Havørredens livret: ‘Luksusrejen’

Det er ikke nogen hemmelighed, at havørreder elsker rejer. En simpel rejeflue er derfor ofte mit førstevalg på mine kystture. Kan jeg ikke bestemme mig, om jeg skal satse på en baitfish eller en rejesnack, så ryger rejen på som ophænger eller endeflue.

Der findes mange forskellige slags rejefluer – fra de helt simple STF-rejer (der er vanvittig effektive) til de mere komplicerede Perfect Leo Shrimps (der også er vanvittigt effektive og lækre at se på). Kystrejer er én af den slags fluer, der kan varieres i utallige former og hvor det samtidigt er muligt at sætte sit eget præg på resultatet, selvom grunddesignet ligger nogenlunde fast. Rejefluer indbyder til kreativitet ved fluestikket.

Kystfluefiskeriet er samtidigt én af den slags størrelser, hvor passionen kan sende den, der rammes i hjertekulen ud på de vildeste eventyr. De fleste kystfluefiskere lægger sjældent ud med at kaste med de mest udfordrende setups, men ender alligevel altid med det til sidst. Sådan er det også med kystfluebindingen; her bevæger man sig ligeledes ofte fra de simple STF-kreationer til også at dyrke de mere udfordrende kystfluemønstre. Og måske finder man sit eget udtryk undervejs.

Én af de rejefluer, som vi har dyrket allermest intenst, er den såkaldte ‘Luksusreje’. Rejen er Mads’ opfindelse, og den er en variant af Kern Leo Lunds ‘Perfect Leo Shrimp’, som har dannet skole for hele gummibensbevægelsen inden for kystfluebinding.

‘Luksusrejen’ er vores foretrukne rejeflue her i sommermånederne og det tidlige efterår, hvor forholdene ofte kan være udfordrende. Enten pga. blankt, krystalklart vand, talrige fødeemner eller drilske havørreder, der ikke hugger på hvad som helst. I vores optik leverer ‘Luksusrejen’ en afgørende fordel til kystfluefiskeren, fordi fluen differentierer sig afgørende fra de fleste rejefluer på markedet og samtidigt kommer helt tæt på det, den imiterer. Samtidigt fisker den optimalt uden at hægte, hvilket bare er dejligt.

‘Luksusrejen’ er ikke den nemmeste flue at binde (og den kræver nok også, at man har godt styr på the basics), men den er mega sjov at binde og til at overkomme, når man følger Mads’ anvisninger og bindetekniske tips og tricks, som de demonstreres i denne uges bindevideo. Gummibenene er ofte det største problem for mange fluebindere, hvilket desværre gør, at man bare ikke gider bøvle med den. Men Mads viser i filmen på overbevisende vis, hvordan man får gummibenene til at adlyde, så fluen sidder i skabet første gang. Sæt din laptop frem på skrivebordet, skænk en kold øl eller en kop mokka, find de materialer, som du skal bruge – og kast dig ud i binderiet sammen med Mads.

Når du har fået bundet en stak ‘Luksusrejer’ til boksen, så tag et par træk med dem ved enten Risinge hoved, Nordenhuse eller Kajbjerg i de tidligere morgentimer med stigende vand – mon ikke det forjættende træk i linen pludselig mærkes som “goddamn electric”?

Vi ses derude, venner!

// Kasper

Kyststrategier: De afgørende flueskift

“Er det havørred, er det godt”

Mon ikke de fleste kystfluefiskere har taget sig selv i at drømme sig væk i de nyeste fluekreationer, dugfriske fra stikket, for blot at vælge den samme flue som altid, når kysten inviterer til havørredjagt?

Jeg hører nok selv til den kategori, selvom jeg har lært at udfordre mine sædvanlige valg. Men jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har klargjort en boks med nye kreationer før en fisketur. Velankommet på favoritstrækket har jeg så alligevel – nærmest pr. automatik – taget mig selv i at knytte de samme klassiske fluer på forfanget gang på gang. jeg tænker, at det har noget at gøre med, at havørredfiskeri på kysten kan være tricky business, hvorfor man ikke tager flere chancer end højst nødvendigt. Derfor kræver det også en vis portion viljestyrke, hvis man vil udfordre de kræfter, som altid trækker én i retning af vanetænkningen. Det gælder livet i al sin helhed – og på kysten i særdeleshed.

Closeup 1

Foto: Mads P.//Outdoors.direct

Jeg kender mange kystfluefiskere, der sværger til kun én flue, som de bruger året rundt. Vi kan lidt humoristisk kategorisere dem som ‘kobberbassefolket’. Andre udvider repertoiret med to-tre mønstre, der tilpasses de forskellige sæsoner. Fælles for dem alle, er, at de fanger masser af havørreder hvert eneste år. Jeg kender også flere, der har boksen fuld af svedige og toptunede kreationer, men som samtidigt siger, at fluevalget ikke er afgørende! Det handler mere om at kende sine pladser og besøgstid, lyder begrundelsen.

Skal jeg kigge lidt ind i mig selv, så tilhører jeg nok i virkeligheden lidt alle tre lejre, hvor de to sidste nok smelter sammen for mig. Jeg har perioder, hvor jeg udelukkende sværger til én flue, der følger mig konstant på mine ture. Jeg kalder dem for ‘periodefluer’, og for mit vedkommende har jeg både haft ‘luksusreje-perioder’, ‘pattegris-perioder’, ‘kobberbasse-perioder’ og ‘polar magnus-perioder’. Men jeg kan også se, at jeg har tendens til at fiske med ‘kategorifluer’, der så varieres i størrelse, materialer og farver i ét væld. Kategorifluerne er helt overordnet ‘rejefluer’, ‘baitfishfluer’ og ‘allroundfluer’ – og det er også blandt dem, at jeg har oplevet de mest afgørende flueskift – fx fra en rejeflue til en tobisflue eller omvendt.

