‘Rubber Magic’: Med gummiben på efterårskysten

De fleste kystfluefiskere har nok på et eller andet tidspunkt oplevet at møde de svære efterårshavørreder. Her taler vi om den slags drilske havørreder, der kan drive selv de mest drevne og tålmodige kystfluefiskere helt ud til vanviddets rand.

Men efteråret er også én af de kystkulisser, hvor man kan opleve et helt forrygende fiskeri; med lige dele frustation og forløsning som de skiftevise dansepartnere.

Efteråret på kysten rummer utallige udfordringer. For det første huserer der kolossale mængder af havørredens byttedyr i det kystnære vand, hvilket kan gøre havørrederne ekstremt selektive. Samtidigt har de fleste havørreder indstillet gps’en på åernes gydebanker, hvilket også indvirker stærkt på havørredernes manglende villighed til at tage vores fluer. Når det alligevel er muligt at opleve efterårstræk på kysten, der kalder på mange fights og hugvillige fisk, så skyldes det faktisk netop de utallige udfordringer – især, hvis man tænker udfordringerne strategisk ind i sin fiskepraksis. Lad mig uddybe.

At havørrederne migrerer mod åerne, betyder, at vi faktisk har langt lettere ved at finde dem. For det første spreder de sig som følge af vandringerne. I det tidligere efterår er det stadig pynterne og revene, der kan levere det bedste fiskeri, men i løbet af perioden fra midten af september og hele oktober kan man støde på havørrederne hvor som helst langs kyststrækningerne. Finder man en større koncentration af havørreder på den åbne kyst, så lokalisér, hvilke å-udløb i den umiddelbare nærhed, de angiveligt må være på vej imod. På den måde kan man efterfølgende tilrettelægge sine ture, så man ‘følger’ havørrederne frem til fredningsbælternes begyndelse. Det samme princip gælder også i fjorden, hvis det er dér, man ynder at bruge sin fisketid.

Havørreder, der migrerer kan imidlertid være rigtigt ‘svære’, fordi det biologiske design trækker dem mod brudesengene i åerne. Men der findes et par tricks, som har at gøre med både biologi og fluebinding, som jeg i det følgende vil komme nærmere ind på.

Inden for biologien er det alment kendt, at havørredens ‘syn’ ændres under gydevandringen. Gradvist bliver havørredens syn mere og mere følsom over for især rødlige farvenuancer, hvilket bl.a. er én af forklaringerne på, hvorfor farvestrålende fluer i pink og orange er markant bedre i efteråret end på andre tidspunkter af sæsonerne (eller at fluer som ‘Magnus med blodtud’ eller ‘cutthroat kutling’ også kan være helt eminente i efteråret). Samtidigt er det også i efteråret, at havørreden udviser en langt højere grad af begyndende territorial aggression i det kystnære vand som en slags ouverture på de ‘magtkampe’, som kommer til at finde sted på standpladserne og gydebankerne. Disse forhold kan vi med fordel tænke ind i vores fiskestrategi og fluebinding, så vi optimerer vores chancer, når vi er afsted på kysten.

I mit eget efterårsfiskeri dyrker jeg en ret aggressiv approach, hvor jeg fisker mine fluer ekstremt hurtigt og/eller i ret eksplosive ryk. Havørreden skal tirres og provokeres, hvis den skal vækkes fra gydetrækkets hypnotiske kraft.

Jeg tilpasser mine fluer, så de gradvist bliver mere og mere farvestrålende. Man kan sige, at jeg skruer mere og mere op for blusset, så de skrappe farver til sidst dominerer helt, mens jeg samtidigt gradvist nedtoner mine fluers naturalistiske træk, så jeg fra midten af november og frem eksklusivt fisker med helt afpillede ‘udrykningsfluer’ i skrigende pink og orange, der speedes ind med stangen i armhulen. Der findes naturligvis undtagelser, hvor havørrederne alligevel tager de afdæmpede fluer, men igen handler det om at tage udgangspunkt i den enkelte fiskesituation og være omstillingsparat. På den måde kommer man oftest længst i forhold til at få overlistet de til tider svære efterårsørreder. Og endnu vigtigere er det måske at huske på, at kystfluefiskeri efter havørred aldrig vil være en eksakt videnskab, hvilket I kan læse mere om her.

Et andet feature, som jeg ofte tilfører mine efterårsfluer, er gummiben. ‘Luksusrejen’ er helt suveræn i de mere kradse versioner i efteråret, og i det hele taget kan det anbefales at tilføre rejefluerne et ‘pirrende’ og ‘sitrende’ element i form af forskellige gummiben, der effektivt suppleres af fluorescerende elementer som hugpunkter.

Det samme gør jeg også ved mine små baitfish-fluer, der får tilføjet et fluorescerende “gummielement”, der kan sitre i vandet. De helt enkle kystfluer, som ‘Kobberbassen’ og ‘Guldbassen’ kan også med fordel tilføjes et par ‘provokerende’ gummiben. Endelig kan man også med stor fordel udstyre vinterklassikere som ‘Pink Glimmerreje’ og ‘Polar Magnus’ med et par flourescerende gummiben. Det kan virke helt eminent godt, når havørrederne er i det drilske hjørne.

