Den unge mand og fjeldet

 

”Enhver rejse må stoppe, for at der kan fortælles om den; men som enhver rejsende ved, er der altid noget, der gemmer sig bag næste fjeld: Det gælder også der, hvor det er vinterens hjerte, der bestemmer rejsens puls, at man må videre frem, indtil tiden standser ved det sidste fjeld”

 

Jeg har set en anden verden begynde og gentage sig selv i en uendelighed. Jeg er ikke det første menneske, der har mødt den store stilhed på det vestgrønlandske fjeld, men jeg har ikke været her før. Jeg kommer af uforklarlige grunde til at tænke på det, som den legendariske polarforsker Knud Rasmussen erfarer et sted i sin dagbog fra ’Den danske literære Grønlands-Ekspedition’ (1902-04), at ”saa snart man rejser med det mindste officielle Præg over sig i Grønland, løber man Fare for overalt kun at træffe netop det man vil”. Knud Rasmussen ville tæt på det oprindelige folk, som han nærede en stor kærlighed til.

Men dér, hvor jeg er gået i land, træffer jeg ingen mennesker, kun reminiscenser af menneskelig færden fra vintertidernes jagt og små stenvarder, der ikke længere indeholder korte meddelelser. Knud Rasmussens ord har ingen nytte her, men jeg skal heller ikke gøre mig etnografiske iagttagelser og nedskrive dem, selvom jeg forstår, hvad Rasmussen mente. Men hvorfor tænker jeg på hans ord, når jeg er kommet for at fluefiske efter fjeldørreder, i mine Simms-waders, med min nak-og-æd-trækop, som jeg har fået af mine drenge, dinglende i en karabinhage bag på min waistpack? Jeg er ingen fortryller eller troldmand, og jeg er slet ikke en Grønlandsfarer. Men jeg har drømt om denne rejse, forberedt mig på den både fysisk og mentalt, og nu står jeg her på fjeldet, og det er slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Fjeldet virker mere uendeligt. Det er vildmarkens konstanthed, der overvælder mig langsomt og trænger ind i min sjæl – og så var der det første møde med Sisimiut, hvor folk foretog sig ting, som jeg ikke forstod, fuldstændigt som var jeg hjemme i Danmark. Det uigenkendelige i det genkendelige, sært og mageløst!

Rejsen til dette punkt i mit liv har været langvarig, og jeg har mødt det grønlandske samfund på begge sider af den tilstand, som er Camp North, og dét gør indtryk på mig. Danmark er et nemt land at bo i, som Anders Lund Madsen fortæller i dokumentarserien ”Den yderste by”, men Danmark fylder meget i Grønland, selvom Grønland ikke er et nemt land at bo i. Jeg ser ud over Grønlands næststørste by, Sisimiut, med dens små 5.000 indbyggere. Allerøverst står den rødmalede trækirke på et klippedrag og ligner noget fra et kitschet postkort. Nedenfor findes havnen, med Royal Greenland-fabrikken, der er meget mindre end man skulle tro. Sisimiut er moderne civilisation på grønlandsk, modsat mange af de små isolerede samfund på den grønlandske østkyst, hvor den traditionelle fangerkultur er gået i opløsning, uden at der er kommet noget andet i stedet.

Alle grønlandske byer har det til fælles, uanset udviklingsniveau eller størrelse, at der bag byerne findes den store stilhed og hundredvis af kilometer af ingenting. Sisimiut er ingen undtagelse. Verden ender i konkret forstand ved byens grænse, dér, hvor grusvejen leder ind i landskabet og flyder ud i ingenting. Der er kun er to veje ind eller ud af Sisimiut. Søvejen eller luftvejen. Byen bindes sammen af kun én hovedvej, der går fra lufthavnen, der er på størrelse med en benzinstation, over havnen, som er byens hjertekammer, forbi Hotel Sisimiut, hvor vi kortvarigt bor, og ud til grusvejen, hvor slædehundene lever i den korte sommerperiode. Jeg har muligheden for at transcendere disse grænser, når jeg vil, dét har alle grønlændere ikke. Jeg rammes af en melankoli, når jeg tænker på det livsvilkår, men her bor mange modige mennesker, måske modigere end hvad godt er.

