvikling, erfaringsudveksling og fluebindingskærlighed står helt centralt. Du kan læse lidt mere om kurset og se programmet her.

Alle er velkomne uanset fluebindingsniveau. Vi tager udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger, så alle deltagere får noget med hjem fra kurset.

Gl. brydegaard.jpg

Der er tjekkede forhold på Gl. Brydegaard, og det spiller bare max!

Derfor: Sæt kryds i kalenderen, book en plads -og lad resten af familien hygge sig med juleshopping i Odense, mens du giver den pedal sammen med Mads og jeg og 7 andre ligesindede i Gl. Brydegaards skønne omgivelser. Det bliver for fedt!

Tilmeld dig her – og bliv den bedste kystfluebinder, du kender!

Vi glæder os til at se dig!

De bedste kystfluehilsner,

Mads og Kasper

 

Den uundværlige ophænger?

På én af de første ture i forbindelse med dette års sommerfiskeri, evaluerede Mads og jeg aftenens fiskeri, mens vi fik en fyraftenspilsner, inden turen hjem.

Jeg havde haft blot et enkelt hug, mens Mads havde haft flere fisk i hånden. Jeg havde fisket med to fluer, som jeg plejer, mens Mads kun havde fisket med én. Vi tillagde det ikke umiddelbart den store betydning. Men da historien gentog sig på den efterfølgende tur, fik det os til at tænke: hvordan kan det være, at fiskene ikke hugger på et setup, hvor der fiskes med to fluer, mens de omvendt tager den enkelte flue knaldhårdt?

Efterårsfiskeriet venter lige om hjørnet. Havørreden her gad ikke to fluer. Kun en lille pink glimmerreje i størrelse 8, fisket hurtigt og helt solo, kunne friste.

Vi besluttede derfor at lave et eksperiment, hvor vi udfordrede den logiske selvfølgelighed, at to fluer betyder dobbelt så stor sandsynlighed for at lokke havørreden til hug. Jeg kender mange, som ikke kan få sit kystfluefiskeri til at fungere optimalt, hvis ikke der fiskes med to fluer. Jeg er selv én af dem, men jeg må indrømme, at sommerens fiskeri har budt på flere oplevelser, der i den grad har udfordret min egen vanetænkning på det område. Kunne det tænkes, at det – under særlige omstændigheder – faktisk har den modsatte effekt? At to fluer på forfanget faktisk begrænser antallet af hug og fisk? Og kunne det så omvendt tænkes, at det modsatte så gør sig gældende under andre konditioner?

Dødsrejen

Sommerens absolut mest effektive flue – og den er stensikkert fast inventar i vores fluebokse resten af sæsonen. Den er intet mindre end suveræn – men kun hvis den fiskes solo!

Kystfluefiskeri er imidlertid en underfundig størrelse, der kun vanskeligt lader sig afmåle, for der kan altid findes undtagelser. Derfor er det også en noget ’risky business’, vi her har kastet os ud i. Alene det faktum, at der findes en lang række faktorer, der gør, at vi kun meget vanskeligt kan uddrage noget af de erfaringer, vi gør os, gør undersøgelsen her problematisk. Men vi har forsøgt at skabe en afgrænset og defineret baggrund for vores iagttagelser, så det er muligt at sammenligne vores erfaringer, selvom det empiriske grundlag naturligvis kun udgør en meget lille del af en uendelig større helhed. Vores resultater skal derfor ikke opfattes som en profetisk sandhed, men nærmere som et indspark til de overvejelser, der ligger til grund for vores jagt efter kystens sølvtøj.

Følgende ligger til grund for vores konklusioner:

  • Vi har fisket de samme pladser fordelt over 10 gange – med lige mange førstegangstræk over de pågældende rev
  • Vi har begge fisket med ophænger og endeflue – og begge kun med endeflue – lige mange gange
  • Vi har fisket pladserne under forskellige konditioner med hensyn til vind, vandstand, lysforhold og strøm
  • Vi har fisket forskellige kysttyper – fra klintekyst til klassisk badekarsfiskeri
  • Vi har begge to fisket fluerne med den samme indtagningsteknik

Vores hovedkonklusion er følgende: Ret overraskende synes der at være en klar tendens til, at kun én flue er vejen frem, når der fiskes om sommeren, uanset varierende konditioner.

Vi har oplevet, at havørrederne helt klart valgte ophænger-setuppet fra, mens den af os, der fiskede med kun én flue, fik fiskene til at hugge knaldhårdt – og dette gjaldt både morgen- og aftenfiskeriet uden undtagelse.

På spejlblankt vand blev ophænger-setuppet totalt dømt ude, kun én flue kunne udløse huggene. Ved riflet vand var konklusionen den samme. Kun når der var godt gang i suppen, fiskede ophænger-setuppet optimalt – men det betød ikke, at fiskene kun ville hugge på et setup med to fluer under sådanne konditioner. Tværtimod. “Solo-flue” syntes at fiske godt under alle konditioner – og i hvert fald aldrig ringere end ophænger-setuppet.