Med hensyn til størrelserne på fluerne, så vil jeg sige, at det klart er de mindre størrelser (6, 8 og 10), der dominerer i min flueboks i efteråret. Men igen handler det meget om de foreliggende konditioner på en given plads. Er der gang i ‘efterårsbølgerne’, så kan det godt betale sig at gå helt op i størrelse 2, men til det stille og vidunderlige efterårsfiskeri vil de små fluer oftest være de helt rigtige ‘killers’ i langt de fleste tilfælde. Fisk fluerne hurtigt, men husk også at lade dem ‘svæve’ med jævne mellemrum, så gummibenene rigtigt kan arbejde magisk i vandet. Jeg garanterer, at det virker for vildt!

Knæk og bræk på efterårskysten, venner – og tak fordi I læser med!

Bedste kystfluehilsner,

Kasper

 

 

 

 

 

 

 

On the rocks: Revets sølv

Mads afkroger en tobis fra sin rejeflue og spejder intenst ud over revet. Der er ikke synlig aktivitet, men vandskiftet nærmer sig med fuld kraft. Krusningerne på revets kanter afslører det stigende vand. Jeg ser, hvordan Mads lynhurtigt får fat i sin boks og foretager en flueskift. Øjeblikket efter hvisler fluelinen igen ud over revet. Dér var den, ser jeg, men hugget udebliver. Den karakteristiske hvirvel bag fluen afslører havørredens ankomst på revet. Mads lægger hurtigt et kast ud over reviret igen. Med stangen i armhulen sætter han voldsom fart i fluen, som jeg forestiller mig pile igennem og henover de store tangformationer på kongerevet ved Bøgebjerg, lige dér, hvor kystlinjen slår et af sine karakteristiske knæk. Reaktionen fra havørreden kommer prompte, og med al sin kraft, hamrer det blanke stål ubarmhjertigt til den lille tobisimitation, som Mads har knyttet på sit forfang. Tilslaget er ganske overflødigt, når både fisker og fisk er enige om den slags action. Tobisfluehugget fra havørreden er noget af det vildeste, man kan opleve som kystfluefisker.

Bøgebjerg-facts. Bøgebjerg er en af de helt klassiske fynske kystpladser. Eftersigende en sen forårsplads, men vi ynder at besøge den på alle tider af året. Det er plads, som oftest fisker suverænt, når der er godt gang i vinden, der rigtigt kan arbejde fødeemnerne op fra tangskovene på revene, hvor der er åbent hus både nat og dag for havørrederne. Det bedste fiskeri synes at være lokaliseret omkring vandskiftene – særligt ved højeste vandstand. Pladsen veksler mellem store sten, sandpartier og tæt tang, og man kan sagtens få det meste af et dagslangt fisketræk til at gå her. Morgen, middag, aften – og nat. Bøgebjerg kan levere kulissen til det vildeste havørredeventyr.

Mads råber, at han har brug for sin wing man – men jeg står allerede bag ham. Fisken er indtil videre årets bedste, og vi springer begge et hjerteslag over, da sølvtøjet for tredje gang lægger an til farefuld luftakrobatik. “Nu kommer den”, nærmest råber jeg, mens linen skærer igennem vandet, da fisken accelererer mod overfladen. Havørreden entrer gennem vandspejlet næsten lydløst, hvilket står i skærende kontrast til dens efterfølgende nedslag, der lyder massivt plaskende som en voluminøs havfrue, der hygger sig med at lave vandbomber fra molekanten.

Petittobisen

Én af vores favoritfluer til Bøgebjerg. En lille tobisimitation, der både kan fiskes hurtigt og langsomt, men helst i konstant bevægelse (som tobisen i virkeligheden). Mads er ophavsmand til fluen, men her er det Kasper, der har bundet den. Fluen hægter ikke i kastet, og så ligner den en million, når den svømmer afsted i våd tilstand. What’s not to like?

Efter små ti minutters benhård fight, hvor Mads viser absolut mandsmod, virker fisken endelig medgørlig. Jeg har placeret mig på sikker grund blandt de mange store og glatte sten bag fisken, og da Mads begynder at kane havørreden ind over de små sten på det helt lave vand, får jeg et sikkert greb om haleroden på den. Sølvskællene rasler af og dækker glinsende fronten på mine waders. Det er sølvtøj, når det allerbedst, og jeg kan mærke fiskens velproportionerede kondition.

Forårets største

Et af de billeder, der skaber fiskefeber. Læg lige mærke til det haleror!

Det er en prægtig fisk, som jeg kan overrække til min bedste ven, da jeg er på land igen. Havørreden er solidt kroget i saksen af den lille ahrex-krog, som Mads har bundet sin tobisflue på. Vi råber og skriger begge to af ren fiskeglæde og forløsning. Det er den slags øjeblikke på kysten, hvor de mange arbejdstimer synes glemt for en kort stund – og det er dens slags fangster som kun bliver bedre af at blive delt med hinanden. Det er selve essensen af det meningsfulde lystfiskeri.

De fynske kyster har været udfordrende i år. Fiskene har for vores vedkommende generelt været svære og fåtallige sammenlignet med tidligere sæsoner, mens fiskeriet omvendt var helt suverænt i de ‘kolde’ måneder. Der er blevet skrevet en del om, hvad der kan forklare det ‘svære’ fiskeri i dette års ‘klassiske’ havørredmåneder. Årsagsforklaringerne har bl.a. kredset om øgede algeforekomster og konsekvenserne af landbrugspakken. Omvendt har andre kystfiskere også oplevet deres livs bedste havørredsæson med mange store fisk på land. Hvis man skal konkludere noget, må det nok være, at der har været en enorm lokal variation i år, hvilket faktisk umuliggør en samlet havørredstatus for det fynske. Det kontinuerligt gode fiskeri øen rundt synes dog at være en kende udfordret i år – også her i sommermånederne.

