‘Rubber Magic’: Med gummiben på efterårskysten

De fleste kystfluefiskere har nok på et eller andet tidspunkt oplevet at møde de svære efterårshavørreder. Her taler vi om den slags drilske havørreder, der kan drive selv de mest drevne og tålmodige kystfluefiskere helt ud til vanviddets rand.

Men efteråret er også én af de kystkulisser, hvor man kan opleve et helt forrygende fiskeri; med lige dele frustation og forløsning som de skiftevise dansepartnere.

Efteråret på kysten rummer utallige udfordringer. For det første huserer der kolossale mængder af havørredens byttedyr i det kystnære vand, hvilket kan gøre havørrederne ekstremt selektive. Samtidigt har de fleste havørreder indstillet gps’en på åernes gydebanker, hvilket også indvirker stærkt på havørredernes manglende villighed til at tage vores fluer. Når det alligevel er muligt at opleve efterårstræk på kysten, der kalder på mange fights og hugvillige fisk, så skyldes det faktisk netop de utallige udfordringer – især, hvis man tænker udfordringerne strategisk ind i sin fiskepraksis. Lad mig uddybe.

At havørrederne migrerer mod åerne, betyder, at vi faktisk har langt lettere ved at finde dem. For det første spreder de sig som følge af vandringerne. I det tidligere efterår er det stadig pynterne og revene, der kan levere det bedste fiskeri, men i løbet af perioden fra midten af september og hele oktober kan man støde på havørrederne hvor som helst langs kyststrækningerne. Finder man en større koncentration af havørreder på den åbne kyst, så lokalisér, hvilke å-udløb i den umiddelbare nærhed, de angiveligt må være på vej imod. På den måde kan man efterfølgende tilrettelægge sine ture, så man ‘følger’ havørrederne frem til fredningsbælternes begyndelse. Det samme princip gælder også i fjorden, hvis det er dér, man ynder at bruge sin fisketid.

Havørreder, der migrerer kan imidlertid være rigtigt ‘svære’, fordi det biologiske design trækker dem mod brudesengene i åerne. Men der findes et par tricks, som har at gøre med både biologi og fluebinding, som jeg i det følgende vil komme nærmere ind på.

Inden for biologien er det alment kendt, at havørredens ‘syn’ ændres under gydevandringen. Gradvist bliver havørredens syn mere og mere følsom over for især rødlige farvenuancer, hvilket bl.a. er én af forklaringerne på, hvorfor farvestrålende fluer i pink og orange er markant bedre i efteråret end på andre tidspunkter af sæsonerne (eller at fluer som ‘Magnus med blodtud’ eller ‘cutthroat kutling’ også kan være helt eminente i efteråret). Samtidigt er det også i efteråret, at havørreden udviser en langt højere grad af begyndende territorial aggression i det kystnære vand som en slags ouverture på de ‘magtkampe’, som kommer til at finde sted på standpladserne og gydebankerne. Disse forhold kan vi med fordel tænke ind i vores fiskestrategi og fluebinding, så vi optimerer vores chancer, når vi er afsted på kysten.

I mit eget efterårsfiskeri dyrker jeg en ret aggressiv approach, hvor jeg fisker mine fluer ekstremt hurtigt og/eller i ret eksplosive ryk. Havørreden skal tirres og provokeres, hvis den skal vækkes fra gydetrækkets hypnotiske kraft.

Jeg tilpasser mine fluer, så de gradvist bliver mere og mere farvestrålende. Man kan sige, at jeg skruer mere og mere op for blusset, så de skrappe farver til sidst dominerer helt, mens jeg samtidigt gradvist nedtoner mine fluers naturalistiske træk, så jeg fra midten af november og frem eksklusivt fisker med helt afpillede ‘udrykningsfluer’ i skrigende pink og orange, der speedes ind med stangen i armhulen. Der findes naturligvis undtagelser, hvor havørrederne alligevel tager de afdæmpede fluer, men igen handler det om at tage udgangspunkt i den enkelte fiskesituation og være omstillingsparat. På den måde kommer man oftest længst i forhold til at få overlistet de til tider svære efterårsørreder. Og endnu vigtigere er det måske at huske på, at kystfluefiskeri efter havørred aldrig vil være en eksakt videnskab, hvilket I kan læse mere om her.

Et andet feature, som jeg ofte tilfører mine efterårsfluer, er gummiben. ‘Luksusrejen’ er helt suveræn i de mere kradse versioner i efteråret, og i det hele taget kan det anbefales at tilføre rejefluerne et ‘pirrende’ og ‘sitrende’ element i form af forskellige gummiben, der effektivt suppleres af fluorescerende elementer som hugpunkter.

Det samme gør jeg også ved mine små baitfish-fluer, der får tilføjet et fluorescerende “gummielement”, der kan sitre i vandet. De helt enkle kystfluer, som ‘Kobberbassen’ og ‘Guldbassen’ kan også med fordel tilføjes et par ‘provokerende’ gummiben. Endelig kan man også med stor fordel udstyre vinterklassikere som ‘Pink Glimmerreje’ og ‘Polar Magnus’ med et par flourescerende gummiben. Det kan virke helt eminent godt, når havørrederne er i det drilske hjørne.