Jeg er kommet til Grønland for at opleve den store natur, være i den store, skønne stilhed og for at mærke den ultimative frihed, hvor det kun handler om at dyrke mit fluefiskeri, fange store fjeldørreder og nyde naturen og kammeratskabet omkring mig, og jeg glæder mig ubeskriveligt. Men det går pludseligt op for mig, at ’frihed’ er en subjektiv kategori. Mit frihedsbegreb er en vestlig erfaring, mens det for mange grønlændere er en illusorisk størrelse, fordi det rummer en historisk erfaring af kolonisering, der stadig er helt tæt på, selvom det grønlandske selvstyre er en realitet i dag. Denne historiske erfaring sætter sig spor i det kulturelle, i måden, man lever på. Men dér, hvor grønlænderne mærker friheden er i omgangen med naturen; en pagt mellem menneske, fjeld og hav. De taler allesammen om jagten dér som selve meningen med tilværelsen, og selvom jeg higer efter at mærke den ultimative frihed, som ikke kan beskrives, men som skal opleves og erfares på og i egen krop, så har jeg den kun til låns heroppe. Den er ikke min, men deres.

En rejse til Grønland er uanset formål også en rejse ind i en række overvejelser om, hvordan man vil se verden – og hvorfor man ser dét, man ser. Det er en uundgåelig erfaring, og jeg er blevet et rigere menneske igennem denne erfaring. Jeg opnåede meget mere end sublime fiskeoplevelser med store fjeldørreder på min rejse. Det er fantastisk, at man kan gøre sig den slags erkendelser, når fluestangen peger mod nord og tilbage i vores historie. Omvendt er fluefiskeri også mere end bare fiskeri. Det ved alle, der har prøvet at mærke, hvordan fluestangens klinge korresponderer med sjælen, når man kaster – og i sidste ende med fiskens vitale kraft, når den tager den perfekte flue, på det perfekte tidspunkt, efter det perfekte kast. Fluefiskeri er en form for eskapisme, et lille åndehul, midt i modernitetens buldren. Men der er også altid et før og et efter – og der er altid en historisk og en kulturel kontekst, der trænger sig på. Derfor forandrede mit ophold i den grønlandske vildmark og mødet med det grønlandske samfund mit tilværelsessyn fundamentalt, og jeg vil tilbage igen på et senere tidspunkt for at fiske fjeldørreder, for at være i naturen og for at se det grønlandske samfund igen. Måske endda sammen med min søn, der fyldte et år, mens jeg var i vildmarken. Nysgerrighed mangler han i hvert fald ikke.

***

De to grønlændere, som har hentet os ved elvens udmunding efter syv dage i den vestgrønlandske vildmark, udveksler kort og intenst et par ord, hvorefter båden krænger hårdt mod højre og sagtner farten øjeblikkeligt. Niels, som er bådens kaptajn, sidder med sin riffel i bådens forstavn og affyrer kontant et skud ud over det spejlblanke, turkisfarvede fjordvand. Projektilet hamrer ned foran en sæl, der instinktivt dykker. Niels kommunikerer med styrmanden, der sætter fart i båden igen. Endnu et skud ringer i den krystalklare luft, da sælen dukker op i horisonten. Vi var på vej mod Sisimiuts havn, men nu er vi på sæljagt. Niels affyrer et nyt skud henover sælens krop, da den kommer op til overfladen igen. Taktikken går ud på at skræmme sælen, så den ikke når at fylde sine lunger med luft. Det er en udmattelseskamp mellem sæl og mand, men sælen trækker det længste strå. Selvom området afsøges minutiøst af de to grønlandske fangere, er den væk. Det passer tydeligvis ikke Niels, men efter et par minutter, kommer han til sig selv igen med et grin, sætter fart i båden, hvorefter vi runder de sidste klipper og stikker mod åbent hav udenskærs.

Sæloplevelsen sætter tingene i perspektiv for mig, for den siger noget om, hvordan grønlænderne stadig oplever og forstår relationen mellem menneske og hav, selvom vi næsten ikke kan komme længere væk fra den romantiske forestilling om grønlændere i kamikker, perlebroderede anorakker og bukser af isbjørneskind. Men blikket i de to grønlænderes øjne var ikke til at tage fejl af, mens de var på jagt efter sælen. Forbindelsen til havets spisekammer handler instinktivt om mad, men også om cash. Overlevelse har derfor en mere symbolsk karakter, selvom det er ret udfordrende at leve heroppe. Jeg mærker, hvordan jeg berøres dybt af det paradoks, som udspiller sig foran mine øjne. På den ene side ser jeg en flig af det oprindelige, der blander sig med moderniteten. Et glimt af evighed og nutid på én gang i et alligevel autentisk øjeblik af fangertradition og fangerkultur. På den anden side det absolutte modbillede, der forstærkes af understrømmen af en slet skjult kapitalisme, der er så tæt forbundet med det moderne. Antropologen Kirsten Hastrup har helt skarpt dokumenteret, at kun ganske få grønlændere i dag lever af traditionel fangst, mens traditionens og fangerkulturens betydning for mange moderne grønlænderes selvopfattelse er intakt. Jeg kommer i tanke om den døde sæl, der lå i bunden af en lille fangerbåd, da vi drog afsted på eventyr tidligt om morgenen fra Sisimiuts havnebassin. Riflen, der stadig lå i båden, var gennemtæret af rust flere steder. Der lugtede af frisk hav på kajen, da vi lodsede ’Sirius’ med fluestænger, fluehjul og proviant.