 

Det er særligt i sommerperioderne, at jeg oplever, hvordan et simpelt flueskift kan være afgørende. Ved Nordenhuse findes et lækkert rev, som fisker suverænt i de tidligere morgentimer i juli. Havørrederne kommer som regel ind med det stigende vand og afslører gerne deres ankomst på revet med spring og overfladeaktivitet. Jeg har her ofte ‘rejefluerne’ som førstevalg, men oftest har jeg måttet sande, at det var de små baitfishfluer, der fik den største opmærksomhed. Omvendt oplevede min gode ven Mads Pedersen fra Outdoors.direct et helt forrygende morgenfiskeri forleden, der først rigtigt kom i gang, da han skiftede sin baitfish ud med en lille reje. Det ville være en underdrivelse at konkludere, at netop dét flueskifte var afgørende – det var ganske enkelt altafgørende og dermed også definerende for Mads’ fiskeri i situationen. Derudover skal det nævnes, at fiskene i begge eksempler var på pladserne fra ‘the get-go’. Det er derfor en pointe, at det i høj grad også er de foreliggende konditioner, der bestemmer, hvordan vi bør agere i de givne situationer, vi møder på kysten. Det er også derfor, at jeg mener, det er helt essentielt at have et forholdsvist bredt fluesortiment, der som minimum afspejler de byttedyr, som havørreden jager.

Vi kan udvide perspektivet lidt ved også at medtage, hvordan vi fisker fluen. Jeg har ofte oplevet, hvordan en ganske lille ændring i indtagningen, både i forhold til måden og farten, kan få havørrederne op på mærkerne – fx prøvede jeg engang i Mariager fjord at jigge min ‘Brenda’ ind, med hårde, kontante ryk, i ganske høj fart. Først dér reagerede havørrederne. Med til historien hører den væsentlige detalje, at jeg – indtil skiftet i indtagningen – havde fisket fluen mere roligt og streameragtigt, som jeg plejede at gøre. Og måske endnu mere interessant; der skulle ikke engang et pladsskifte til!

Det er ellers det, vi plejer at gøre. Vi skifter plads, når der ikke er action inden for en “overskuelig” tidsramme – med det lidt sørgelige resultat, at vi ofte bruger mere tid på landevejen end ved fiskevandet. Spørgsmålet er, om det altid er den rigtige strategi?

Vi kan selvfølgelig ikke vide med garanti, om der er fisk på pladsen (dog tyder de mange undervandsoptagelser, som findes på Youtube og Facebook, at det nok oftere er tilfældet, end vi lige regner med). Derfor bør vi måske i højere grad se på de faktorer, som vi faktisk kan gøre noget ved. Nøglebegrebet er her det refleksive kystfluefiskeri, der bl.a. handler om at gøre sig konstante overvejelser om, ‘hvad’ vi gør, ‘hvordan’ vi gør – og ‘hvorfor’ vi gør, som vi gør. Det refleksive kystfluefiskeri kan udfordre vanetænkningen, fordi tilgangen handler om at eksperimentere og gøre sig fremadrettede erfaringer. Det er en måde at mobilisere sine fiskestrategier, så fiskeriet bliver mere givende. Både i form af en motiverende indre succes og en mere bugnende fangststatistik på den lange bane.

Full metal jacket

Foto: Mads P.//Outdoors.direct

Det refleksive kystfluefiskeri er ikke kun forankret på kysten. For mit vedkommende følger det mig også hjemme på kontoret, hvor jeg binder mine fluer. Det er et helt afgørende aspekt ved min passion. Selvom jeg ofte fisker med de samme fluer, så er jeg blevet bedre til at afsætte tid på mine fisketure til at teste nye mønstre – både i forhold til fluernes fisketekniske facetter og udtryk og til de mere bindetekniske forhold, der (også) knytter sig til det praktiske fiskeri. Egentlig er det meget nemt: Har jeg fået en fisk eller to – eller der med sikkerhed er fisk på pladsen – så skifter jeg som regel til et testmønster, for at sikre, at det nye mønster afprøves blandt aktive fisk. Har jeg ikke fået fisk, så ændrer jeg først på indtagningsmåden, før jeg skifter til et testmønster, der måske kan blive dagens matchvinder. Når det så er sagt, så findes der selvfølgelig også dage, hvor jeg bare holder mig til ‘the hatch of the day’ og får lidt fisk i fangstjournalen med udgangspunkt i det, der bare virker helt rigtigt i den givne situation.

Hvis I vil vide mere om, hvordan I fisker jeres fluer mest effektivt i forhold til de forskellige kystfluekategorier, så klik her.

Vi ses på kysten, venner – og tak fordi I læser med!

Bedste kystfluehilsner,

Kasper

 

 

On the rocks: Revets sølv

Mads afkroger en tobis fra sin rejeflue og spejder intenst ud over revet. Der er ikke synlig aktivitet, men vandskiftet nærmer sig med fuld kraft. Krusningerne på revets kanter afslører det stigende vand. Jeg ser, hvordan Mads lynhurtigt får fat i sin boks og foretager en flueskift. Øjeblikket efter hvisler fluelinen igen ud over revet. Dér var den, ser jeg, men hugget udebliver. Den karakteristiske hvirvel bag fluen afslører havørredens ankomst på revet. Mads lægger hurtigt et kast ud over reviret igen. Med stangen i armhulen sætter han voldsom fart i fluen, som jeg forestiller mig pile igennem og henover de store tangformationer på kongerevet ved Bøgebjerg, lige dér, hvor kystlinjen slår et af sine karakteristiske knæk. Reaktionen fra havørreden kommer prompte, og med al sin kraft, hamrer det blanke stål ubarmhjertigt til den lille tobisimitation, som Mads har knyttet på sit forfang. Tilslaget er ganske overflødigt, når både fisker og fisk er enige om den slags action. Tobisfluehugget fra havørreden er noget af det vildeste, man kan opleve som kystfluefisker.

Bøgebjerg-facts. Bøgebjerg er en af de helt klassiske fynske kystpladser. Eftersigende en sen forårsplads, men vi ynder at besøge den på alle tider af året. Det er plads, som oftest fisker suverænt, når der er godt gang i vinden, der rigtigt kan arbejde fødeemnerne op fra tangskovene på revene, hvor der er åbent hus både nat og dag for havørrederne. Det bedste fiskeri synes at være lokaliseret omkring vandskiftene – særligt ved højeste vandstand. Pladsen veksler mellem store sten, sandpartier og tæt tang, og man kan sagtens få det meste af et dagslangt fisketræk til at gå her. Morgen, middag, aften – og nat. Bøgebjerg kan levere kulissen til det vildeste havørredeventyr.