Med hensyn til størrelserne på fluerne, så vil jeg sige, at det klart er de mindre størrelser (6, 8 og 10), der dominerer i min flueboks i efteråret. Men igen handler det meget om de foreliggende konditioner på en given plads. Er der gang i ‘efterårsbølgerne’, så kan det godt betale sig at gå helt op i størrelse 2, men til det stille og vidunderlige efterårsfiskeri vil de små fluer oftest være de helt rigtige ‘killers’ i langt de fleste tilfælde. Fisk fluerne hurtigt, men husk også at lade dem ‘svæve’ med jævne mellemrum, så gummibenene rigtigt kan arbejde magisk i vandet. Jeg garanterer, at det virker for vildt!

Knæk og bræk på efterårskysten, venner – og tak fordi I læser med!

Bedste kystfluehilsner,

Kasper

 

 

 

 

 

 

 

Havørredens livret: ‘Luksusrejen’

Det er ikke nogen hemmelighed, at havørreder elsker rejer. En simpel rejeflue er derfor ofte mit førstevalg på mine kystture. Kan jeg ikke bestemme mig, om jeg skal satse på en baitfish eller en rejesnack, så ryger rejen på som ophænger eller endeflue.

Der findes mange forskellige slags rejefluer – fra de helt simple STF-rejer (der er vanvittig effektive) til de mere komplicerede Perfect Leo Shrimps (der også er vanvittigt effektive og lækre at se på). Kystrejer er én af den slags fluer, der kan varieres i utallige former og hvor det samtidigt er muligt at sætte sit eget præg på resultatet, selvom grunddesignet ligger nogenlunde fast. Rejefluer indbyder til kreativitet ved fluestikket.

Kystfluefiskeriet er samtidigt én af den slags størrelser, hvor passionen kan sende den, der rammes i hjertekulen ud på de vildeste eventyr. De fleste kystfluefiskere lægger sjældent ud med at kaste med de mest udfordrende setups, men ender alligevel altid med det til sidst. Sådan er det også med kystfluebindingen; her bevæger man sig ligeledes ofte fra de simple STF-kreationer til også at dyrke de mere udfordrende kystfluemønstre. Og måske finder man sit eget udtryk undervejs.

Én af de rejefluer, som vi har dyrket allermest intenst, er den såkaldte ‘Luksusreje’. Rejen er Mads’ opfindelse, og den er en variant af Kern Leo Lunds ‘Perfect Leo Shrimp’, som har dannet skole for hele gummibensbevægelsen inden for kystfluebinding.

‘Luksusrejen’ er vores foretrukne rejeflue her i sommermånederne og det tidlige efterår, hvor forholdene ofte kan være udfordrende. Enten pga. blankt, krystalklart vand, talrige fødeemner eller drilske havørreder, der ikke hugger på hvad som helst. I vores optik leverer ‘Luksusrejen’ en afgørende fordel til kystfluefiskeren, fordi fluen differentierer sig afgørende fra de fleste rejefluer på markedet og samtidigt kommer helt tæt på det, den imiterer. Samtidigt fisker den optimalt uden at hægte, hvilket bare er dejligt.

‘Luksusrejen’ er ikke den nemmeste flue at binde (og den kræver nok også, at man har godt styr på the basics), men den er mega sjov at binde og til at overkomme, når man følger Mads’ anvisninger og bindetekniske tips og tricks, som de demonstreres i denne uges bindevideo. Gummibenene er ofte det største problem for mange fluebindere, hvilket desværre gør, at man bare ikke gider bøvle med den. Men Mads viser i filmen på overbevisende vis, hvordan man får gummibenene til at adlyde, så fluen sidder i skabet første gang. Sæt din laptop frem på skrivebordet, skænk en kold øl eller en kop mokka, find de materialer, som du skal bruge – og kast dig ud i binderiet sammen med Mads.

Når du har fået bundet en stak ‘Luksusrejer’ til boksen, så tag et par træk med dem ved enten Risinge hoved, Nordenhuse eller Kajbjerg i de tidligere morgentimer med stigende vand – mon ikke det forjættende træk i linen pludselig mærkes som “goddamn electric”?

Vi ses derude, venner!

// Kasper

Kyststrategier: De afgørende flueskift

“Er det havørred, er det godt”

Mon ikke de fleste kystfluefiskere har taget sig selv i at drømme sig væk i de nyeste fluekreationer, dugfriske fra stikket, for blot at vælge den samme flue som altid, når kysten inviterer til havørredjagt?

Jeg hører nok selv til den kategori, selvom jeg har lært at udfordre mine sædvanlige valg. Men jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har klargjort en boks med nye kreationer før en fisketur. Velankommet på favoritstrækket har jeg så alligevel – nærmest pr. automatik – taget mig selv i at knytte de samme klassiske fluer på forfanget gang på gang. jeg tænker, at det har noget at gøre med, at havørredfiskeri på kysten kan være tricky business, hvorfor man ikke tager flere chancer end højst nødvendigt. Derfor kræver det også en vis portion viljestyrke, hvis man vil udfordre de kræfter, som altid trækker én i retning af vanetænkningen. Det gælder livet i al sin helhed – og på kysten i særdeleshed.

Closeup 1

Foto: Mads P.//Outdoors.direct

Jeg kender mange kystfluefiskere, der sværger til kun én flue, som de bruger året rundt. Vi kan lidt humoristisk kategorisere dem som ‘kobberbassefolket’. Andre udvider repertoiret med to-tre mønstre, der tilpasses de forskellige sæsoner. Fælles for dem alle, er, at de fanger masser af havørreder hvert eneste år. Jeg kender også flere, der har boksen fuld af svedige og toptunede kreationer, men som samtidigt siger, at fluevalget ikke er afgørende! Det handler mere om at kende sine pladser og besøgstid, lyder begrundelsen.

