‘Rubber Magic’: Med gummiben på efterårskysten

De fleste kystfluefiskere har nok på et eller andet tidspunkt oplevet at møde de svære efterårshavørreder. Her taler vi om den slags drilske havørreder, der kan drive selv de mest drevne og tålmodige kystfluefiskere helt ud til vanviddets rand.

Men efteråret er også én af de kystkulisser, hvor man kan opleve et helt forrygende fiskeri; med lige dele frustation og forløsning som de skiftevise dansepartnere.

Efteråret på kysten rummer utallige udfordringer. For det første huserer der kolossale mængder af havørredens byttedyr i det kystnære vand, hvilket kan gøre havørrederne ekstremt selektive. Samtidigt har de fleste havørreder indstillet gps’en på åernes gydebanker, hvilket også indvirker stærkt på havørredernes manglende villighed til at tage vores fluer. Når det alligevel er muligt at opleve efterårstræk på kysten, der kalder på mange fights og hugvillige fisk, så skyldes det faktisk netop de utallige udfordringer – især, hvis man tænker udfordringerne strategisk ind i sin fiskepraksis. Lad mig uddybe.

At havørrederne migrerer mod åerne, betyder, at vi faktisk har langt lettere ved at finde dem. For det første spreder de sig som følge af vandringerne. I det tidligere efterår er det stadig pynterne og revene, der kan levere det bedste fiskeri, men i løbet af perioden fra midten af september og hele oktober kan man støde på havørrederne hvor som helst langs kyststrækningerne. Finder man en større koncentration af havørreder på den åbne kyst, så lokalisér, hvilke å-udløb i den umiddelbare nærhed, de angiveligt må være på vej imod. På den måde kan man efterfølgende tilrettelægge sine ture, så man ‘følger’ havørrederne frem til fredningsbælternes begyndelse. Det samme princip gælder også i fjorden, hvis det er dér, man ynder at bruge sin fisketid.

Havørreder, der migrerer kan imidlertid være rigtigt ‘svære’, fordi det biologiske design trækker dem mod brudesengene i åerne. Men der findes et par tricks, som har at gøre med både biologi og fluebinding, som jeg i det følgende vil komme nærmere ind på.

Inden for biologien er det alment kendt, at havørredens ‘syn’ ændres under gydevandringen. Gradvist bliver havørredens syn mere og mere følsom over for især rødlige farvenuancer, hvilket bl.a. er én af forklaringerne på, hvorfor farvestrålende fluer i pink og orange er markant bedre i efteråret end på andre tidspunkter af sæsonerne (eller at fluer som ‘Magnus med blodtud’ eller ‘cutthroat kutling’ også kan være helt eminente i efteråret). Samtidigt er det også i efteråret, at havørreden udviser en langt højere grad af begyndende territorial aggression i det kystnære vand som en slags ouverture på de ‘magtkampe’, som kommer til at finde sted på standpladserne og gydebankerne. Disse forhold kan vi med fordel tænke ind i vores fiskestrategi og fluebinding, så vi optimerer vores chancer, når vi er afsted på kysten.

I mit eget efterårsfiskeri dyrker jeg en ret aggressiv approach, hvor jeg fisker mine fluer ekstremt hurtigt og/eller i ret eksplosive ryk. Havørreden skal tirres og provokeres, hvis den skal vækkes fra gydetrækkets hypnotiske kraft.

Jeg tilpasser mine fluer, så de gradvist bliver mere og mere farvestrålende. Man kan sige, at jeg skruer mere og mere op for blusset, så de skrappe farver til sidst dominerer helt, mens jeg samtidigt gradvist nedtoner mine fluers naturalistiske træk, så jeg fra midten af november og frem eksklusivt fisker med helt afpillede ‘udrykningsfluer’ i skrigende pink og orange, der speedes ind med stangen i armhulen. Der findes naturligvis undtagelser, hvor havørrederne alligevel tager de afdæmpede fluer, men igen handler det om at tage udgangspunkt i den enkelte fiskesituation og være omstillingsparat. På den måde kommer man oftest længst i forhold til at få overlistet de til tider svære efterårsørreder. Og endnu vigtigere er det måske at huske på, at kystfluefiskeri efter havørred aldrig vil være en eksakt videnskab, hvilket I kan læse mere om her.