SBS og materialer til Mads’ tobis? Vores homeboy Mads Pedersen fra outdoors.direct har lavet et bindesæt til den, som du kan tjekke ud lige her!

Det er heldigvis lykkedes os at finde fisk på samtlige af vores guidede ture i den sidste halvdel af marts og hele april, men rugbrødsarbejdet og forberedelserne har virkelig krævet sine ressourcer med en del nulture til de såkaldt “sikre” pladser, så vi kunne tune ind på de spots, der havde størst potentiale for at give flex – og den strategi havde vi held med. Sådan er kystfluefiskeriet nu engang, og det må man tage med, hvis man mener sit havørredfiskeri seriøst. Derfor har vi også brugt vores tid på at fiske så meget som muligt på bekostning af vores hjemmeside, som har fået lov til at passe sig selv det meste af foråret. Vi kan heldigvis se på vores besøgstal, at I ikke har glemt os, hvilket vi er meget glade for – og vi kan også se, at I har genlæst mange af de artikler som trods alt er at finde på hjemmesiden. Det synes vi giver god mening – tak for det!

Mads med sin forårsfisk

Forårssølvtøj. Mads i vanlig stil, med Bøgebjergs karakteristiske stensætning i baggrunden.

Vi har afprøvet en del nye strategier og pladser, som kommer til at danne udgangspunkt for vores kommende efterårsfiskeri, og jeg har brugt en del af min sparsomme fritid på at skrive på min bog om kystfluefiskeri efter havørred. Jeg ved ikke, hvornår jeg bliver færdig med den, men den begynder efterhånden at tage form. Jeg satser dog også på at kunne blogge lidt fra kysten, når vi er afsted. Hjerteblodet skal man værdsætte og passe på.

Derudover vil jeg gerne takke jer for de mange henvendelser om vores kystkurser og fluebindingskurser, som vi har modtaget. Der er godt nyt på vej. Vi satser på at kunne præsentere vores vinterprogram inden så længe – både hvad angår de praktiske kurser og fluebindingskurserne. Stay tuned.

Knæk og bræk derude, venner!

Bedste kystfluehilsner,

Kasper

Historien om den ultimative fiskefanger

Det er efterhånden en del år siden, jeg stødte på to ældre gutter ved Sliphavns yderkyst. Hvis jeg ikke husker helt forkert, så var det i juledagene. Marinestationen var belejret af lystfiskere pga. et havbrugsudslip, så jeg fiskede yderkysten i jagten på et par blanke grønlændere. Det gik helt godt. Der var mange fisk i det kystnære vand, med jævnlig overfladeaktivitet, og de fleste af dem var også hugvillige. Jeg kan ikke huske det eksakte antal, jeg havde i hånden den formiddag, men jeg husker, at der var to gutter, der lige havde lidt mere gang i den end mig.

Jeg falder i snak med dem på vej tilbage til bilerne. Jeg elsker kystfiskeriets fællesskab, og jeg tager mig altid tid til at høre et par røverhistorier over en kop varm kaffe. Lynhurtigt faldt snakken på dagens fluer. Jeg fortalte, at jeg havde haft et fint fiskeri med små glimmerrejer, lige på yderkanten af de lange badekar, hvor fiskene havde trukket frem og tilbage. “Vi har haft konstant gang i den”, sagde den ene pludselig – mens den anden grinede bekræftende. “Det er min flue”, sagde han – “jeg fisker stort set ikke med andet året rundt”. Jeg kan huske, at jeg trak lidt på smilebåndet.

Jeg spurgte selvfølgelig ind til fluen, og fik selvsyn for sagen, da han åbnede sin æske. Kun én flue sad i æsken som en evig gentagelse. “Det er dem her”, sagde han. “Jeg ved ikke, hvad det er, men den har udfisket stort alle mine andre fluer, så nu binder jeg kun den”. “Hvad hedder fluen?”, spurgte jeg. “Den har vist aldrig fået et navn”, grinte han. “Du kan bare kalde den ‘Den røde’, det er fint med mig”.

Der var noget magisk over den flue – en særlig aura, syntes jeg, og jeg måtte give dem ret i, at den helt sikkert kunne noget. Jeg ved ikke, om det var mine længselfulde blik efter fluerne, eller om det var den jyske skepsis i min stemme, der gjorde, at han forærede mig et eksemplar – men jeg glemmer aldrig de selvsikre ord, der fulgte med: “Så kan du jo selv se, at jeg har ret – og husk nu at belaste den lidt foran, hvis du skal binde en ny, når den her er tygget i stykker”. Jeg nåede kun lige at sige tak, før de to satte sig i deres biler og forsvandt ind i tågen, der indhyllede den lille parkeringsplads.

På min allerførste tur i det nye år skulle fluen have sin debut. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg lod fluen svæve kort forbi mig i vandet i en langsomt trækkende bevægelse med fluestangen, og jeg kunne med det samme se, at fluen så mere end indbydende ud. Dens ‘radioaktive’ udstråling og fronthacklets pulserende bevægelser var fuldstændig unik, synligheden i en liga for sig, og jeg vidste med det samme, at den her flue ville give fisk. Jeg erindrede, at de to ældre gutter var bombardafiskere, så jeg fiskede “Den røde” med stangen i armhulen og fuld fart over feltet, kombineret med lange pauser.

Jeg kastede kun tre gange, så sagde det slam! Og sådan fortsatte det resten af dagen på de fire pladser, jeg besøgte. Det var fuldstændig vildt! Om det var åben kyst eller fjord spillede ingen rolle. “Den røde” var en oprydder i ordets bogstaveligste forstand – og den gjorde selvfølgelig hovedrent på de efterfølgende ture også. Vanvittigt!