Skal jeg kigge lidt ind i mig selv, så tilhører jeg nok i virkeligheden lidt alle tre lejre, hvor de to sidste nok smelter sammen for mig. Jeg har perioder, hvor jeg udelukkende sværger til én flue, der følger mig konstant på mine ture. Jeg kalder dem for ‘periodefluer’, og for mit vedkommende har jeg både haft ‘luksusreje-perioder’, ‘pattegris-perioder’, ‘kobberbasse-perioder’ og ‘polar magnus-perioder’. Men jeg kan også se, at jeg har tendens til at fiske med ‘kategorifluer’, der så varieres i størrelse, materialer og farver i ét væld. Kategorifluerne er helt overordnet ‘rejefluer’, ‘baitfishfluer’ og ‘allroundfluer’ – og det er også blandt dem, at jeg har oplevet de mest afgørende flueskift – fx fra en rejeflue til en tobisflue eller omvendt.

 

Det er særligt i sommerperioderne, at jeg oplever, hvordan et simpelt flueskift kan være afgørende. Ved Nordenhuse findes et lækkert rev, som fisker suverænt i de tidligere morgentimer i juli. Havørrederne kommer som regel ind med det stigende vand og afslører gerne deres ankomst på revet med spring og overfladeaktivitet. Jeg har her ofte ‘rejefluerne’ som førstevalg, men oftest har jeg måttet sande, at det var de små baitfishfluer, der fik den største opmærksomhed. Omvendt oplevede min gode ven Mads Pedersen fra Outdoors.direct et helt forrygende morgenfiskeri forleden, der først rigtigt kom i gang, da han skiftede sin baitfish ud med en lille reje. Det ville være en underdrivelse at konkludere, at netop dét flueskifte var afgørende – det var ganske enkelt altafgørende og dermed også definerende for Mads’ fiskeri i situationen. Derudover skal det nævnes, at fiskene i begge eksempler var på pladserne fra ‘the get-go’. Det er derfor en pointe, at det i høj grad også er de foreliggende konditioner, der bestemmer, hvordan vi bør agere i de givne situationer, vi møder på kysten. Det er også derfor, at jeg mener, det er helt essentielt at have et forholdsvist bredt fluesortiment, der som minimum afspejler de byttedyr, som havørreden jager.

Vi kan udvide perspektivet lidt ved også at medtage, hvordan vi fisker fluen. Jeg har ofte oplevet, hvordan en ganske lille ændring i indtagningen, både i forhold til måden og farten, kan få havørrederne op på mærkerne – fx prøvede jeg engang i Mariager fjord at jigge min ‘Brenda’ ind, med hårde, kontante ryk, i ganske høj fart. Først dér reagerede havørrederne. Med til historien hører den væsentlige detalje, at jeg – indtil skiftet i indtagningen – havde fisket fluen mere roligt og streameragtigt, som jeg plejede at gøre. Og måske endnu mere interessant; der skulle ikke engang et pladsskifte til!

Det er ellers det, vi plejer at gøre. Vi skifter plads, når der ikke er action inden for en “overskuelig” tidsramme – med det lidt sørgelige resultat, at vi ofte bruger mere tid på landevejen end ved fiskevandet. Spørgsmålet er, om det altid er den rigtige strategi?

Vi kan selvfølgelig ikke vide med garanti, om der er fisk på pladsen (dog tyder de mange undervandsoptagelser, som findes på Youtube og Facebook, at det nok oftere er tilfældet, end vi lige regner med). Derfor bør vi måske i højere grad se på de faktorer, som vi faktisk kan gøre noget ved. Nøglebegrebet er her det refleksive kystfluefiskeri, der bl.a. handler om at gøre sig konstante overvejelser om, ‘hvad’ vi gør, ‘hvordan’ vi gør – og ‘hvorfor’ vi gør, som vi gør. Det refleksive kystfluefiskeri kan udfordre vanetænkningen, fordi tilgangen handler om at eksperimentere og gøre sig fremadrettede erfaringer. Det er en måde at mobilisere sine fiskestrategier, så fiskeriet bliver mere givende. Både i form af en motiverende indre succes og en mere bugnende fangststatistik på den lange bane.

Full metal jacket

Foto: Mads P.//Outdoors.direct

Det refleksive kystfluefiskeri er ikke kun forankret på kysten. For mit vedkommende følger det mig også hjemme på kontoret, hvor jeg binder mine fluer. Det er et helt afgørende aspekt ved min passion. Selvom jeg ofte fisker med de samme fluer, så er jeg blevet bedre til at afsætte tid på mine fisketure til at teste nye mønstre – både i forhold til fluernes fisketekniske facetter og udtryk og til de mere bindetekniske forhold, der (også) knytter sig til det praktiske fiskeri. Egentlig er det meget nemt: Har jeg fået en fisk eller to – eller der med sikkerhed er fisk på pladsen – så skifter jeg som regel til et testmønster, for at sikre, at det nye mønster afprøves blandt aktive fisk. Har jeg ikke fået fisk, så ændrer jeg først på indtagningsmåden, før jeg skifter til et testmønster, der måske kan blive dagens matchvinder. Når det så er sagt, så findes der selvfølgelig også dage, hvor jeg bare holder mig til ‘the hatch of the day’ og får lidt fisk i fangstjournalen med udgangspunkt i det, der bare virker helt rigtigt i den givne situation.