Et andet feature, som jeg ofte tilfører mine efterårsfluer, er gummiben. ‘Luksusrejen’ er helt suveræn i de mere kradse versioner i efteråret, og i det hele taget kan det anbefales at tilføre rejefluerne et ‘pirrende’ og ‘sitrende’ element i form af forskellige gummiben, der effektivt suppleres af fluorescerende elementer som hugpunkter.

Det samme gør jeg også ved mine små baitfish-fluer, der får tilføjet et fluorescerende “gummielement”, der kan sitre i vandet. De helt enkle kystfluer, som ‘Kobberbassen’ og ‘Guldbassen’ kan også med fordel tilføjes et par ‘provokerende’ gummiben. Endelig kan man også med stor fordel udstyre vinterklassikere som ‘Pink Glimmerreje’ og ‘Polar Magnus’ med et par flourescerende gummiben. Det kan virke helt eminent godt, når havørrederne er i det drilske hjørne.

Med hensyn til størrelserne på fluerne, så vil jeg sige, at det klart er de mindre størrelser (6, 8 og 10), der dominerer i min flueboks i efteråret. Men igen handler det meget om de foreliggende konditioner på en given plads. Er der gang i ‘efterårsbølgerne’, så kan det godt betale sig at gå helt op i størrelse 2, men til det stille og vidunderlige efterårsfiskeri vil de små fluer oftest være de helt rigtige ‘killers’ i langt de fleste tilfælde. Fisk fluerne hurtigt, men husk også at lade dem ‘svæve’ med jævne mellemrum, så gummibenene rigtigt kan arbejde magisk i vandet. Jeg garanterer, at det virker for vildt!

Knæk og bræk på efterårskysten, venner – og tak fordi I læser med!

Bedste kystfluehilsner,

Kasper

 

 

 

 

 

 

 

Searun browns, rainbows og haglregn

I begyndelsen af oktober skete det, der bare ikke må ske, men som nærmest er blevet en efterårstradition i de danske farvande. Et gigantisk udslip af havopdrættede regnbueørreder fandt sted ud for Assens, da et skib kolliderede med havbrugets bassiner.

Nyheden spredte sig hurtigt via de sociale medier og allerede dagen efter, blev de vestvendte kyster indtaget af håbefulde lystfiskere i hobetal, der ønskede at få gode oplevelser og samtidigt hjælpe med at få begrænset faunaforureningen.

I løbet af relativt kort tid var de angiveligt 80.000 regnbueørreder spredt ud over det meste af Lillebælt, men det lykkedes mange at holde nogenlunde trit med de undslupne fisk. Uheldigvis – og ret så forudsigeligt – skete der også samtidigt en eskalering af ulovligt garnfiskeri langs kysten og i fjordene, hvilket fik og stadig har katastrofale konsekvenser for de mange vandrende havørreder.

Enkelte steder gik folk endda helt bananas og fiskede i fredningsbælter og invaderede private veje i deres søgen efter regnbueørrederne. I deres optik var det helt nødvendigt og ganske legitimt at tilsidesætte gældende regler og love! Når jeg, blandt mange andre, konfronterede deres åbenlyse idioti, legitimerede de blot deres handlinger ved at påpege vi andres åbenlyse hykleri. Der var jo tale om en miljøkatastrofe, som vi åbenbart ikke havde til sinde at hjælpe med at bekæmpe. De var helt uden for pædagogisk rækkevidde, og jeg tager skarpt afstand fra sådan en form for argumentation og selvjustits.