Efterhånden lignede fluen en tyndslidt udgave af sig selv, men jeg kunne ikke nænne at dissekere den for at lære dens hemmeligheder at kende. Jeg fiskede videre med den, fordi jeg ganske enkelt ikke kunne undvære den i mit fiskeri. I min ekstase over at eje den mest sublime kystflue, jeg til dato havde set, fik jeg ikke lavet en kopi i tide.

Det er den største fejltagelse, jeg nogensinde har begået i mit kystfiskeri. En dag i februar satte fluen sig fast mellem to sten og gik på pension.

Det er ikke lykkedes mig at opstøve ophavsmanden sidenhen trods mange ihærdige forsøg. Det er som om, han ikke findes. Dog er ‘Jørgen’ det tætteste, jeg er kommet på et navn – men om det er ham, ved jeg ikke.

Jeg har derfor lavet en rekonstruktion af fluen ud fra min hukommelse, som faktisk er så tæt på originalen, at den er blevet genkendt på Facebook – sejt nok! Og så virker den lige så godt som det originale mønster.

Fluen er meget enkel og hurtig at binde, men den kan godt drille lidt, da Craft Fur er et ekstremt ‘levende’ materiale at arbejde med. Derudover skal formen sidde lige i skabet – ellers virker fluen ikke! Men det er bare en flue, der ikke må mangle i boksen, så brug lidt tid på at få den til at spille. Jeg bruger primært fluen om vinteren, men ifølge ophavsmanden er det faktisk en flue, der kraner fisk året rundt. Just sayin’.

Jeg har efter flere opfordringer lavet en bindevejledning og en materialeliste, som du kan se og følge længere nede på siden, så du kan prøve at binde og fiske med fluen selv. Du skal simpelthen opleve, hvor suveræn en flue, det er!

God bindelyst og knæk og bræk på kysten!

De bedste kystfluehilsner,

Kasper T.

Materialeliste til “Den røde”:

Krog: Ahrex light stinger #8

Bindetråd: Mono Fine Clear 0.004

Hale og fronthackle: Craft Fur / Salmon pink

Krop: Ice Dub UV pink

Belastning: Tungstensplade

Hoved: UTC Fl. Fire Orange 140

Bindevejledning til “Den røde”:

1: Fastgør monotråden på krogskaftet, som du plejer. Vælg et lille parti Craft Fur-fibre ud, som du lige ‘plukker’, så taperingen sidder i skabet. Bind partiet ind som en lille hale, der lige er lidt kortere end selve krogskaftet.

2: Klip et lille stykke tungstensplade ud (mål: 1 x 3 mm) og bind det ind på den forreste del af krogskaftet. Har du ikke tungsten, kan du også bruge none-lead-wire som belastning. Husk, der skal være plads til at forme hovedet. Da der er tale om en fronthacklet flue, skal du huske belastningen, da fluen ellers vil dale som en faldskærm ved indtagningsstop.

3: Byg kroppen op med dubbingen. Tag dig god tid til at forme kroppen. Brug monotråden som rib, så du får en stærk og holdbar flue. Havørreden har skarpe bisser!

4: Cirka tre til fire millimeter fra krogøjet, laver du en dubbingløkke med monotråden. Vælg et godt parti Craft Fur ud, som du placerer samlet i dubbingløkken, hvorefter du distribuerer materialet ud så fint som overhovedet muligt. Sørg for, at de længste fibre er placeret i dubbingløkken tættest på dig, så du får den den rigtige tapering af fronthacklet.

5: Før du spinder løkken med dit dubbinghjul, skal du sørge for at få klippet det nederste af “underulden” væk, så du ikke får skabt en piberenser. Brug en meget skarp saks til dette, ellers tager den ‘levende’ Craft Fur meget nemt magten fra dig.

6: Når du har spundet dubbingløkken, skal du lige bruge lidt tid på at dresse ‘stammen’ med din dubbingbørste, før du tørner hacklet. Sørg for at vende fibrene bagud ved hvert tørn.

7: Afslut fluen med en whip finish.

8: Nu skal du forme hovedet på fluen. Fastgør UTC-tråden, hvorefter du bygger hovedet op. Det gør ikke noget, hvis hovedet bliver lidt stort, da det fungerer som hugpunkt, men begrænsningens kunst er alligevel vigtig at mestre her. Brug din whip finish til at lave en flot afslutning.

9: Det allersidste step handler om lakering af fluens hoved. Du må meget gerne give den flere omgange, så hovedet får lidt ‘shine’.

 

 

 

 

 

 

Glimmerrejens dag

Fiskeriet på den åbne kyst er suverænt i øjeblikket. Det er den tid på året, hvor blankfiskene igen indfinder sig på de fynske kyster. De mange farvede fisk, som dominerede i oktober og november, har efterhånden indlogeret sig i de klukkende vandløb, hvor de kommende generationer af smukke havørreder bliver til i brudesengenes beskyttende grus.

Det er også på denne tid, at de store overspringere begynder at hilse på igen. René Kjær Bergen fra Nyborg var fx på tur med Mads i weekenden, hvor strabadserne resulterede i en vanvittig blankfisk på hele 67 cm. Fisken blev taget i det spritklare vand, i det allerførste morgenlys, på en grå rejeimitation. Mads oplevede fighten på tætteste hold sammen med René, og jeg har ladet mig fortælle, at det var én af den slags oplevelser, der skaber drømme.