Hvis I vil vide mere om, hvordan I fisker jeres fluer mest effektivt i forhold til de forskellige kystfluekategorier, så klik her.

Vi ses på kysten, venner – og tak fordi I læser med!

Bedste kystfluehilsner,

Kasper

 

 

On the rocks: Revets sølv

Mads afkroger en tobis fra sin rejeflue og spejder intenst ud over revet. Der er ikke synlig aktivitet, men vandskiftet nærmer sig med fuld kraft. Krusningerne på revets kanter afslører det stigende vand. Jeg ser, hvordan Mads lynhurtigt får fat i sin boks og foretager en flueskift. Øjeblikket efter hvisler fluelinen igen ud over revet. Dér var den, ser jeg, men hugget udebliver. Den karakteristiske hvirvel bag fluen afslører havørredens ankomst på revet. Mads lægger hurtigt et kast ud over reviret igen. Med stangen i armhulen sætter han voldsom fart i fluen, som jeg forestiller mig pile igennem og henover de store tangformationer på kongerevet ved Bøgebjerg, lige dér, hvor kystlinjen slår et af sine karakteristiske knæk. Reaktionen fra havørreden kommer prompte, og med al sin kraft, hamrer det blanke stål ubarmhjertigt til den lille tobisimitation, som Mads har knyttet på sit forfang. Tilslaget er ganske overflødigt, når både fisker og fisk er enige om den slags action. Tobisfluehugget fra havørreden er noget af det vildeste, man kan opleve som kystfluefisker.

Bøgebjerg-facts. Bøgebjerg er en af de helt klassiske fynske kystpladser. Eftersigende en sen forårsplads, men vi ynder at besøge den på alle tider af året. Det er plads, som oftest fisker suverænt, når der er godt gang i vinden, der rigtigt kan arbejde fødeemnerne op fra tangskovene på revene, hvor der er åbent hus både nat og dag for havørrederne. Det bedste fiskeri synes at være lokaliseret omkring vandskiftene – særligt ved højeste vandstand. Pladsen veksler mellem store sten, sandpartier og tæt tang, og man kan sagtens få det meste af et dagslangt fisketræk til at gå her. Morgen, middag, aften – og nat. Bøgebjerg kan levere kulissen til det vildeste havørredeventyr.

Mads råber, at han har brug for sin wing man – men jeg står allerede bag ham. Fisken er indtil videre årets bedste, og vi springer begge et hjerteslag over, da sølvtøjet for tredje gang lægger an til farefuld luftakrobatik. “Nu kommer den”, nærmest råber jeg, mens linen skærer igennem vandet, da fisken accelererer mod overfladen. Havørreden entrer gennem vandspejlet næsten lydløst, hvilket står i skærende kontrast til dens efterfølgende nedslag, der lyder massivt plaskende som en voluminøs havfrue, der hygger sig med at lave vandbomber fra molekanten.

Petittobisen

Én af vores favoritfluer til Bøgebjerg. En lille tobisimitation, der både kan fiskes hurtigt og langsomt, men helst i konstant bevægelse (som tobisen i virkeligheden). Mads er ophavsmand til fluen, men her er det Kasper, der har bundet den. Fluen hægter ikke i kastet, og så ligner den en million, når den svømmer afsted i våd tilstand. What’s not to like?

Efter små ti minutters benhård fight, hvor Mads viser absolut mandsmod, virker fisken endelig medgørlig. Jeg har placeret mig på sikker grund blandt de mange store og glatte sten bag fisken, og da Mads begynder at kane havørreden ind over de små sten på det helt lave vand, får jeg et sikkert greb om haleroden på den. Sølvskællene rasler af og dækker glinsende fronten på mine waders. Det er sølvtøj, når det allerbedst, og jeg kan mærke fiskens velproportionerede kondition.

Forårets største

Et af de billeder, der skaber fiskefeber. Læg lige mærke til det haleror!

Det er en prægtig fisk, som jeg kan overrække til min bedste ven, da jeg er på land igen. Havørreden er solidt kroget i saksen af den lille ahrex-krog, som Mads har bundet sin tobisflue på. Vi råber og skriger begge to af ren fiskeglæde og forløsning. Det er den slags øjeblikke på kysten, hvor de mange arbejdstimer synes glemt for en kort stund – og det er dens slags fangster som kun bliver bedre af at blive delt med hinanden. Det er selve essensen af det meningsfulde lystfiskeri.

De fynske kyster har været udfordrende i år. Fiskene har for vores vedkommende generelt været svære og fåtallige sammenlignet med tidligere sæsoner, mens fiskeriet omvendt var helt suverænt i de ‘kolde’ måneder. Der er blevet skrevet en del om, hvad der kan forklare det ‘svære’ fiskeri i dette års ‘klassiske’ havørredmåneder. Årsagsforklaringerne har bl.a. kredset om øgede algeforekomster og konsekvenserne af landbrugspakken. Omvendt har andre kystfiskere også oplevet deres livs bedste havørredsæson med mange store fisk på land. Hvis man skal konkludere noget, må det nok være, at der har været en enorm lokal variation i år, hvilket faktisk umuliggør en samlet havørredstatus for det fynske. Det kontinuerligt gode fiskeri øen rundt synes dog at være en kende udfordret i år – også her i sommermånederne.

SBS og materialer til Mads’ tobis? Vores homeboy Mads Pedersen fra outdoors.direct har lavet et bindesæt til den, som du kan tjekke ud lige her!