Mads råber, at han har brug for sin wing man – men jeg står allerede bag ham. Fisken er indtil videre årets bedste, og vi springer begge et hjerteslag over, da sølvtøjet for tredje gang lægger an til farefuld luftakrobatik. “Nu kommer den”, nærmest råber jeg, mens linen skærer igennem vandet, da fisken accelererer mod overfladen. Havørreden entrer gennem vandspejlet næsten lydløst, hvilket står i skærende kontrast til dens efterfølgende nedslag, der lyder massivt plaskende som en voluminøs havfrue, der hygger sig med at lave vandbomber fra molekanten.

Petittobisen

Én af vores favoritfluer til Bøgebjerg. En lille tobisimitation, der både kan fiskes hurtigt og langsomt, men helst i konstant bevægelse (som tobisen i virkeligheden). Mads er ophavsmand til fluen, men her er det Kasper, der har bundet den. Fluen hægter ikke i kastet, og så ligner den en million, når den svømmer afsted i våd tilstand. What’s not to like?

Efter små ti minutters benhård fight, hvor Mads viser absolut mandsmod, virker fisken endelig medgørlig. Jeg har placeret mig på sikker grund blandt de mange store og glatte sten bag fisken, og da Mads begynder at kane havørreden ind over de små sten på det helt lave vand, får jeg et sikkert greb om haleroden på den. Sølvskællene rasler af og dækker glinsende fronten på mine waders. Det er sølvtøj, når det allerbedst, og jeg kan mærke fiskens velproportionerede kondition.

Forårets største

Et af de billeder, der skaber fiskefeber. Læg lige mærke til det haleror!

Det er en prægtig fisk, som jeg kan overrække til min bedste ven, da jeg er på land igen. Havørreden er solidt kroget i saksen af den lille ahrex-krog, som Mads har bundet sin tobisflue på. Vi råber og skriger begge to af ren fiskeglæde og forløsning. Det er den slags øjeblikke på kysten, hvor de mange arbejdstimer synes glemt for en kort stund – og det er dens slags fangster som kun bliver bedre af at blive delt med hinanden. Det er selve essensen af det meningsfulde lystfiskeri.

De fynske kyster har været udfordrende i år. Fiskene har for vores vedkommende generelt været svære og fåtallige sammenlignet med tidligere sæsoner, mens fiskeriet omvendt var helt suverænt i de ‘kolde’ måneder. Der er blevet skrevet en del om, hvad der kan forklare det ‘svære’ fiskeri i dette års ‘klassiske’ havørredmåneder. Årsagsforklaringerne har bl.a. kredset om øgede algeforekomster og konsekvenserne af landbrugspakken. Omvendt har andre kystfiskere også oplevet deres livs bedste havørredsæson med mange store fisk på land. Hvis man skal konkludere noget, må det nok være, at der har været en enorm lokal variation i år, hvilket faktisk umuliggør en samlet havørredstatus for det fynske. Det kontinuerligt gode fiskeri øen rundt synes dog at være en kende udfordret i år – også her i sommermånederne.

SBS og materialer til Mads’ tobis? Vores homeboy Mads Pedersen fra outdoors.direct har lavet et bindesæt til den, som du kan tjekke ud lige her!

Det er heldigvis lykkedes os at finde fisk på samtlige af vores guidede ture i den sidste halvdel af marts og hele april, men rugbrødsarbejdet og forberedelserne har virkelig krævet sine ressourcer med en del nulture til de såkaldt “sikre” pladser, så vi kunne tune ind på de spots, der havde størst potentiale for at give flex – og den strategi havde vi held med. Sådan er kystfluefiskeriet nu engang, og det må man tage med, hvis man mener sit havørredfiskeri seriøst. Derfor har vi også brugt vores tid på at fiske så meget som muligt på bekostning af vores hjemmeside, som har fået lov til at passe sig selv det meste af foråret. Vi kan heldigvis se på vores besøgstal, at I ikke har glemt os, hvilket vi er meget glade for – og vi kan også se, at I har genlæst mange af de artikler som trods alt er at finde på hjemmesiden. Det synes vi giver god mening – tak for det!

Mads med sin forårsfisk

Forårssølvtøj. Mads i vanlig stil, med Bøgebjergs karakteristiske stensætning i baggrunden.

Vi har afprøvet en del nye strategier og pladser, som kommer til at danne udgangspunkt for vores kommende efterårsfiskeri, og jeg har brugt en del af min sparsomme fritid på at skrive på min bog om kystfluefiskeri efter havørred. Jeg ved ikke, hvornår jeg bliver færdig med den, men den begynder efterhånden at tage form. Jeg satser dog også på at kunne blogge lidt fra kysten, når vi er afsted. Hjerteblodet skal man værdsætte og passe på.

Derudover vil jeg gerne takke jer for de mange henvendelser om vores kystkurser og fluebindingskurser, som vi har modtaget. Der er godt nyt på vej. Vi satser på at kunne præsentere vores vinterprogram inden så længe – både hvad angår de praktiske kurser og fluebindingskurserne. Stay tuned.

Knæk og bræk derude, venner!

Bedste kystfluehilsner,

Kasper

Winter Games: Magi på den åbne vinterkyst

“Giv mig vinter, giv mig hunde, så kan du beholde resten”. Sådan skriver én af mine helte Knud Rasmussen et sted. Jeg er næsten enig med ham. Hvis man skifter ‘hunde’ ud med ‘havørreder’, så ville vi være helt i sync med hinanden. Men jeg elsker Rasmussens ord, fordi de helt præcist indeholder den kompromisløse energi, der er så genkendelig, når man har fundet sit metier i livet. Dér, hvor man mærker, man lever!

Vinterfiskeriet er udfordrende. Så er det sagt. Ofte må man indkassere en nulbon – ikke fordi havørrederne nødvendigvis er sværere at få i tale om vinteren, men nærmere fordi de kan være svære at lokalisere.

Vinterhavørreden har det med at samle sig i større eller mindre flokke. Derfor handler vinterfiskeriet efter havørred primært om at få lokaliseret disse flokke, hvis man skal have succes. Og det kræver arbejde. Meget arbejde, hvis man da ikke lige laver et bullseye på det første spot. Det er i virkeligheden den helt simple nøgle. Arbejde og arbejde.