Der sker altid noget forunderligt, når man oplever andre fiskere have tur i den. Så dukker ens egne minder frem igen, og jeg kommer til at tænke på de oplevelser, vi selv havde med de store overspringere, sidste år i december. Både Mads og jeg havde lidt for mange ‘close encounters’, hvor vi lige manglede det sidste held, men sådan er det jo.

Sådan skal det være.

Men det er faktisk ikke de store blankfisk, der er mit egentlige ærinde med dette indlæg, men nærmere nogle iagttagelser, jeg har gjort mig på det seneste. Iagttagelser, som rummer alt det, der har at gøre med kystfluefiskeriets uforklarligheder.

den-vragede-endeflue

Glimmerrejens dag. Læg mærke til den vragede “Rejevarianten”.

Jeg har været så heldig at få fisk på mine sidste tre ture – faktisk ret mange fisk. Men det er ikke antallet, det handler om. Det handler derimod om strategi og teknik. Jeg er generelt en stor fortaler for den varierede tilgang til det praktiske fiskeri; både i forhold til bevægelsesmønstre, pladsplaceringer, fluevalg og indtagningsformer. Men jeg må indrømme, at mine seneste oplevelser har sat tingene lidt i perspektiv.

Jeg har fisket på fire forskellige pladser, med omkring 5 dages mellemrum. Pladserne er alle lokaliseret inden for en radius af 20 kilometer på den fynske østkyst. Der er tale om forskellige kysttypologier – fra de små rev til de lange badekars afslutninger. Mit fluesetup har været det samme på alle pladser – en lille pink “Glimmerreje” som ophænger og “Rejevarianten” som endeflue. Vejrforholdene har været skiftende – fra overskyet til skyfrit, med en middelvind på 5-6 s/m, med skiftende temperaturer i intervallet 2 til 8 grader. Vandstanden har været ret forskellig – fra højvande på to af pladserne til ekstremt lavvande på den sidste turs to pladser, med spritklart vand på alle turene.

den-sidste-fase

Glimmerejen strikes back – igen!

Som det tydeligt fremgår, så har der været tale om markant forskellige fiskesituationer og konditioner på mine ture. Men ét nøglebegreb samler eventyret på tværs af tid, sted og vejrforhold, og det er begrebet ‘hurtighed’. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at ‘hurtighed’ rent fisketeknisk har været en grundlæggende forudsætning for at få havørrederne i tale. Vi taler om rendyrket ‘barracuda-style’ med stangen i armhulen hver gang, uden undtagelse, og med lynhurtige affiskninger af de forskellige hotspots.

Hvorfor er Glimmerrejen så suveræn? Er det dens minimalistiske træk, der gør forskellen? Eller er det Glimmerrejens aura i våd tilstand, der ‘udstråler’ liv trods dens åbenlyse kunstighed? Jeg tror mest på det sidste, for det har også noget at gøre med fluens synlighed. Der er tale om en ekstremt synlig flue, der fungerer under alle lysforhold. Bindes den rigtigt, får fluen et helt særligt forjættende glans, når den suser mellem tangbuskene på kysten – det ser så fedt ud! At fluen samtidigt er blevet lidt af en kystklassiker rummer nok også en del af forklaringen. Ophavsmanden til Glimmerrejen hedder Torben Gosch, der i slut-firserne bandt den allerførste version af fluen med frynset glimmergarn. I begyndelsen af 90’erne gjorde Jan Grünwald fluen alment kendt, da han præsenterede den i sin kultbog “Havørred – spin og flue i saltvand”, og Glimmerrejen findes i dag i et utal af varianter. Min favoritversion er bundet af pink cactus chenille, sorte mono eyes (der kan udelades) og pink polarræv som hale – that’s it!

Når jeg fiskede mine fluer med et normalt, varieret tempo fik jeg ingen reaktion – hverken på ophængeren eller endefluen – og det endda selvom der synligt var fisk på pladserne. I det øjeblik, jeg fiskede mine fluer ekstremt hurtigt, kom interessen og huggene igen i en lind strøm; at samtlige fisk (lige på nær en enkelt) så samtidigt kun var interesseret i ophængeren, gjorde ikke iagttagelserne mindre interessante. Havørrederne har i dén grad fejret Glimmerrejens dag her på det seneste, synes jeg.

En del af forklaringen på dette, tror jeg, skyldes forholdet mellem ‘nøglestimuli’ og ‘superstimuli’. Når en havørred ser et potentielt byttedyr flygte hurtigt, så aktiveres jagtinstinktet automatisk. Det interessante er, at havørreden i de ovenstående situationer ikke valgte den rejeflue, der mest lignede noget, der kunne spises. Omvendt kan man så også hævde, at ‘barracuda’-teknikken ikke tilføjer rejefluen de karakteristiske ‘hop’ og derfor ikke imiterer optimalt. Men én ting er sikkert: Havørrederne kastede sig i stedet over den lille pink Glimmerreje uden at spørge først – jeg oplevede både forjættende trykbølger, angreb af flere omgange og brutale hug.

haleror

Én af grundene til, at den blanke havørred er en besættelse for livet. Tjek lige den transparente hale, dér!

Jeg har en teori om, at den aggressive reaktion har noget at gøre med, hvordan netop Glimmerrejen påvirker havørredens instinkter. Glimmerrejen er i min optik en ren ‘superstimuli’-flue, der helt ekstremt differentierer sig i forhold til alle naturlige parametre. Fiskes sådan en fluetype langsomt, så gennemskuer havørreden lynhurtigt bedraget og mister interessen. Fiskes den derimod ekstremt hurtigt, så spiller fluen både nøglestimulerende og superstimulerende på én gang – og jeg tænker, at det er én af faktorerne, der måske gjorde en forskel.