Det er heldigvis lykkedes os at finde fisk på samtlige af vores guidede ture i den sidste halvdel af marts og hele april, men rugbrødsarbejdet og forberedelserne har virkelig krævet sine ressourcer med en del nulture til de såkaldt “sikre” pladser, så vi kunne tune ind på de spots, der havde størst potentiale for at give flex – og den strategi havde vi held med. Sådan er kystfluefiskeriet nu engang, og det må man tage med, hvis man mener sit havørredfiskeri seriøst. Derfor har vi også brugt vores tid på at fiske så meget som muligt på bekostning af vores hjemmeside, som har fået lov til at passe sig selv det meste af foråret. Vi kan heldigvis se på vores besøgstal, at I ikke har glemt os, hvilket vi er meget glade for – og vi kan også se, at I har genlæst mange af de artikler som trods alt er at finde på hjemmesiden. Det synes vi giver god mening – tak for det!

Mads med sin forårsfisk

Forårssølvtøj. Mads i vanlig stil, med Bøgebjergs karakteristiske stensætning i baggrunden.

Vi har afprøvet en del nye strategier og pladser, som kommer til at danne udgangspunkt for vores kommende efterårsfiskeri, og jeg har brugt en del af min sparsomme fritid på at skrive på min bog om kystfluefiskeri efter havørred. Jeg ved ikke, hvornår jeg bliver færdig med den, men den begynder efterhånden at tage form. Jeg satser dog også på at kunne blogge lidt fra kysten, når vi er afsted. Hjerteblodet skal man værdsætte og passe på.

Derudover vil jeg gerne takke jer for de mange henvendelser om vores kystkurser og fluebindingskurser, som vi har modtaget. Der er godt nyt på vej. Vi satser på at kunne præsentere vores vinterprogram inden så længe – både hvad angår de praktiske kurser og fluebindingskurserne. Stay tuned.

Knæk og bræk derude, venner!

Bedste kystfluehilsner,

Kasper

Glimmerrejens dag

Fiskeriet på den åbne kyst er suverænt i øjeblikket. Det er den tid på året, hvor blankfiskene igen indfinder sig på de fynske kyster. De mange farvede fisk, som dominerede i oktober og november, har efterhånden indlogeret sig i de klukkende vandløb, hvor de kommende generationer af smukke havørreder bliver til i brudesengenes beskyttende grus.

Det er også på denne tid, at de store overspringere begynder at hilse på igen. René Kjær Bergen fra Nyborg var fx på tur med Mads i weekenden, hvor strabadserne resulterede i en vanvittig blankfisk på hele 67 cm. Fisken blev taget i det spritklare vand, i det allerførste morgenlys, på en grå rejeimitation. Mads oplevede fighten på tætteste hold sammen med René, og jeg har ladet mig fortælle, at det var én af den slags oplevelser, der skaber drømme.

Der sker altid noget forunderligt, når man oplever andre fiskere have tur i den. Så dukker ens egne minder frem igen, og jeg kommer til at tænke på de oplevelser, vi selv havde med de store overspringere, sidste år i december. Både Mads og jeg havde lidt for mange ‘close encounters’, hvor vi lige manglede det sidste held, men sådan er det jo.

Sådan skal det være.

Men det er faktisk ikke de store blankfisk, der er mit egentlige ærinde med dette indlæg, men nærmere nogle iagttagelser, jeg har gjort mig på det seneste. Iagttagelser, som rummer alt det, der har at gøre med kystfluefiskeriets uforklarligheder.

den-vragede-endeflue

Glimmerrejens dag. Læg mærke til den vragede “Rejevarianten”.

Jeg har været så heldig at få fisk på mine sidste tre ture – faktisk ret mange fisk. Men det er ikke antallet, det handler om. Det handler derimod om strategi og teknik. Jeg er generelt en stor fortaler for den varierede tilgang til det praktiske fiskeri; både i forhold til bevægelsesmønstre, pladsplaceringer, fluevalg og indtagningsformer. Men jeg må indrømme, at mine seneste oplevelser har sat tingene lidt i perspektiv.

Jeg har fisket på fire forskellige pladser, med omkring 5 dages mellemrum. Pladserne er alle lokaliseret inden for en radius af 20 kilometer på den fynske østkyst. Der er tale om forskellige kysttypologier – fra de små rev til de lange badekars afslutninger. Mit fluesetup har været det samme på alle pladser – en lille pink “Glimmerreje” som ophænger og “Rejevarianten” som endeflue. Vejrforholdene har været skiftende – fra overskyet til skyfrit, med en middelvind på 5-6 s/m, med skiftende temperaturer i intervallet 2 til 8 grader. Vandstanden har været ret forskellig – fra højvande på to af pladserne til ekstremt lavvande på den sidste turs to pladser, med spritklart vand på alle turene.

den-sidste-fase

Glimmerejen strikes back – igen!

Som det tydeligt fremgår, så har der været tale om markant forskellige fiskesituationer og konditioner på mine ture. Men ét nøglebegreb samler eventyret på tværs af tid, sted og vejrforhold, og det er begrebet ‘hurtighed’. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at ‘hurtighed’ rent fisketeknisk har været en grundlæggende forudsætning for at få havørrederne i tale. Vi taler om rendyrket ‘barracuda-style’ med stangen i armhulen hver gang, uden undtagelse, og med lynhurtige affiskninger af de forskellige hotspots.