De store overspringere har det med at følge deres egen logik – og den logik er komplet uforudsigelig. Vi er stødt på dem under konditioner, som mildest talt var håbløse i forhold til havørredbogens dogmer – og de har brilleret med et eklatant fravær, når alle faktorer tilsyneladende gik op i en højere enhed.

Når det så er sagt, så rummer vinterfiskeriet på kysten et fantastisk potentiale, selvom der kan være langt mellem havørrederne. Traditionelt set bruger mange kystfluefiskere de kolde måneder til at sidde foran fluestikket, hvor forårsboksen klargøres til de store slag i marts og april. Og det er der ikke noget galt med; det er både hyggeligt og motiverende. Men vi vil gerne opfordre til et mere koncentreret og aktivt kystfluefiskeri i vintermånederne på den åbne kyst, fordi det både er meningsfuldt og til tider eventyrligt at være i gang med fiskeriet året rundt.

kasper-affiskning

Den endeløse jagt. Her fiskes over et stort badekar. Det er tredje revle, der anes derude.

Jeg har været en tur i min fiskedagbog, hvor jeg har forsøgt at finde frem til de mønstre, som jeg synes, man kan udlede et par brugbare erfaringer af. Langt de fleste af vores kystture i vintermånederne går faktisk til den åbne kyst. Kun enkelte gange tager vi en tur i fjorden. Når man læser havørredlitteraturen, så lyder det som en halsløs strategi, men én ting er det, der står i bøgerne – noget andet er ofte det, der sker ude i virkeligheden, når man gider arbejde lidt for sagen. De følgende kølige kystfluetips er struktureret i tre kategorier, som afspejler min måde at tænke mit vinterfiskeri på.

Vinterhotspots – findes de?

Jeg bryder mig egentlig ikke om begrebet ‘hotspot’. I min optik er det et rigtigt lystfiskerbegreb, der indikerer, at her kan man altid fange havørreder. Der er selvfølgelig steder på kysten, hvor sandsynligheden er større for at møde havørrederne end andre, men havørreder er havørreder, og de bestemmer altså showet selv. Du kan i øvrigt læse meget mere om vores syn på begrebet ‘hotspot’ her.

Som jeg skrev tidligere, så trækker vinterørrederne ofte rundt i større eller mindre flokke. Nøglen til succes er at få lokaliseret disse flokke. Hvis man fisker, som man normalt gør, kan man meget hurtigt komme til at bruge ekstremt mange timer, uden at mærke så meget som et lille træk i linen. Derfor gælder det om at tune ind på de oplagte pladser som fx badekarrene mellem revlerne, revene med dybt vand omkring og pynterne på den åbne kyst. Problemet er bare, at der ganske ofte ikke er nogen havørreder ‘hjemme’ alligevel, fordi de samlede flokke af havørreder flytter sig rundt på kyststrækningerne.

Derfor findes de sikre hotspots ganske enkelt ikke om vinteren. Det handler i stedet om om at dyrke et ekstremt aktivt fiskeri, hvor man besøger mange pladser og kun fisker ganske kort tid på hver plads på de førnævnte oplagte stræk. Det kan i øvrigt sagtens give god mening at vende tilbage til en plads, som tidligere på dagen var fisketom. Men som hovedregel gælder det, at man skal ud og fiske så mange pladser som muligt – og i et ganske hurtigt tempo. Nyborgområdet er som skabt til dette, fordi man ganske hurtigt kan skifte plads uden at miste alt for meget fisketid.

Strategi og vandforhold

Lad os bare tage den med det samme: Vandtemperatur. Når vandtemperaturen er under 2 grader, så skal der bindes fluer i stedet. Heldigvis sker det meget sjældent på den åbne kyst. Det skyldes primært, at vandtemperaturerne er langt mere stabile, fordi det kystnære vand jævnligt forsynes med “lunt” vand fra det dybere, åbne hav. Derfor giver det også mening at fiske, når vandet er stigende – i hvert fald teoretisk. Men det kræver, at fiskene trækker med ind i det inderste badekar, og det kan vi jo ikke være sikre på, at de gør. Kan man finde de lidt dybere badekar, som fx på yderkysten af Enebærodde, så er det gode steder at satse. Problemet er så, at det er på bekostning af mobilitet. Om vinteren er det imidlertid en kalkuleret risiko, man engang imellem må tage sig.

Selvom den åbne kyst ikke er lige så ‘solafhængig’ som fjordene i de kolde perioder, så oplever jeg ofte, at sol (og gerne meget sol!) er en forudsætning for, at havørrederne trækker med helt ind i de inderste badekar på den åbne kyst. Der er mange, der sværger til fiskeriet omkring højeste vandstand, men som vadefisker (og kystfluefisker) betyder højvande også, at det kan være helt umuligt at nå flokkene længere ude, hvis de ikke trækker med ind – og hvad gør man så?

Men i netop sådan en situation er vinterfiskeriet faktisk en taknemmelig arena at praktisere sit metier i. Det skyldes flere ting, som jeg nu vil uddybe.

Der er ingen tvivl om, at jeg personligt foretrækker solskinsdagene om vinteren (for så kan man fiske hele dagen, både på stigende og faldende vand), men på de overskyede dage – eller de dage, hvor solen kun ‘titter’ frem et par gange, så kan det sagtens lade sig gøre at finde et super fiskeri alligevel. Her vender jeg blot strategien på hovedet, dvs. jeg udelukkende fisker, når vandet er faldende. Pludseligt bliver det muligt at nå de flokke, der trækker længere ude, og på de dage, hvor solen har haft bare et lille overtag, så trækker det faldende vand samtidigt lunere vand med ud over revlerne og badekarrene længere ude – det er virkelig noget, der kan få havørrederne på finnerne. Det giver faktisk god mening. Typisk vil vinterhavørrederne på den åbne kyst netop som udgangspunkt skulle findes længere ude, hvor vandet er relativt varmere og med mere stabile vandtemperaturer over længere perioder – og når havørrederne mærker den mindste temperaturstigning, så reagerer de opportunt.

kystfluecom15

Mads’ vintertrofæ. Høj sol, frost i kinderne og gang i vandet. Det bliver ikke meget bedre.