Alle fisk, jeg fangede, var i øvrigt velnærede, hvilket igen underbygger, at havørrederne nok ikke har hugget af sult, men i højere grad af ren instinktiv aggression som følge af en generel territorial adfærd. Pladstypologierne understøtter i øvrigt også den tese.

Hvad kan vi så bruge ovenstående til?

Måske i virkeligheden ikke til så meget. Havørredfiskeri er umulig at sætte på eksakt formel, men vi kan altid føje lidt mere til den store havørredbog, når vi erfarer oplevelser, der forandrer vores perspektiver. Når jeg tænker tilbage på alle de situationer, hvor jeg har fisket med Glimmerrejen, både som ophænger, endeflue eller helt solo, så har jeg klart haft størst succes med at fiske den ekstremt hurtigt, og jeg tror, at en væsentlig del af forklaringen skyldes noget af det, jeg har fået bekræftet på det seneste. Med de naturalistiske rejefluer forholder det sig helt anderledes, hvilket egentlig ikke er så overraskende. Omvendt må jeg også konstatere, at de naturalistiske fluer er kommet til kort på det seneste – i hvert fald i mit fiskeri. At Mads så oplever det diametralt modsatte i sit fiskeri i øjeblikket, bekræfter egentlig bare, at vi er nødt til at eksperimentere og lære af de erfaringer, vi hele tiden gør os. Renés fantastiske fisk er også et godt eksempel på dette.

Men at mit eget fiskeri alligevel har været kategoriseret i så fast en form, som jeg har oplevet her på det seneste, er mig alligevel en gåde, og den får mig til at tænke, at det måske er på tide at sige: “Fuck the rules”.

Knæk og bræk derude og god fornøjelse med eksperimenterne – det er lige nu, det sker!

De bedste kystfluehilsner,

Kasper

Fishtrippin’: High fives med sølvskæl

“DREAMS CALL FOR ACTION”Martin Hall.

Det kunstige lys fra de knejsende master ved Agernæs havn, der ligger lige før dæmningen til Helnæs, bader de parkerede biler, da vi svinger ind på gruspladsen, hvor vi har sat deltagerne stævne. Der er stadig ti minutter til dagens take-off, men vores Fishtrip-deltagere står allerede klar. “Det bliver en god dag”, siger Mads til mig, før han resolut stiger ud af bilen og med venligt gestikulerende bevægelser kommer gutterne i møde.

Vi er i gang med årets sidste Fishtrip, og vi skal i denne omgang besøge pladser som “Inderlåret”, “Hotellets mudderbad”, “Muslingebjergene” og “A til B” – og vi skal lave “combat-fishing” på et lille rev, ikke langt fra udgangspunktet ved Agernæs.

Det første morgenlys bekræfter desværre DMI’s vandstandsprognoser; vandstanden er meget lav fra første færd, faktisk uhyggelig lav, og det er koldt, meget koldt endda, men jeg er fortrøstningsfuld. Det giver bare andre muligheder, og jeg ved, at “Inderlåret” kommer til at spille optimalt under disse konditioner – hvis ellers solen bryder igennem det tunge skylag og varmer plateauerne op i løbet af formiddagen.

FISHTRIP-KONCEPTET:

Vores Fishtrips handler om at byde vores gæster velkomne i vores backstage, helt inde i selve hjertekammeret af vores passion og vores ‘hellige’ vand. Det er det enkle koncept.

Og så handler vores Fishtrips om at skabe en fiskedag, som rummer både overraskelser og udfordringer, hvor vi får hjerter til at banke. Det er den enkle, men svære opskrift. Det er udfordringen og imødekommelsen af den enkeltes subjektive forventning, som driver os.

Hvis du vil med på tur, kan du tilmelde dig her.

Jeg bliver gang på gang imponeret over den vedvarenhed og entusiasme, som vores deltagere lægger i fiskeriet. Ikke fordi havørredfiskeri generelt altid kræver det, men fordi det ofte er en styrkeprøve, hvor hårdt arbejde er en forudsætning for at knække koden. Ingen udfordringer virker for store eller uoverkommelige for dem. Der er en positiv energi hele vejen, og jeg synes, det er enormt givende og hyggeligt at tilbringe fisketimer sammen med den slags ildsjæle. Det er en stor inspiration for Mads og jeg.

fishtrip-fight

Kasper med en sølvblank fra en Fishtrip-testtur for nylig. Revet blev testet med succes og godkendt – og pladsen (som ikke er en 117-plads) indgår nu i én af næste års Fishtrip-ture.

Vi mærker fisk på tre ud af dagens fire pladser, hvilket er mere end godkendt, men havørrederne tager meget forsigtigt. Det er de mere nedtonede fluer, der giver de fleste kontakter i løbet af morgenen, men efterhånden som dagen skrider frem, tager de mere ekspressionistiske fluer over som retningsgivere. Især er det de mørke rainbowfarvede fluer med flouroscerende chartreuse og gule hugpunkter, der sætter gang i fiskene.

Der skal arbejdes på alle pladser, både fiskestrategisk og vadeteknisk, men alle deltagere har en ‘seatrouter’-nerve uden lige, så havørrederne får kamp til stregen. Det er en fornøjelse at se og facillitere som guide og turleder.