Hvorfor er Glimmerrejen så suveræn? Er det dens minimalistiske træk, der gør forskellen? Eller er det Glimmerrejens aura i våd tilstand, der ‘udstråler’ liv trods dens åbenlyse kunstighed? Jeg tror mest på det sidste, for det har også noget at gøre med fluens synlighed. Der er tale om en ekstremt synlig flue, der fungerer under alle lysforhold. Bindes den rigtigt, får fluen et helt særligt forjættende glans, når den suser mellem tangbuskene på kysten – det ser så fedt ud! At fluen samtidigt er blevet lidt af en kystklassiker rummer nok også en del af forklaringen. Ophavsmanden til Glimmerrejen hedder Torben Gosch, der i slut-firserne bandt den allerførste version af fluen med frynset glimmergarn. I begyndelsen af 90’erne gjorde Jan Grünwald fluen alment kendt, da han præsenterede den i sin kultbog “Havørred – spin og flue i saltvand”, og Glimmerrejen findes i dag i et utal af varianter. Min favoritversion er bundet af pink cactus chenille, sorte mono eyes (der kan udelades) og pink polarræv som hale – that’s it!

Når jeg fiskede mine fluer med et normalt, varieret tempo fik jeg ingen reaktion – hverken på ophængeren eller endefluen – og det endda selvom der synligt var fisk på pladserne. I det øjeblik, jeg fiskede mine fluer ekstremt hurtigt, kom interessen og huggene igen i en lind strøm; at samtlige fisk (lige på nær en enkelt) så samtidigt kun var interesseret i ophængeren, gjorde ikke iagttagelserne mindre interessante. Havørrederne har i dén grad fejret Glimmerrejens dag her på det seneste, synes jeg.

En del af forklaringen på dette, tror jeg, skyldes forholdet mellem ‘nøglestimuli’ og ‘superstimuli’. Når en havørred ser et potentielt byttedyr flygte hurtigt, så aktiveres jagtinstinktet automatisk. Det interessante er, at havørreden i de ovenstående situationer ikke valgte den rejeflue, der mest lignede noget, der kunne spises. Omvendt kan man så også hævde, at ‘barracuda’-teknikken ikke tilføjer rejefluen de karakteristiske ‘hop’ og derfor ikke imiterer optimalt. Men én ting er sikkert: Havørrederne kastede sig i stedet over den lille pink Glimmerreje uden at spørge først – jeg oplevede både forjættende trykbølger, angreb af flere omgange og brutale hug.

haleror

Én af grundene til, at den blanke havørred er en besættelse for livet. Tjek lige den transparente hale, dér!

Jeg har en teori om, at den aggressive reaktion har noget at gøre med, hvordan netop Glimmerrejen påvirker havørredens instinkter. Glimmerrejen er i min optik en ren ‘superstimuli’-flue, der helt ekstremt differentierer sig i forhold til alle naturlige parametre. Fiskes sådan en fluetype langsomt, så gennemskuer havørreden lynhurtigt bedraget og mister interessen. Fiskes den derimod ekstremt hurtigt, så spiller fluen både nøglestimulerende og superstimulerende på én gang – og jeg tænker, at det er én af faktorerne, der måske gjorde en forskel.

Alle fisk, jeg fangede, var i øvrigt velnærede, hvilket igen underbygger, at havørrederne nok ikke har hugget af sult, men i højere grad af ren instinktiv aggression som følge af en generel territorial adfærd. Pladstypologierne understøtter i øvrigt også den tese.

Hvad kan vi så bruge ovenstående til?

Måske i virkeligheden ikke til så meget. Havørredfiskeri er umulig at sætte på eksakt formel, men vi kan altid føje lidt mere til den store havørredbog, når vi erfarer oplevelser, der forandrer vores perspektiver. Når jeg tænker tilbage på alle de situationer, hvor jeg har fisket med Glimmerrejen, både som ophænger, endeflue eller helt solo, så har jeg klart haft størst succes med at fiske den ekstremt hurtigt, og jeg tror, at en væsentlig del af forklaringen skyldes noget af det, jeg har fået bekræftet på det seneste. Med de naturalistiske rejefluer forholder det sig helt anderledes, hvilket egentlig ikke er så overraskende. Omvendt må jeg også konstatere, at de naturalistiske fluer er kommet til kort på det seneste – i hvert fald i mit fiskeri. At Mads så oplever det diametralt modsatte i sit fiskeri i øjeblikket, bekræfter egentlig bare, at vi er nødt til at eksperimentere og lære af de erfaringer, vi hele tiden gør os. Renés fantastiske fisk er også et godt eksempel på dette.

Men at mit eget fiskeri alligevel har været kategoriseret i så fast en form, som jeg har oplevet her på det seneste, er mig alligevel en gåde, og den får mig til at tænke, at det måske er på tide at sige: “Fuck the rules”.

Knæk og bræk derude og god fornøjelse med eksperimenterne – det er lige nu, det sker!

De bedste kystfluehilsner,

Kasper

Det meningsfulde lystfiskeri og kystrejen ‘Thin Lizzy’

DET MENINGSFULDE LYSTFISKERI

Jeg har altid haft lystfiskeriet i mit liv, og så langt jeg  kan huske tilbage, har lystfiskeriet haft en stor plads i mit liv. Jeg begyndte faktisk med prop og orm langs Karup å, lige uden for Skive, hvor min far boede. At se de store havørreder komme trækkende i den legendariske å, med massive kølbølger som resultat, plantede nok ét af de væsentligste lystfiskerfrø, som senere bare skulle vandes med lidt saltvand for at spire. Fiskeriet har altid været et sted, hvor der blev hygget med kammeraterne. Om det foregik ved åen, søen eller havet var nok i virkeligheden ikke så afgørende. Lystfiskeriet blev et fristed i naturen, med masser af frisk luft i kinderne, som gav mig så meget igen.