På de dage, hvor havørrederne er trukket ind i de inderste badekar ved stigende vand, kan det ikke betale sig at vadefiske. Når vandet er blankt, så dyrk i stedet det intense sight-fiskeri, hvor du kun kaster efter jagende fisk, der buldrer løs under den stille overflade. Spotter du de store flokke, som meget nemt skræmmes, så må du for alt i verden ikke kaste direkte mod flokken eller kaste ind over flokken bagfra, så du hjemtager din flue imod og igennem havørredstimen. Det er ganske enkelt naturstridigt, at et potentielt byttedyr kommer ‘svømmende’ mod en havørred. Strategien går derimod ud på, at du placerer dig, så flokken har retning mod dig. Du skal ned i terrænet “indianer-style”, så de ikke spotter dig. Derefter lægger du dine kast på siderne af flokken, hvorefter du hjemtager din flue i et raskt/hurtigt tempo væk fra flokken. På den måde imiterer du en flygtende fisk, med en langt større sandsynlighed for at blive gnasket af en hidsig havørred. Det samme gælder i øvrigt også, hvis du spotter en stor ‘parkeret’ fisk på lavt vand. Kast aldrig til den, så fluen kommer imod den. Fisk i stedet fluen langsomt forbi den og speed markant op, når fluen er i havørredens synsfelt, på vej væk fra fisken.

Vinterfluer – findes de?

Både ja og nej. Der er skrevet ufattelig meget havørredlitteratur om netop valget af flue om vinteren. Fællesnævnerne er provokation og fluorescens. Når jeg kigger i min egen vinterboks, så bekræfter mit syn til dels tendensen. Langt de fleste af mine vinterfluer kan placeres i et mere farvestrålende spektrum, men jeg har også fluer som Perfect Leo Shrimp og den klassiske Grå Frede med i vinterboksen. En klassisk havørredflue som STF-rejen er for mange nok en totalt overset “vinterflue”, men den kan være en uhyggelig ‘game changer’ på en ellers fisketom dag. Når det så er sagt, så giver det god mening at tilføre vinterfluerne et frækt twist i form af hidsige farver – men det er ikke altid en nødvendighed.

Vigtigt er det dog at huske, at provokation også handler om mere end bare farver, og mange glemmer, at provokation også findes i måden, man fisker sine fluer. Langsomt fiskede fluer kan være udslagsgivende på visse dage, men langt de fleste gange, så reagerer havørrederne på fluer fisket aggressivt, hurtigt og med mange varierede indtagningsstop. Det er imidlertid altid de foreliggende konditioner, der bestemmer dagens fluevalg for mit vedkommende. På de stille dage, er mine fluer mindre og knapt så farvestrålende, mens det modsatte gør sig gældende på de blæsende dage, med godt gang i suppen.

Fælles for alle mine kystture om vinteren er, at jeg altid fisker med to fluer. Det hjælper mig til at tune ind på, hvad havørrederne foretrækker på den givne dag. Selvom jeg altid fisker med to forskellige fluer, så kan jeg om vinteren sagtens finde på at fiske med den samme flue i to forskellige størrelser. Det kan virkelig være udslagsgivende på de ‘svære’ fisk.

Mange spørger ofte til “størrelsesforholdet” mellem store og mindre fluer. Jeg går som regel ud fra følgende, når jeg tænker fluestørrelser med udgangspunkt i et mønster. Hvis fluen er bundet på fx en str. 4 krog, så er den mindre udgave af fluen bundet på en str. 8. Det vil sige, at jeg springer “mellemstørrelsen” over, da størrelsen på fluen skal være markant – ellers giver det i min optik ingen mening. Derudover skal man også lige tage krogproducenten med i ligningen, da de alle opererer med forskellige krogstørrelser i de samme størrelseskategorier. Ahrex’ light stinger i str. 4 er fx større end den ellers sammenlignelige Gamakatsu F314 i str. 4.

Der venter store fiskeeventyr på den åbne kyst om vinteren, og det gælder bare om at komme afsted, når man har chancen til det. I den kommende uge er temperaturerne mest til fluebinding, men allerede i næste uge ser det lovende ud igen.

Vi ses derude!

De bedste kystfluehilsner,

Kasper T.

Tilbageblik: Dreams call for action

Snart sænker julefreden sig atter over Danmark. Det er tid til at være sammen med familien og nyde freden, roen og hinandens selskab – og måske en enkelt tur på kysten med fluestangen sammen med sin bedste fiskemakker. Det skal der bare være plads og tid til!

Mads og jeg vil gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Vi er sikre på, at det nye år kommer til at byde på endnu flere fiskeeventyr og gode stunder i venners lag for jer allesammen. Hvis vi kunne give hver enkelt af jer en julekrammer, så gjorde vi det, for I har bare været med til at løfte kystflue.com i det forgangne år. Tusind tak for det!

Det er også den tid på året, hvor årskavalkaderne ruller over tv-skærmene. De giver mulighed for et tilbageblik, der sætter begivenhederne lidt i perspektiv, mens vi kigger fremad mod året, der venter lige om hjørnet.

2016 har på mange måder været et skelsættende år for kystflue.com.

Vi har lavet fluebindings-TV, vi har været afsted på over 200 kystture, vi har guidet mere end 70 gæve kystfluefiskere til fynske havørreder, vi har lanceret vores Fishtrip-koncept, Kasper har været på vildmarkstur i Vestgrønland efter stærke fjeldørreder, vi har afholdt et kystkursus om tobisfluer og en fluebindingsworkshop om kystfluer i praksis, vi har holdt foredrag og vi har skrevet over 28 blogartikler til hjemmesiden. Selvom vi har holdt en længere pause i sommerhalvåret, har der virkelig været gang i den – og vores besøgstal på hjemmesiden har også nået helt vanvittige højder i 2016, med besøgende fra stort set hele verden. Bare alene i dag, har vi haft over 1400 unikke læsere. Det er jo helt vildt!

Mads og jeg er ekstremt taknemmelige for den vedvarende interesse, som I har vist os, og vi håber, vi kan give bare lidt tilbage igen med vores billeder, skriverier, film og idéer om det altid udfordrende kystfluefiskeri og den tilhørende fluebinding. Det er dét, som kystflue.com handler om. “Dreams call for action”, som Martin Hall siger.