Da vi når frem til ‘Inderåret’, som er én af vores tophemmelige pladser, møder vi en location, som kan få selv den mest uimponerede kystfisker til at falde i total ekstase. Det er en kysttypologi, der indbyder til det helt store eventyr, for den er enormt spændende at affiske.

Uheldigvis mangler vi solens varme, så det bliver kun til en enkelt følger på den kolossale plads, hvilket slet ikke matcher det potentiale, som jeg ved pladsen kan indfri. Sidste år, hvor jeg havde det første hold med til Helnæs, var det netop her, vi oplevede triple-flex og fest i gaden. Men dengang var vi selvfølgelig også badet i varmende, forårsagtige solstråler, selvom kalenderen skrev ultimo november.

To af deltagerne giver dog heldigvis udtryk for, at det netop var sådan en plads, som kunne karakteriseres som ren ‘fiskeporno’, og at man nærmest ved hvert kast havde den der intuitive fornemmelse af, at nu kommer det brutale træk i linjen. Fucking fedt!

Vi beslutter os for et sats på den åbne kyst til sidst, og vi indleder vores afsluttende raid med en omgang skoldhed suppe. Det er noget, der sætter gang i energien, så vi kaster os uden tøven ud i bølgerne, der efterhånden har fået hvide toppe.

Det er Mikkel, der kroner dagen med en suveræn jackpotfisk. Mikkel placerer sig lige til højre for revet, som han tidligere har haft gode erfaringer med – men vi guider ham hurtigt over mod det mere rolige vand, lige bag revet. Der går ikke mange minutter, før han får den første kontakt. Havørreden får dog ikke fat i fluen i første omgang, men et resolut, hurtigt og kort kast i havørredens retning udløser en knaldhårdt take.

Mikkel får hurtigt kontrol over fisken, som er mere over vandet end under, og han fighter den som en champ. Efter en sublim kamp, kan han lande fisken med et solidt greb om haleroden. Det er en fantastisk følelse, når det lykkedes for vores gæster at lande mageløse fisk, og den her havørred er ingen undtagelse. Med sine små 55 cm, med sine blanke løse skæl og med sin glasklare halefinne er den en beundringsværdig skønhed. Havørredens skæl rasler af, da Mikkel slipper grebet om fisken og sætter den ud igen, og da han løfter sin hånd til det obligatoriske high five, får vi havørredskæl på hænderne. Det er et fantastisk øjeblik, der rummer en symbolik, som kun havørredfiskere forstår.

Vi kipper med hatten i anerkendelse af Mikkels fangst, og med dyb respekt for beslutningen om at lade fisken svømme videre. Det er så god stil – og det vidner om Mikkels karakter som en rigtig ‘seatrouter’, en havørredens ven.

fishtrip-cr

Mikkel Egedorf med en beundringsværdig gestus, som kalder på respekt.

Dér ender turen så – og hvilken afslutning! John kan igen berette om en tabt fisk, der faktisk tog fluen i hele to omgange, men alligevel ikke blev kroget. Det er i vores optik havørredfiskeri, når kystfiskeriet har allermest at byde på, fordi sådan en oplevelse skaber drømme, der kalder på handling og refleksion. Kystfiskeriet handler ikke kun om at fange fisk. Det handler også om det potentielle eventyr; at smage en lille del af det forjættede sølvtøjsland, når man er afsted.

Det er derfor, vi bliver ved.

Bedste kystfluehilsner,

Kasper T.

 

Ahrex Hooks + Kystflue.com teamer op

Oh yes!

Mads og jeg er super glade i disse dage. Vi har lavet et samarbejde med Ahrex Hooks omkring vores fluebindingsworkshop, så vores deltagere får mulighed for at prøve deres krogsortimenter under workshoppen og efterfølgende.

Vi har stadig pladser på kurset, så hvis du kunne tænke dig en hyggelig formiddag, som står på foredrag, bindesessions, kroge, lækker frokost og good times sammen med andre ligesindede, så tilmeld dig kurset lige her.

I vores optik er Ahrex Hooks en lille perle på den nordiske krogscene. Deres salt water sortiment afspejler den tilknytning til det praktiske kystfluefiskeri, vi selv er store fans af – og som vi mener er helt afgørende i forhold til at få succes med de blanke havørreder.

Derudover er det en ren fryd at binde på Ahrex-krogene, hvis finish og struktur lader tråden arbejde optimalt. Det er svært at sætte ord på, men et bud kunne være, at det føles som om, at bindetråd og krogskaft smelter sammen. Vi elsker det!

Se Ahrex’ fede hjemmeside her

ahrex

 

ahrex-logo-pos-with-byline-300x99

The Ultimate Nullifier

Jeg tror, de fleste kystfluefiskere har et næsten religiøst forhold til de kystfluer, de anvender i deres fiskeri på kysterne og fjordene. Men jeg hører også ofte om kystfluefiskere, der kun anvender én flue. Argumentet lyder helt enkelt: “hvis havørreden ser fluen, er sulten og på jagt, så tager den fluen uanset hvad”. I min optik er det både rigtigt og forkert.

Havørreden er uden tvivl en opportunistisk rovfisk, med instinkterne helt uden på de sølvglinsende skæl – men den kan også være en ekstremt selektiv fisk, der ikke lader sig nøje med hvad som helst, vi serverer for den. Der er selvfølgelig forskel på, hvornår på året, du oplever havørredens luner. Når fødeemnerne er knappe og havørrederne er sultne, så skal der ikke så meget til.

Omvendt har jeg også oplevet ekstremt svære fisk i forårets kongemåneder.