De sidste mange år har mit lystfiskerliv næsten udelukkende handlet om kystens havørreder, med fluestangen som mit allervigtigste redskab. Kystfluefiskeriet rummer for mig alt det, som drager mig. Det er her, jeg finder det, der giver mig allermest udfordring og derfor også allermest mening og essens. Udfordringen består i at få naturens luner til at spille sammen med mig som fluefisker – vindens muligheder, de sky fisk, præsentationen af fluen og tilfredsstillelsen ved et vellykket, langt kast, når havørrederne trækker langs de ydre kanter på distancen.

img_0989

FLUEBINDINGENS BETYDNING

Hvis jeg skal beskrive, hvad fluebinding betyder for mig, vil jeg sige, at det er den del af mit lystfiskerliv, hvor jeg får lov at lege og eksperimentere med min kreative side. Fluebindingen er en stor kontrast til mit meget daglige job som tømrer, men man kan sige, at fluebindingen og tømrerfaget er forbundet på den måde, at begge fag handler om håndværk. Der ligger for mig en stor tilfredsstillelse i at se, hvordan noget tager form, hvordan noget kan sættes sammen, så det fungerer og samtidigt rummer en æstetisk dimension. Fluebindingen er ikke en fysisk aktivitet på samme niveau som tømrergerningen, hvorfor fluebindingen nok også i højere grad er en måde, hvor jeg får tanket energi og overskud – og samtidigt får omsat den trang, jeg konstant har til at designe og forme, omend i en noget anderledes kontekst end træ og søm.

Jeg er selvlært fluebinder, og jeg har nok betalt nogle dyre lærepenge igennem årene, tror jeg? Både i forhold til at bruge penge på materialer, jeg ikke fik det optimale ud af – men også på at binde fluer, der viste sig ikke at kunne fange fisk. Mange af mine kystture er dedikeret til testfiskeri, og det er meget sjældent, at jeg ikke har mine testfluer med i boksen. Selvom mange af disse testfluer igennem tiden er blevet kasseret, så fortsætter jeg med at teste, for jeg ved, at pludselig rammer man et fluedesign, som viser sig at være en rigtig “fiskefanger”. Der ligger en enorm stor tilfredsstillelse i at lykkedes med sin fluebinding på det niveau, og jeg kan næsten ikke få armene ned efter et hårdt havørred take på en testflue. Viser det sig så, at denne testflue faktisk ikke bare fanger én havørred, men bliver ved med at fange havørreder, ja, så er det bare den vildeste følelse, der giver én lyst og gejst til at blive ved med at udvikle og afprøve. I den forstand kan man sige, at man aldrig bliver færdig. Der venter hele tiden nye potentielle eventyr.

img_9062

Jeg har de sidste måneder “arbejdet”på en ny kystflue, og jeg mener nu, at den er justeret helt på plads, så den kan tåle en offentliggørelse, så andre også får muligheden for at binde og fiske med denne rejeflue under det kommende vinterfiskeri – og faktisk har den allerede skønne havørredskæl på samvittigheden.

Fluen har fået navnet “Thin Lizzy”, og den er bundet ud fra de kriterier, som jeg selv sætter pris på ved en god kystreje. Hvis du vil vide mere om disse, så vil jeg anbefale, at du melder dig til vores fluebindingskurser.

God fornøjelse ved stikket og det kommende fiskeri, venner.

Bedste hilsner,

Mads

Materialer til “Thin Lizzy”:

  • Krog 4-6
  • Uni-Mono Fine/Clear
  • Round Wire 035
  • Mallardfibre i natur
  • UV Pink dubbing, fx STF
  • 3-4 stk. hvide isbjørnehår
  • Kaninunderuld i sand.
  • Grizzly hanehackler
  • Lilla Crystal Flash
  • Grizzly craft fur
  • Rejeøjne
  • UV-lim
  • Lak

BILLED-SBS:

img_9050

img_9051

img_9052

img_9053

img_9054

img_9055

img_9056

img_9058

img_9059

img_9060

img_9061

img_1055

The Ultimate Nullifier

Jeg tror, de fleste kystfluefiskere har et næsten religiøst forhold til de kystfluer, de anvender i deres fiskeri på kysterne og fjordene. Men jeg hører også ofte om kystfluefiskere, der kun anvender én flue. Argumentet lyder helt enkelt: “hvis havørreden ser fluen, er sulten og på jagt, så tager den fluen uanset hvad”. I min optik er det både rigtigt og forkert.

Havørreden er uden tvivl en opportunistisk rovfisk, med instinkterne helt uden på de sølvglinsende skæl – men den kan også være en ekstremt selektiv fisk, der ikke lader sig nøje med hvad som helst, vi serverer for den. Der er selvfølgelig forskel på, hvornår på året, du oplever havørredens luner. Når fødeemnerne er knappe og havørrederne er sultne, så skal der ikke så meget til.

Omvendt har jeg også oplevet ekstremt svære fisk i forårets kongemåneder.