Vi kunne ikke være mere enige i det udsagn.

2017 ser derfor allerede alt for vild ud, og vi glæder os vanvittigt til at komme i gang. Forårets Fishtrips er allerede udsolgte, og efterårets ditto er også godt på vej. Vi er også booket til flere foredrag i løbet af foråret, bl.a. skal Kasper holde foredrag i sin gamle fiskeforening VOSF til marts om det vestgrønlandske fluefiskeri efter Arctic Char. Vores fluebindingsworkshop blev også godt modtaget, så vi har allerede planlagt to nye, én i Jylland og én her på Fyn, som vi glæder os meget til at afholde i slutningen af januar og februar. Datoerne er lige på trapperne, så følg godt med, hvis du vil sikre dig en plads. Derudover er vi blevet indbudt til at deltage i den kommende Fly Festival, som afholdes i Kolding, og det er noget, vi ser rigtigt meget frem til. På filmfronten har vi flere projekter i gang. Vi skal lave endnu mere fluebindings-TV sammen med Outdoors.direct, Mads er i gang med optagelserne til en dokumentarfilm om det fynske kystfluefiskeri sammen med en modefotograf som instruktør, og vi samarbejder også med en anden instruktør om et kortfilmsprojekt, der kommer til at handle om de mere poetiske og æstetiske aspekter af fluefiskeriet som livspraksis – det bliver meget interessant, hvis det lykkedes at realisere. Den sidste ting, som vi kan løfte sløret for, er, at Kasper er godt i gang med at skrive et samlet værk om det danske kystfluefiskeri, der udkommer i bogform til december næste år. Det bliver en bogudgivelse, som kommer til at være i en liga for sig – både sprogligt og visuelt – og den redefinerer genrerne inden for lystfiskerlitteraturen uden at gå på kompromis med respekten for traditionen. Endelig vil vi selvfølgelig fortsætte med at blogge om vores kystoplevelser, fiskeerfaringer og kystfluebinding her på siden.

Vi ses i det nye år, venner – det bliver snyggt!

De bedste kystfluehilsner og havørredjulekram,

Mads Schmidt og Kasper Thomsen – certified badasses

Historien om den ultimative fiskefanger

Det er efterhånden en del år siden, jeg stødte på to ældre gutter ved Sliphavns yderkyst. Hvis jeg ikke husker helt forkert, så var det i juledagene. Marinestationen var belejret af lystfiskere pga. et havbrugsudslip, så jeg fiskede yderkysten i jagten på et par blanke grønlændere. Det gik helt godt. Der var mange fisk i det kystnære vand, med jævnlig overfladeaktivitet, og de fleste af dem var også hugvillige. Jeg kan ikke huske det eksakte antal, jeg havde i hånden den formiddag, men jeg husker, at der var to gutter, der lige havde lidt mere gang i den end mig.

Jeg falder i snak med dem på vej tilbage til bilerne. Jeg elsker kystfiskeriets fællesskab, og jeg tager mig altid tid til at høre et par røverhistorier over en kop varm kaffe. Lynhurtigt faldt snakken på dagens fluer. Jeg fortalte, at jeg havde haft et fint fiskeri med små glimmerrejer, lige på yderkanten af de lange badekar, hvor fiskene havde trukket frem og tilbage. “Vi har haft konstant gang i den”, sagde den ene pludselig – mens den anden grinede bekræftende. “Det er min flue”, sagde han – “jeg fisker stort set ikke med andet året rundt”. Jeg kan huske, at jeg trak lidt på smilebåndet.

Jeg spurgte selvfølgelig ind til fluen, og fik selvsyn for sagen, da han åbnede sin æske. Kun én flue sad i æsken som en evig gentagelse. “Det er dem her”, sagde han. “Jeg ved ikke, hvad det er, men den har udfisket stort alle mine andre fluer, så nu binder jeg kun den”. “Hvad hedder fluen?”, spurgte jeg. “Den har vist aldrig fået et navn”, grinte han. “Du kan bare kalde den ‘Den røde’, det er fint med mig”.

Der var noget magisk over den flue – en særlig aura, syntes jeg, og jeg måtte give dem ret i, at den helt sikkert kunne noget. Jeg ved ikke, om det var mine længselfulde blik efter fluerne, eller om det var den jyske skepsis i min stemme, der gjorde, at han forærede mig et eksemplar – men jeg glemmer aldrig de selvsikre ord, der fulgte med: “Så kan du jo selv se, at jeg har ret – og husk nu at belaste den lidt foran, hvis du skal binde en ny, når den her er tygget i stykker”. Jeg nåede kun lige at sige tak, før de to satte sig i deres biler og forsvandt ind i tågen, der indhyllede den lille parkeringsplads.

På min allerførste tur i det nye år skulle fluen have sin debut. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg lod fluen svæve kort forbi mig i vandet i en langsomt trækkende bevægelse med fluestangen, og jeg kunne med det samme se, at fluen så mere end indbydende ud. Dens ‘radioaktive’ udstråling og fronthacklets pulserende bevægelser var fuldstændig unik, synligheden i en liga for sig, og jeg vidste med det samme, at den her flue ville give fisk. Jeg erindrede, at de to ældre gutter var bombardafiskere, så jeg fiskede “Den røde” med stangen i armhulen og fuld fart over feltet, kombineret med lange pauser.

Jeg kastede kun tre gange, så sagde det slam! Og sådan fortsatte det resten af dagen på de fire pladser, jeg besøgte. Det var fuldstændig vildt! Om det var åben kyst eller fjord spillede ingen rolle. “Den røde” var en oprydder i ordets bogstaveligste forstand – og den gjorde selvfølgelig hovedrent på de efterfølgende ture også. Vanvittigt!

Efterhånden lignede fluen en tyndslidt udgave af sig selv, men jeg kunne ikke nænne at dissekere den for at lære dens hemmeligheder at kende. Jeg fiskede videre med den, fordi jeg ganske enkelt ikke kunne undvære den i mit fiskeri. I min ekstase over at eje den mest sublime kystflue, jeg til dato havde set, fik jeg ikke lavet en kopi i tide.