Vi er som lystfiskere forpligtet i forhold til de gældende regler og det kulturelle fællesskab, vi repræsenterer. Ganske enkelt handler det om den gode stil og det etiske kodeks, der er forbundet med at praktisere lystfiskeri i Danmark. Længere er den ikke.

FABULOUS FLY FISHING!

Det var midt i den heksekedel af regnbueørredjagt, at jeg havde fået en guideopgave, nemlig at vise min gode ven og Fishing Zeeland guide Keld Juul Michaelsen, der også ejer firmaet Fabulous Fly Fishing, en række fede pladser på Vestfyn.

Jeg har en særlig kærlighed for Wedellsborg, som jeg efterhånden har dyrket ret så heftigt i mange år, hvorfor udgangspunktet for turen gav sig selv. Husby strand, som rummer et langt fiskestræk ud mod den nordlige spids af Wedellsborg, blev aftalt med Keld over mailen, og da klokken slog 07.26 trillede jeg ind på den lille parkeringsplads et godt stykke inde i Tybrind Vig, hvor Keld allerede var i fuld gang med at rigge sit fluegrej til.

Keld og jeg har tidligere fisket sammen, bl.a. i Vejle fjord, så jeg ved, at Keld kan sit havørredkram til UG. Derfor var det en smal sag at give ham dessinerne til pladsens mange hotspots, som vi gradvist affiskede mod slutdestinationen på selve Wedellsborg hoved.

Der går ikke lang tid, før vi støder på den første kystnære flok af store regnbuer. Vi er på havørredjagt, men giver selvfølgelig regnbuerne et skud. Men de er ekstremt sky og skræmmes umanérligt let, når de trækker så kystnært. Derfor beslutter vi os hurtigt for at satse mere målrettet på havørrederne.

Undervejs taler vi om guidebranchens vilkår, og Keld fortæller mig om Fishing Zeelands satsninger og projekter. Det er intet mindre end imponerende, hvad de har nået skabe på relativt kort tid. Samtalen med Keld er meget inspirerende for mig, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi er håbløst bagefter her på Fyn, selvom vi bryster os af at have noget af Nordeuropas allerbedste havørredfiskeri.

Før vi får set os om er vi fremme ved et af mine absolut favoritstræk på turen. Jeg fortæller Keld om spottets muligheder, giver ham et par tips til affiskningen – og siger, måske lidt cocky, at her får han en stensikkert havørred. Keld griner og siger: “nu må vi se – men jeg tror selvfølgelig på dig, min ven”. Cirka ti kast efter min lidt skråsikre garanti, står Keld med flexet stang, lettere overrasket. “Den stod jo lige, hvor du sagde, Kasper!”, griner han. En rigtig fin Searun Brown i god kondi har taget Kelds kobberfarvede Alive-reje. Jeg ånder lettet op – og glæder mig på min vens vegne. Vi skyder et par billeder af vidunderet, hvorefter vi fortsætter turen langs Husby strand.

Eftersom vi allerede har set utallige flokke af regnbuer, har jeg en idé om, at det lille færgeleje længere ude uden tvivl vil holde på en god stime. Det viser sig at holde stik. Da vi nærmer os området, kan vi se, hvordan regnbuerne buldrer rundt under overfladen. Keld begynder langsomt at fiske op mod flokken, der tonser forvildet rundt. Allerede efter et par kast kroger han én af de tunge gangstere, som han forsøger at holde hårdt. En fin havørred bryder pludselig vandspejlet i et energisk spring, men det er sgu’ette Kelds fisk. Pludselig slipper krogen sit hold i den tunge regnbue, men før Keld får styr på sin line igen, har en havørred taget fluen. Keld må på den igen, og jeg griner i en blanding af forundring og glæde. Så er det altså sjovt at være guide, synes jeg.