Jeg vil derfor argumentere for, at vi tænker vores fluer – og derved også vores fluebinding – ind i en ramme, hvor det handler om at fokusere pragmatisk på det, vi bruger vores kystfluer til, nemlig til at fange fisk med.

Kystfiskeriet efter havørred forandrer sig fra år til år, fordi de kystpladser, hvor vi fisker havørred, undergår en række naturgivne forandringer (storm, undersøisk strøm etc.), der så at sige reshaper bundforhold, vegetation, revkonturer.

På samme måde skal vi også tænke vores kystfluer, så vi hele tiden har de fluer i æsken, som kan bruges under forskellige omstændigheder og i forskellige fiskesituationer.

Min flueboks afspejler både tradition og fornyelse. Jeg er stor fan af de klassiske havørredmønstre, som jeg altid bruger – men jeg forsøger også at tage udgangspunkt i traditionen, når jeg designer nye mønstre. Særligt den sidste del har at gøre med de foranderlige situationer, som vi gang på gang oplever – og som derfor står helt centralt som helt brugbare erfaringer i min fluebindingspraksis.

Den flue, som jeg vil vise, har sit udspring i en dag på kysten, hvor jeg fandt en flok aktive havørreder, der fouragerede og tailede på meget lavt vand. Havørrederne var totalt ligeglade med mine små ubelastede tanglopper og transparente rejer. Uheldigvis var alle mine baitfishmønstre og små streamers belastede, så jeg kunne ikke få dem til at svæve i vandet, så jeg effektivt kunne fiske fluerne på det lave vand – faktisk gjorde de umiddelbart mere skade end gavn. Det var ekstremt frustrerende, så jeg trak en nulbon, selvom fiskene var på pladsen.

Med udgangspunkt i Jesper Alives tanker om ubelastede fluer og mine egne om de vigtige enkelthedsprincipper udviklede jeg derfor et baitfish-mønster, som rummer de features, der gør det muligt at fiske fluen svævende langsomt, med mulighed for et aggressivt og eksplosivt flygtende træk i linen, så den både kan ‘hænge’ over vegetationen og pludseligt flygte væk. Det er noget, der kan få selv den mest kræsne havørred op på finnerne, hvilket jeg ofte har oplevet – og jeg er sikker på, at den havde gjort en forskel i ovenstående oplevelse med de kræsne fisk.

Fluen hedder “The Ultimate Nullifier”:

kutling-baitfish

“THE ULTIMATE NULLIFIER”

Materialeliste:

Krog: Ahrex NS122 light stinger #6

Bindetråd: Monoclear

Hale: Whiting coq de leon (dark pardo) + crystal flash small

Krop: Lite brite (pearl) + spectra dub (violet)

Kropshackle: Whiting coq de leon (dark pardo)

Øjne: Rejeøjne

Hoved: Marabou fra Whiting coq de leon (dark pardo) + kropsdubbing

Bindevejledning:

1. Begynd med at fæstne tråden på krogen, som du plejer. Dernæst udvælger du en passende coq de leon fjer fra nakken. Vælg en lang fjer, så du har fjermateriale nok til hele fluen. Du skal nemlig kun bruge én fjer til hele fluen. Lav et halebundt af de lange fibre på fjerstammen, som du stripper af. Bind det ind sammen med to stråler crystal flash, som du vender dobbelt og bagud. Halen må ikke være længere end selve krogskaftet.

2. Dernæst binder du rejeøjnene ind, så de flugter med krogskaftet op mod krogøjet. Du får rejeøjnene til at stritte ud til siderne ved hjælp af ottetals-beviklinger, så de sidder på samme måde som kuglekædeøjne. Husk på, at der skal være plads til at forme hovedet, så det ser harmonisk ud.

3. Nu er det tid til at mixe kropsdubbingen. Tag et godt bundt lite brite og en lille smule af spectra dubbingen, som du blender sammen. Når kropsdubbingen er færdig, har den et svagt violet shine, som ser for vildt ud i våd tilstand. Herefter dubber du kroppen, som du plejer. Kroppen må gerne have et let taperet udtryk.

4. Derefter skal du have fat i fjerstammen igen. Mål evt. fibrene i forhold til krogen, så fluen får et harmonisk udtryk, når hackler fluen. Hacklet bindes ind, så de længste fibre er forrest. Når du har låst hacklet, bruger du bindetråden som rib, og fører den tilbage over kroppen til indbindingspunktet bagerst, hvorefter du tvinger kropshacklet om kroppen. Når du har kropshacklet på plads, bruger du den transparente bindetråd til at låse og ribbe kropshacklet modsat op mod krogøjet.

5. Nu er det tid til at lave det sidste på fluen, nemlig hovedet. Lav en dubbingløkke, hvori du mixer og spinder marabouen, som du har strippet fra den nederste del af fjerstammen, sammen med lidt af den blendede dubbing, som du har brugt til kroppen. Det er vigtigt, at marabouen udgør den dominerende del af materialesammensætningen. Herefter tørner du den spundne dubbingløkke om rejeøjnene, så hovedet får et harmonisk udtryk.

6. Afslut med whipfinish og en gennembørstning af fluen.

“The Ultimate Nullifier” er en kystflue, som er tænkt som en lille kutlingeimitation, men som også kan fungere som en fræk og anderledes rejeimitation. Selvom materialerne er porøse, så er det en superstærk flue, der virkelig kan holde til at blive gnasket.

God bindelyst ved stikket, venner – og knæk og bræk derude.

Kystfluehilsner,

Kasper T.