Det er den største fejltagelse, jeg nogensinde har begået i mit kystfiskeri. En dag i februar satte fluen sig fast mellem to sten og gik på pension.

Det er ikke lykkedes mig at opstøve ophavsmanden sidenhen trods mange ihærdige forsøg. Det er som om, han ikke findes. Dog er ‘Jørgen’ det tætteste, jeg er kommet på et navn – men om det er ham, ved jeg ikke.

Jeg har derfor lavet en rekonstruktion af fluen ud fra min hukommelse, som faktisk er så tæt på originalen, at den er blevet genkendt på Facebook – sejt nok! Og så virker den lige så godt som det originale mønster.

Fluen er meget enkel og hurtig at binde, men den kan godt drille lidt, da Craft Fur er et ekstremt ‘levende’ materiale at arbejde med. Derudover skal formen sidde lige i skabet – ellers virker fluen ikke! Men det er bare en flue, der ikke må mangle i boksen, så brug lidt tid på at få den til at spille. Jeg bruger primært fluen om vinteren, men ifølge ophavsmanden er det faktisk en flue, der kraner fisk året rundt. Just sayin’.

Jeg har efter flere opfordringer lavet en bindevejledning og en materialeliste, som du kan se og følge længere nede på siden, så du kan prøve at binde og fiske med fluen selv. Du skal simpelthen opleve, hvor suveræn en flue, det er!

God bindelyst og knæk og bræk på kysten!

De bedste kystfluehilsner,

Kasper T.

Materialeliste til “Den røde”:

Krog: Ahrex light stinger #8

Bindetråd: Mono Fine Clear 0.004

Hale og fronthackle: Craft Fur / Salmon pink

Krop: Ice Dub UV pink

Belastning: Tungstensplade

Hoved: UTC Fl. Fire Orange 140

Bindevejledning til “Den røde”:

1: Fastgør monotråden på krogskaftet, som du plejer. Vælg et lille parti Craft Fur-fibre ud, som du lige ‘plukker’, så taperingen sidder i skabet. Bind partiet ind som en lille hale, der lige er lidt kortere end selve krogskaftet.

2: Klip et lille stykke tungstensplade ud (mål: 1 x 3 mm) og bind det ind på den forreste del af krogskaftet. Har du ikke tungsten, kan du også bruge none-lead-wire som belastning. Husk, der skal være plads til at forme hovedet. Da der er tale om en fronthacklet flue, skal du huske belastningen, da fluen ellers vil dale som en faldskærm ved indtagningsstop.

3: Byg kroppen op med dubbingen. Tag dig god tid til at forme kroppen. Brug monotråden som rib, så du får en stærk og holdbar flue. Havørreden har skarpe bisser!

4: Cirka tre til fire millimeter fra krogøjet, laver du en dubbingløkke med monotråden. Vælg et godt parti Craft Fur ud, som du placerer samlet i dubbingløkken, hvorefter du distribuerer materialet ud så fint som overhovedet muligt. Sørg for, at de længste fibre er placeret i dubbingløkken tættest på dig, så du får den den rigtige tapering af fronthacklet.

5: Før du spinder løkken med dit dubbinghjul, skal du sørge for at få klippet det nederste af “underulden” væk, så du ikke får skabt en piberenser. Brug en meget skarp saks til dette, ellers tager den ‘levende’ Craft Fur meget nemt magten fra dig.

6: Når du har spundet dubbingløkken, skal du lige bruge lidt tid på at dresse ‘stammen’ med din dubbingbørste, før du tørner hacklet. Sørg for at vende fibrene bagud ved hvert tørn.

7: Afslut fluen med en whip finish.

8: Nu skal du forme hovedet på fluen. Fastgør UTC-tråden, hvorefter du bygger hovedet op. Det gør ikke noget, hvis hovedet bliver lidt stort, da det fungerer som hugpunkt, men begrænsningens kunst er alligevel vigtig at mestre her. Brug din whip finish til at lave en flot afslutning.

9: Det allersidste step handler om lakering af fluens hoved. Du må meget gerne give den flere omgange, så hovedet får lidt ‘shine’.

 

 

 

 

 

 

Glimmerrejens dag

Fiskeriet på den åbne kyst er suverænt i øjeblikket. Det er den tid på året, hvor blankfiskene igen indfinder sig på de fynske kyster. De mange farvede fisk, som dominerede i oktober og november, har efterhånden indlogeret sig i de klukkende vandløb, hvor de kommende generationer af smukke havørreder bliver til i brudesengenes beskyttende grus.

Det er også på denne tid, at de store overspringere begynder at hilse på igen. René Kjær Bergen fra Nyborg var fx på tur med Mads i weekenden, hvor strabadserne resulterede i en vanvittig blankfisk på hele 67 cm. Fisken blev taget i det spritklare vand, i det allerførste morgenlys, på en grå rejeimitation. Mads oplevede fighten på tætteste hold sammen med René, og jeg har ladet mig fortælle, at det var én af den slags oplevelser, der skaber drømme.

Der sker altid noget forunderligt, når man oplever andre fiskere have tur i den. Så dukker ens egne minder frem igen, og jeg kommer til at tænke på de oplevelser, vi selv havde med de store overspringere, sidste år i december. Både Mads og jeg havde lidt for mange ‘close encounters’, hvor vi lige manglede det sidste held, men sådan er det jo.

Sådan skal det være.

Men det er faktisk ikke de store blankfisk, der er mit egentlige ærinde med dette indlæg, men nærmere nogle iagttagelser, jeg har gjort mig på det seneste. Iagttagelser, som rummer alt det, der har at gøre med kystfluefiskeriets uforklarligheder.

den-vragede-endeflue

Glimmerrejens dag. Læg mærke til den vragede “Rejevarianten”.

Jeg har været så heldig at få fisk på mine sidste tre ture – faktisk ret mange fisk. Men det er ikke antallet, det handler om. Det handler derimod om strategi og teknik. Jeg er generelt en stor fortaler for den varierede tilgang til det praktiske fiskeri; både i forhold til bevægelsesmønstre, pladsplaceringer, fluevalg og indtagningsformer. Men jeg må indrømme, at mine seneste oplevelser har sat tingene lidt i perspektiv.