Jeg spørger Keld, om jeg må tage et kast eller to, hvilket er helt ok, og før jeg kan tælle til ti, er jeg i gang med at lægge line ud over spottet. Min lille kobberbasse lander perfekt i overgangen mellem mørk bund og sand, og jeg når kun at tage to-tre eksplosive kobberbasse-strips, før min flue indhaleres prompte. Tilslaget er unødvendigt, da fisken har kroget sig selv i hugget. En lille ilter sag giver den gas i overfladen og pisker derudad i hvide ringe. Det viser sig, noget overraskende, må jeg sige, at være en ganske klein regnbueørred. Vi griner højlydt, da den filtrer min skudeline til et knudekaos af dimensioner i vandkanten. “Så meget for de der fisk i 3-4 kilos-klassen”, råber vi i kor.

Men vi hygger os – og det er jo altid det vigtigste.

Ved færgelejet har en flok på mindst 100 regnbuer samlet sig. De er svære at få i tale, men da jeg fisker min flue i ‘dead drift’, så sker der endelig noget. Jeg råber til Keld, at han bare skal lade fluen svæve dalende, så tager de! Som sagt, så gjort. Og kort tid efter kroger Keld en stor regnbue, der som et godstog smadrer igennem den kolossale flok, der spreder sig buldrende ud til alle sider. Fisken presser Kelds stang helt ned i korken, og på et tidspunkt, må han tage begge hænder i brug, én på håndtaget og én på klingen! Sådan!

Desværre mister krogen sit hold lige i landingsøjeblikket. Jeg vil skyde fisken til 4-5 kg, så det er SÅ ærgerligt for Keld. Jeg havde gerne set ham nakke den fisk.

Vi beslutter os for at give flokken en pause og satse på havørrederne igen. Jeg vil gerne vise Keld mit kongevand længere ude. På vejen falder vi i snak med en venlig tysker, der lige har genudsat i en fin 60’er. Fisken havde taget en lille pattegris fisket hurtigt, fortæller han. Vi får blod på tanden efter havørrederne, men en stor flok regnbuer river os ud af fokus igen. De vil naturligvis ingenting, så jeg foreslår Keld, at vi tager benene på nakken og går ud til hovedet.

Vi når kun lige at lægge vores liner ud over kongevandet ved den nordlige del af Wedellsborg hoved, da et jagthorn bryder stilheden. Vi kan høre, hvordan hunde sendes ind i majsmarken bag os, der rejser sig så flot ud mod vandet, mens klaptræets umiskendelige banken akkompagnerer hundenes intense glammen. Fasaner og agerhøns i hundredevis flakker op over majsmarken og spreder sig hurtigt som små sorte prikker på himlen. Jagtgeværskud gennemtrænger luften, fugle styrter enkeltvis eller i småflokke og krudtslammen sætter sig hurtigt i vores næsebor, mens Keld og jeg bades i spredehagl, der regner ned over det kystnære vand, hvori vi står til livet. Aldrig har jeg været så glad for min hætte på vadejakken, der lynhurtigt giver et nødvendigt helle fra de små metalhagl, der pifter så fint, når de rammer vandoverfladen. Jeg har prøvet meget i mit liv, men dét her øjeblik føltes underligt smukt. Jeg signalerer til Keld, at vi hellere må komme i land hurtigt. Vi hilser på jægerne, da vi går forbi på vejen tilbage – og de smiler tilbage og kipper med deres hatte med orange bånd. Det er den slags gensidig forståelse, der er så vigtig, synes jeg.

Resten af formiddagen bruger jeg på at vise Keld en række pladser i både Føns vig, Gamborg fjord og Ellebæk vig, hvor vi også ser et par af de undslupne regnbuer. Vi fisker ikke på pladserne, men Keld plotter dem ind i sin GPS. Jeg har en bagkant, men giver lige Keld et par pladsdessiner mere, som han vælger at benytte sig af om eftermiddagen. Han skriver senere til mig, at de holdt et par fisk også. Det er ikke helt ringe.