Grønland er blevet et moderne samfund på godt og ondt, men stadig med reminiscenser af den traditionelle fangerkultur. Jeg har set, hvordan social elendighed og dødsdruk hersker i betonslummen i Sisimiut, men jeg har også set, hvordan det helt almindelige middelklasseliv leves i byen. Men det sidste er sjovt nok aldrig dét postkort, der når frem til Danmark. Man kan altid diskutere arven fra kolonitiden, men den betyder nok mere for grønlænderne end for danskerne. For de fleste danskere er kolonitiden et glemt kapitel i den historiske erindring, det er den ikke i grønlændernes. Én af de helt store udfordringer består i, at grønlænderne nu skal definere, hvad grønlandsk kultur er, og hvordan det grønlandske samfund skal se ud med udgangspunkt i en dobbelt arv. Den arv, som vi har skabt som kolonimagt – og den arv, som er deres egen. Det er ikke altid let. Grønland er modsætningernes land, med en mageløs skønhed, der også rummer et ekko af smerte.

Min tur i den vestgrønlandske vildmark, der ligger lige dér, hvor Thule-kulturen har været så stærk tidligere, har gjort et eller andet ved mig. Om vinteren går de grønlandske jægere stadig på jagt efter rensdyr og moskusokser i det selvsamme område, som vi har tilbragt mere end 160 timer i, og jeg har endda set de gravpladser, hvor jægere er stedt til hvile under stensætninger og mørnede, saltblæste kors, lige dér midt på fjeldet, stik mod vest. Der er en magi uden lige i atmosfæren, og lytter man godt efter, kan man høre vinden tale. Om sommeren har grupper af sportsfiskere muligheden for at jage fjeldørreder for fornøjelsens skyld. Om det er det bedste af alle verdener, skal jeg ikke afgøre, men det er det i hvert fald for mig. Jeg har tabt mit hjerte til fjeldet og til Grønland – og jeg har den største respekt for Niels, vores kaptajn på ’Sirius’.

***

Det er midt på ugen, da David pludselig råber: ”Der er torsk overalt, mellem mine ben, overalt, simpelthen”. Intensiteten i Davids stemme fanger min opmærksomhed, og da jeg kigger op, ser jeg, hvordan fjordens spejlblanke overflade brydes af den ene hvirvel efter den anden, med skumsprøjt til alle sider. Jeg kaster lynhurtigt i retning mod Davids position, og min gule skumflue lander kun lige på overfladen, før den tages prompte i et dybt sug. Vi er egentlig på jagt efter fjordens stålblanke fjeldørreder, men befinder os pludseligt i et torskebonanza af en anden verden. Vi kroger og afkroger den ene store torsk efter den anden, vi kraner torsk i land – og det er ikke bare sjovt, det er fantastisk. Torskene hamrer vores skumfluer i stykker med deres kolossale gab og sylespidse tænder, de springer ud af vandet i forsøget på at komme først til fluen, og jeg skifter skumfluer i en uendelighed for at følge bare nogenlunde med. Så sker det overraskende fantastiske. Ud af intet ankommer pludselig en fjeldørredstime med rene +60’ere. Da jeg lægger fluen ud tages den uden forvarsel, ingen jagt i overfladen, ingen trykbølger, ingen skumsprøjt, bare smask. Da jeg strammer op (modhugget er overflødigt), kvitterer fisken med et vanvittigt langt udløb, der går direkte i min backing. Jeg udstøder et gutturalt brøl som en anden Morten Øland. Jeg er ikke i tvivl. Jeg har kroget en god fjeldørred blandt alle torskene. Jeg forsøger at holde de mange meter line forbundet til fisken, selvom det egentlig ikke er et problem. Fjeldørreden er et godstog, der ikke har i sinde at give op. Til mit held har fjeldørreden indhaleret min gule skumflue totalt, hvilket betyder, at den undgår angreb fra den enorme torskestime, der står parkeret foran os. Efterhånden bliver den mere medgørlig, og da den er inden for rækkevidde, håndlander jeg den med et fast greb om haleroden. Det er en pragtfisk, som jeg hurtigt måler til 67 cm. Hjemme på kysten i Danmark ville sådan en fisk være resultatet af måske 20.000 kast, heroppe er fisken blot én blandt mange, men jeg kan ikke få armene ned alligevel. I dét øjeblik er det den vigtigste og største fisk i verden.