Jeg har fisket på fire forskellige pladser, med omkring 5 dages mellemrum. Pladserne er alle lokaliseret inden for en radius af 20 kilometer på den fynske østkyst. Der er tale om forskellige kysttypologier – fra de små rev til de lange badekars afslutninger. Mit fluesetup har været det samme på alle pladser – en lille pink “Glimmerreje” som ophænger og “Rejevarianten” som endeflue. Vejrforholdene har været skiftende – fra overskyet til skyfrit, med en middelvind på 5-6 s/m, med skiftende temperaturer i intervallet 2 til 8 grader. Vandstanden har været ret forskellig – fra højvande på to af pladserne til ekstremt lavvande på den sidste turs to pladser, med spritklart vand på alle turene.

den-sidste-fase

Glimmerejen strikes back – igen!

Som det tydeligt fremgår, så har der været tale om markant forskellige fiskesituationer og konditioner på mine ture. Men ét nøglebegreb samler eventyret på tværs af tid, sted og vejrforhold, og det er begrebet ‘hurtighed’. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at ‘hurtighed’ rent fisketeknisk har været en grundlæggende forudsætning for at få havørrederne i tale. Vi taler om rendyrket ‘barracuda-style’ med stangen i armhulen hver gang, uden undtagelse, og med lynhurtige affiskninger af de forskellige hotspots.

Hvorfor er Glimmerrejen så suveræn? Er det dens minimalistiske træk, der gør forskellen? Eller er det Glimmerrejens aura i våd tilstand, der ‘udstråler’ liv trods dens åbenlyse kunstighed? Jeg tror mest på det sidste, for det har også noget at gøre med fluens synlighed. Der er tale om en ekstremt synlig flue, der fungerer under alle lysforhold. Bindes den rigtigt, får fluen et helt særligt forjættende glans, når den suser mellem tangbuskene på kysten – det ser så fedt ud! At fluen samtidigt er blevet lidt af en kystklassiker rummer nok også en del af forklaringen. Ophavsmanden til Glimmerrejen hedder Torben Gosch, der i slut-firserne bandt den allerførste version af fluen med frynset glimmergarn. I begyndelsen af 90’erne gjorde Jan Grünwald fluen alment kendt, da han præsenterede den i sin kultbog “Havørred – spin og flue i saltvand”, og Glimmerrejen findes i dag i et utal af varianter. Min favoritversion er bundet af pink cactus chenille, sorte mono eyes (der kan udelades) og pink polarræv som hale – that’s it!

Når jeg fiskede mine fluer med et normalt, varieret tempo fik jeg ingen reaktion – hverken på ophængeren eller endefluen – og det endda selvom der synligt var fisk på pladserne. I det øjeblik, jeg fiskede mine fluer ekstremt hurtigt, kom interessen og huggene igen i en lind strøm; at samtlige fisk (lige på nær en enkelt) så samtidigt kun var interesseret i ophængeren, gjorde ikke iagttagelserne mindre interessante. Havørrederne har i dén grad fejret Glimmerrejens dag her på det seneste, synes jeg.

En del af forklaringen på dette, tror jeg, skyldes forholdet mellem ‘nøglestimuli’ og ‘superstimuli’. Når en havørred ser et potentielt byttedyr flygte hurtigt, så aktiveres jagtinstinktet automatisk. Det interessante er, at havørreden i de ovenstående situationer ikke valgte den rejeflue, der mest lignede noget, der kunne spises. Omvendt kan man så også hævde, at ‘barracuda’-teknikken ikke tilføjer rejefluen de karakteristiske ‘hop’ og derfor ikke imiterer optimalt. Men én ting er sikkert: Havørrederne kastede sig i stedet over den lille pink Glimmerreje uden at spørge først – jeg oplevede både forjættende trykbølger, angreb af flere omgange og brutale hug.

haleror

Én af grundene til, at den blanke havørred er en besættelse for livet. Tjek lige den transparente hale, dér!

Jeg har en teori om, at den aggressive reaktion har noget at gøre med, hvordan netop Glimmerrejen påvirker havørredens instinkter. Glimmerrejen er i min optik en ren ‘superstimuli’-flue, der helt ekstremt differentierer sig i forhold til alle naturlige parametre. Fiskes sådan en fluetype langsomt, så gennemskuer havørreden lynhurtigt bedraget og mister interessen. Fiskes den derimod ekstremt hurtigt, så spiller fluen både nøglestimulerende og superstimulerende på én gang – og jeg tænker, at det er én af faktorerne, der måske gjorde en forskel.

Alle fisk, jeg fangede, var i øvrigt velnærede, hvilket igen underbygger, at havørrederne nok ikke har hugget af sult, men i højere grad af ren instinktiv aggression som følge af en generel territorial adfærd. Pladstypologierne understøtter i øvrigt også den tese.

Hvad kan vi så bruge ovenstående til?

Måske i virkeligheden ikke til så meget. Havørredfiskeri er umulig at sætte på eksakt formel, men vi kan altid føje lidt mere til den store havørredbog, når vi erfarer oplevelser, der forandrer vores perspektiver. Når jeg tænker tilbage på alle de situationer, hvor jeg har fisket med Glimmerrejen, både som ophænger, endeflue eller helt solo, så har jeg klart haft størst succes med at fiske den ekstremt hurtigt, og jeg tror, at en væsentlig del af forklaringen skyldes noget af det, jeg har fået bekræftet på det seneste. Med de naturalistiske rejefluer forholder det sig helt anderledes, hvilket egentlig ikke er så overraskende. Omvendt må jeg også konstatere, at de naturalistiske fluer er kommet til kort på det seneste – i hvert fald i mit fiskeri. At Mads så oplever det diametralt modsatte i sit fiskeri i øjeblikket, bekræfter egentlig bare, at vi er nødt til at eksperimentere og lære af de erfaringer, vi hele tiden gør os. Renés fantastiske fisk er også et godt eksempel på dette.

Men at mit eget fiskeri alligevel har været kategoriseret i så fast en form, som jeg har oplevet her på det seneste, er mig alligevel en gåde, og den får mig til at tænke, at det måske er på tide at sige: “Fuck the rules”.

Knæk og bræk derude og god fornøjelse med eksperimenterne – det er lige nu, det sker!

De bedste kystfluehilsner,

Kasper