ET PAR TIPS TIL REGNBUEØRREDJAGTEN

Har du fået mod på at jagte de undslupne regnbuer, så skal du være forberedt på et svært, opsøgende fiskeri. Brug små fluer som fx kobberbassen, guldbassen, fyggi og små sorte streamere, når du har lokaliseret dem. Hvis du fisker på flokke af regnbuer, så fisk fluerne i ‘dead drift’ eller meget langsomt – ellers fisk bare, som du plejer at gøre.

På Facebook findes den offentlige gruppe “Fangstrapporter efter udslip”, hvor folk jævnligt kommer med updates. Problemet er, at regnbuerne er ret svære at få i tale, hvorfor folk nok holder de virkeligt gode spots for sig selv. Derfor kan det nok bedre betale sig at lave det opsøgende arbejde selv. Regnbuerne trækker alligevel konstant rundt. I weekenden fandt vi fx flere flokke på Bjørnø i det sydfynske! Dog tyder noget på, at de stille og roligt er ved at blive mere hugvillige. Min gode ven Per Gylling Hansen har fx haft tur i den på Nordfyn, hvor regnbuerne huggede lystigt på de små tangloppeimitationer blandt havørrederne – så det er bare med at komme afsted på kysten.

Knæk og bræk derude, venner!

De bedste kystfluehilsner,

Kasper T.

Dance of the Garfish

Sådan cirka midt i april sker der hvert år det samme på de danske kyster. Nogle taler om en fjendtlig invasion, andre om kystens sande forårsbebudere. Hornfisken. The big fuck-up i forhold til jagten på havørrederne. Jeg har det helt omvendt. Jeg elsker at fiske efter hornfisk med min fluestang. Period. Når det så er sagt, så tror jeg, at langt de fleste kystfluefiskere har det samme forhold til hornfisken, som Venstre har det med De konservative. Det er et had-kærlighedsforhold, bare uden kærlighed, som Svend Auken vistnok engang udtalte. Den kan vi jo så tænke lidt over i disse tider…

Anyways: Hvis man er i tvivl om, hvilket forhold, kystfiskerne har til hornfisken, så prøv at se, hvor mange forskellige name tags, jeg er stødt på, når jeg har talt med kystfiskere rundt omkring i Danmark:

Næbdyret, Musikålen, Skælspyddet, Balletdanserinden, Hornblæseren, Esbenlundelarsenålen, Savfræseren, Den grønne tandstik, Trompetålen, Nordens sværd(-fisk), Raketsaven, Fluedestroyeren, Næbstinkeren – og ja, slet og ret Hornet.

Men tænk lige lidt mere over det: Det er alligevel de færreste fisk, der er i stand til at fremkalde en så vild sproglig kreativitet, og man kan spørge sig selv hvorfor? Jeg skal ikke komme med svaret her, men noget kunne tyde på, at hornfisken er en vedkommende fisk, der engagerer folk og skaber følelser. I min optik er den en sand ‘happy charm’, men jeg har talt med mange, der fortæller, at de blev slemt skuffede, da de så, at det bare var en stor hornfisk og ikke en havørred, de havde kroget. Men det er der slet ingen grund til – nyd i stedet fighten, udløbene og flexen, uanset hvilken art, der har taget din flue. Det er efter min mening essensen af ægte sportsmanship i lystfiskeriet som rekreativ beskæftigelse. Derfor er hornfisken også vigtig, og derfor skal vi nyde, at den er her hvert eneste år – som en rigtig forårsbebuder blandt mange på kysten.

Jeg vil derfor gerne slå et lille slag for det målrettede fluefiskeri efter hornfisk. Ja, du læste rigtigt. Hornfisk skal fanges på let fluegrej, og det er fucking spas, hvis I spørger mig. Det sjove er, at når man går målrettet efter hornfisk på flue, så fanger man havørreder – og omvendt: når man målrettet går efter havørreder, så blander hornfiskene sig konstant i legen. Det er næsten rigtigt – for kystfiskeriet rummer også altid et element af uforudsigelighed, hvilket ikke gør det mindre sjovt. Men prøv det. Du kunne jo gå hen og blive overrasket.