Jeg vil derfor argumentere for, at vi tænker vores fluer – og derved også vores fluebinding – ind i en ramme, hvor det handler om at fokusere pragmatisk på det, vi bruger vores kystfluer til, nemlig til at fange fisk med.

Kystfiskeriet efter havørred forandrer sig fra år til år, fordi de kystpladser, hvor vi fisker havørred, undergår en række naturgivne forandringer (storm, undersøisk strøm etc.), der så at sige reshaper bundforhold, vegetation, revkonturer.

På samme måde skal vi også tænke vores kystfluer, så vi hele tiden har de fluer i æsken, som kan bruges under forskellige omstændigheder og i forskellige fiskesituationer.

Min flueboks afspejler både tradition og fornyelse. Jeg er stor fan af de klassiske havørredmønstre, som jeg altid bruger – men jeg forsøger også at tage udgangspunkt i traditionen, når jeg designer nye mønstre. Særligt den sidste del har at gøre med de foranderlige situationer, som vi gang på gang oplever – og som derfor står helt centralt som helt brugbare erfaringer i min fluebindingspraksis.

Den flue, som jeg vil vise, har sit udspring i en dag på kysten, hvor jeg fandt en flok aktive havørreder, der fouragerede og tailede på meget lavt vand. Havørrederne var totalt ligeglade med mine små ubelastede tanglopper og transparente rejer. Uheldigvis var alle mine baitfishmønstre og små streamers belastede, så jeg kunne ikke få dem til at svæve i vandet, så jeg effektivt kunne fiske fluerne på det lave vand – faktisk gjorde de umiddelbart mere skade end gavn. Det var ekstremt frustrerende, så jeg trak en nulbon, selvom fiskene var på pladsen.

Med udgangspunkt i Jesper Alives tanker om ubelastede fluer og mine egne om de vigtige enkelthedsprincipper udviklede jeg derfor et baitfish-mønster, som rummer de features, der gør det muligt at fiske fluen svævende langsomt, med mulighed for et aggressivt og eksplosivt flygtende træk i linen, så den både kan ‘hænge’ over vegetationen og pludseligt flygte væk. Det er noget, der kan få selv den mest kræsne havørred op på finnerne, hvilket jeg ofte har oplevet – og jeg er sikker på, at den havde gjort en forskel i ovenstående oplevelse med de kræsne fisk.

Fluen hedder “The Ultimate Nullifier”:

kutling-baitfish

“THE ULTIMATE NULLIFIER”

Materialeliste:

Krog: Ahrex NS122 light stinger #6

Bindetråd: Monoclear

Hale: Whiting coq de leon (dark pardo) + crystal flash small

Krop: Lite brite (pearl) + spectra dub (violet)

Kropshackle: Whiting coq de leon (dark pardo)

Øjne: Rejeøjne

Hoved: Marabou fra Whiting coq de leon (dark pardo) + kropsdubbing

Bindevejledning:

1. Begynd med at fæstne tråden på krogen, som du plejer. Dernæst udvælger du en passende coq de leon fjer fra nakken. Vælg en lang fjer, så du har fjermateriale nok til hele fluen. Du skal nemlig kun bruge én fjer til hele fluen. Lav et halebundt af de lange fibre på fjerstammen, som du stripper af. Bind det ind sammen med to stråler crystal flash, som du vender dobbelt og bagud. Halen må ikke være længere end selve krogskaftet.

2. Dernæst binder du rejeøjnene ind, så de flugter med krogskaftet op mod krogøjet. Du får rejeøjnene til at stritte ud til siderne ved hjælp af ottetals-beviklinger, så de sidder på samme måde som kuglekædeøjne. Husk på, at der skal være plads til at forme hovedet, så det ser harmonisk ud.

3. Nu er det tid til at mixe kropsdubbingen. Tag et godt bundt lite brite og en lille smule af spectra dubbingen, som du blender sammen. Når kropsdubbingen er færdig, har den et svagt violet shine, som ser for vildt ud i våd tilstand. Herefter dubber du kroppen, som du plejer. Kroppen må gerne have et let taperet udtryk.

4. Derefter skal du have fat i fjerstammen igen. Mål evt. fibrene i forhold til krogen, så fluen får et harmonisk udtryk, når hackler fluen. Hacklet bindes ind, så de længste fibre er forrest. Når du har låst hacklet, bruger du bindetråden som rib, og fører den tilbage over kroppen til indbindingspunktet bagerst, hvorefter du tvinger kropshacklet om kroppen. Når du har kropshacklet på plads, bruger du den transparente bindetråd til at låse og ribbe kropshacklet modsat op mod krogøjet.

5. Nu er det tid til at lave det sidste på fluen, nemlig hovedet. Lav en dubbingløkke, hvori du mixer og spinder marabouen, som du har strippet fra den nederste del af fjerstammen, sammen med lidt af den blendede dubbing, som du har brugt til kroppen. Det er vigtigt, at marabouen udgør den dominerende del af materialesammensætningen. Herefter tørner du den spundne dubbingløkke om rejeøjnene, så hovedet får et harmonisk udtryk.

6. Afslut med whipfinish og en gennembørstning af fluen.

“The Ultimate Nullifier” er en kystflue, som er tænkt som en lille kutlingeimitation, men som også kan fungere som en fræk og anderledes rejeimitation. Selvom materialerne er porøse, så er det en superstærk flue, der virkelig kan holde til at blive gnasket.

God bindelyst ved stikket, venner – og knæk og bræk derude.

Kystfluehilsner,

Kasper T.