BUM! Dødsrejen fisket solo har sgu gjort det igen.

I forhold til fluevalget gjorde vi os en ret interessant iagttagelse. Mads’ dødsreje fisker absolut bedst som solo-flue. Mine STF-rejer ditto. Kombinerer man de to rejemønstre med en ophænger, så falder hugfrekvensen og antal fisk i hånden markant!

Lad mig eksemplificere: I løbet af sommeren har jeg flere gange oplevet at se fisk vende i overfladen. Det er der ikke noget opsigtsvækkende i. Men der er noget opsigtsvækkende i, at fiskene totalt ignorerede to fluer fisket på samme tid. Personligt er jeg ret stor tilhænger af brugen af ophænger, som jeg også skrev tidligere, så det lægger jeg næsten altid ud med. Men kastede jeg til ’sete’ fisk med ophænger-setuppet, ja så udeblev hugget i 9 ud af 10 tilfælde. Fjernede jeg derimod ophængeren, var fisken der med det samme. Med til dette hører, at mit ophænger-setup oftest bestod af en lille uanselig tangloppeflue og en naturalistisk rejeimitation som endeflue, fx Mads’ dødsreje. Der var således ikke tale om ’udrykningsfluer’ i store størrelser, der sandsynligvis ville skræmme fiskene væk, men nærmere fluer, der imiterede naturlige byttedyr.

Dog opdagede vi, at der fandtes undtagelser – og heldigvis for det. Kun ’pattegrisen’ har godt af et selskab fra en lille ophænger, men den fisker ikke nødvendigvis bedre kombineret med en ophænger – fisket ‘solo’ er den mindst lige så fremragende – og især i oprørt, lettere grumset vand.

Mads Schmidt

På mange måder en skelsættende aften. Her er Mads i gang med at beundre endnu en fisk, før den nænsomt blev genudsat. Fisken hamrede selvfølgelig til en dødsreje fisket ‘solo’. Do we need to say more?

Vi kan kun gætte os til, hvad der kan forklare ovenstående iagttagelser. Vores bud er, at kombinationen af en nærmest uendelig naturlig fødemængde i det kystnære vand om sommeren og det ’unaturlige’ i to forskellige fluer, der samtidigt har den nøjagtigt samme gang pga. indtagningsteknikken, muligvis udløser en form for “mistroisk tilbageholdenhed” i havørreden. Det virker som om, at havørreden kan gennemskue bedraget. Når havørreden så omvendt ser en afdæmpet, naturalistisk gummibensreje fisket solo, der ligner sit naturlige ophav på en prik – eller en transparent STF’er, der danser hoppende i små eksplosive ryk, så slår den selvfølgelig omgående til på grund af sit naturlige jagtinstinkt. Vi er overbeviste om, at det faktisk er så enkelt.

En sidste ting, som vi erfarede havde en mærkbar konsekvens og betydning i forhold til vores fiskeri, var størrelsen på vores fluer. Jern 4 var et stort no-go! Kun rejefluer i str. 6, 8 og 10 fungerede optimalt. Vi prøvede på et tidspunkt at fiske med den samme flue i str. 4 og 6, fisket som solo. Kun størrelse 6 kunne udløse hug og fisk. Hvis man kan sige noget generelt om dette, må det være, at størrelse 6 er den ultimative krogstørrelse, eftersom langt de fleste af vores sommerfisk er taget på denne størrelse – men markant er det, at ingen af vores fisk er taget på størrelse 4!

Aftensølv

Seneste skud på stammen. 56 cm pure silver. Dødsrejen solo? Jeps.

Brugen af ophænger, rummer især i foråret, markante fordele. Fx får fisken et valg, når vi skal tune ind på, hvorvidt det er børsteorm eller rejer, der står på menuen. I efteråret, hvor fiskene nok i højere grad skal provokeres, har brugen af ophænger også sine åbenlyse fordele – fx kan man fiske med en provo-flue og samtidigt kombinere ’udrykningen’ med en mere naturalistisk flue, så chancerne optimeres.

Omvendt tyder noget på, at sommerfiskeriet skal gribes markant anderledes an i forhold til brugen af ophænger, og det bliver ret spændende at se, om det samme mønster gentager sig under efterårsfiskeriet, som vi jo skal i gang med inden så længe – og endnu mere, om det så også gør sig gældende under vinterens jagt efter de blanke. Vi fortsætter i hvert fald med at sammenligne forskellige setups, så vi kan blive lidt klogere på, hvordan vi overlister havørreden.

Vi er meget interesserede i at høre om jeres erfaringer, så I skal være mere end velkomne til at byde ind i kommentarfeltet, hvis I kan genkende ovenstående – eller bare synes, det lyder en kende ’tilfældigt’. Under alle omstændigheder: Tak fordi I læser med – og knæk og bræk derude!

De bedste kystfluehilsner,

Kasper T.