Langt de fleste af mine kystture her i maj har selvfølgelig havørrederne som udgangspunkt. Havørrederne er altid min topprioritet, når jeg er afsted. Men fiskeriet efter havørrederne kan være mega svært i maj, og derfor ender mine maj-ture ofte i et mere målrettet fiskeri efter hornfiskene – og de har altså mere end én gang gjort min dag til det meget bedre.

At fiske hornfisk med klasse 8-grej er et no-go efter min mening – det er alt for heavy. Vi skal ned omkring klasse 4 eller 5, så bliver det lige pludseligt rigtigt sjovt. Sidste år var hornfiskene ikke så talrige, som de rent faktisk er i år – og gennemsnitsstørrelsen i år er også markant større end tidligere år, hvilket kun gør fiskeriet endnu federe – men aldrig så store, at det kan berettige det helt tunge skyts.

Det er ikke svært at tricke hornfiskene til hug – de er aggressive, hurtige og glubske, så de jagter stort set, hvad du kaster efter dem. Omvendt kan de være mega svære at kroge ordentligt – og i min bog er dét en forudsætning for, at vi kan tale om sportsfiskeri. Silkekrogen er en kær opfindelse, men jeg vil meget gerne kunne beholde muligheden for også at kroge en havørred, hvis den pludseligt vil lege med. Derfor bruger jeg altid stinger-fluer, når jeg fisker målrettet efter hornfisk, og jeg bruger stort set kun to mønstre: ‘Kobberbassen’ og ‘STF-rejen’. De fluer virker bare hver gang – og hvis der er en havørred i nærheden, så virker de også. De er derfor det ultimative fluesetup, som jeg kun kan give mine bedste anbefalinger til.

MIne fluer til hornfisk

Mine to “hornfiske-killers”. Kobberbassen er den klart bedste flue til hornfiskene, men STF-rejen er også vanvittig effektiv – og så kan de holde til at få tæsk af hornfiskene. Fluerne er bundet helt traditionelt, men med hvid fireline anvendt til at montere stingerkrogen bagerst. Hovedkrogen er klippet af med en bidetang, så det er kun stingerkrogen, der tilbage – og det fungerer bare optimalt, når hornfiskene skal kroges mest effektivt.

Du finder hornfisken på de samme spots, som du fisker havørreder. De er i badekarrene, på revkanterne, ved revlegennembrud og ved strømskel. Fiskestrategisk griber du fiskeriet an på nøjagtig samme måde, som når du fisker efter havørreder – men dine flueindtag må gerne være en kende mere aggressive og ‘hug-agtige’ i det. Når du får kontakten, med de umiskendelige stød til følge, så sætter du fuld fart i fluen, hvilket stensikkert vil udløse overfladeaktivitet og det endelige hug – det er sindsygt sjovt både at mærke og se. Hvis du fisker med mine stingerfluer, så sidder hornfiskene der næsten hver gang – det garanterer jeg!

I lørdags var afsted på Hindsholm på et havørredraid, der sjovt nok endte i et sandt hornfiske-bonanza i den yderste del af Odense fjord, lige omkring Bregnør Fiskerleje, hvor det bare vrimlede med store hornfisk. Jeg lugtede som en garvet fisker fra Thyborøn, da jeg stod hos bageren efter morgenbrød på vej hjem til familien, men jeg var fyldt op med ren fiskeglæde og happy times.

Jeg kan kun anbefale en tur efter hornfisk på det helt lette fluegrej her i Pinsen. Måske danser hornfisken om kap med pinsesolen over havets glitrende overflade – og måske ender dit hornfiskeraid alligevel med en stor blankfisk med løse skæl og hele svineriet. Skal vi så komme i gang?

Knæk og bræk derude!

De bedste kystfluehilsner,

Kasper T.