Henrik Barløse, som jeg senere hjælper med at lande en stor blankfisk på 73 centimeter, oplever, hvordan torskene hamrer løs på fjeldørreden, mens han fighter den ‘like a boss’. Den synlige skumflue, der sidder i saksen, er ganske enkelt uimodståelig for de glubske torsk. Jeg forestiller mig den enorme torskestime som en mur af brun-hvide nuancer, der står meterhøjt som et højhus i fjordens dybe vand. Flere af torskene gylper brislinger op i vanvittige mængder, når vi afkroger dem. Vi kan se, hvordan torskene er udstoppet med byttefisk, når vi kigger ned i svælget på dem. Bag mig findes små interimistiske fiskerhuse, der bliver brugt til at tørre fisk i. De står ganske lavt i terrænet, men strategisk placeret i forhold til vestenvinden, der kommer hver dag, når vejret vender og drejer sig i himmelsengen. Det er ikke tilfældigt, at de findes netop her. De grønlandske fiskere må kunne gøre vanvittige torskefangster lige her.

Jeg har ikke flere gule skumfluer i min æske, de er ødelagt, flænset af både torsk og Arctic char. Fjeldørrederne tager ikke længere de lange udløb. Vi har en teori om, at det skyldes torskenes tilstedeværelse. Jeg binder en pink skumflue på hele 8 centimeter på forfanget og kaster én gang, før den kort efter forsvinder i et ganske forsigtigt skvulp. Da jeg rejser stangen, mærker jeg fiskens tyngde. Den søger straks mod fjordens bund, i en langsom, dyb bevægelse, så jeg ved, at det er endnu en torsk, der har taget skumfluen, men den tager samtidigt også flere raseriagtige udløb, der fræser helt godt i bremsen. Da torsken når bunden, begynder en kamp, som jeg aldrig har oplevet før med min fluestang. Jeg er nødt til at pumpe fisken op fra bunden. Det er en besynderlig scene, nærmest absurd i sin koreografi, der udspiller sig, mens jeg står med fluestangen og pumper, som var jeg på torsketur i Langelandsbæltet. Min klinge flexer helt ned i korken hver gang, jeg løfter stangen, og den knager så skønt i den stille vind. Efter en stund, der føles som en evighed, og med relativt ømme arme, dukker fisken endelig op under vandspejlet. Den er gigantisk, som den ligger dér og vugger i overfladen, og jeg vader mod land. Torsken er ganske enkelt for stor til at kunne håndteres. Jeg kalder på David, der får en tiltrængt pause fra torskevanviddet, så han kan tage et billede af mit monster. Vi skyder vægten til 6 kg, måske lidt mere. Det er en skelsættende oplevelse for mig. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle fange kysttorsk på min Grønlandstur, men det er virkelighed nu. Åh, hvilken virkelighed! Efter halvanden times torskebonanza kan vi ikke mere, men torskene er stadig præsente i tusindvis. Torsk på op mod 10 kg svømmer mellem vores ben, da vi vader ind. Vi gør status og konstaterer, at vi har landet i omegnen af 200 torsk fra 2 til 6 kg. Et par dage senere gentager historien sig for de andre på holdet.

***

Hjulene fra Dash 8-flyet, der har taget os det sidste stykke vej fra Kangerlussuaq til Sisimiut, giver et kort hvin, da de griber asfalten på landingsbanen. Vi er ved at gå til af forventning, og da vi ser vores bagages ankomst i transporthallen, drager vi alle et lettelsens suk.

Jeg har brugt det meste af flyveturen på at reflektere over mit eget Grønlandsbillede. Jeg indrømmer blankt, at jeg har et romantiseret forhold til den traditionelle fangerkultur og et sneklædt, oprindeligt Grønland. Men jeg kender også den historiske udvikling. Jeg ved derfor godt, hvad jeg kommer til at se – og det er temmelig langt fra Nissebandens idealiserede, vestlige fremstilling, og nok tættere på Per Flys ’Bænken’. Modernisering rimer ikke altid på bevarelse og beskyttelse, og den er sjældent skånsom.

Da vi senere går en aftentur, oplever jeg det grønlandske samfunds åbenlyse paradoksalitet. På den ene side en livsbekræftende harmoni og skønhed, på den anden side de faldefærdige betonbyggerier, de monotone hverdagsgentagelser og de tilsyneladende meningsløse ture i biler, der kører fra den ene ende af Sisimiut til den anden, frem og tilbage, dagen lang. Resterne af det oprindelige skyder op hist og her. Men slædehundenes forskellige fysiske forfatninger taler deres eget tydelige sprog – fra det prægtige til det afpillede, i lænker eller frie. Jeg kommer i tanke om en passage fra 1921 af Knud Rasmussen, der lyder nogenlunde sådan her: ”Nu havde de forladt deres Oprindelighed og givet sig en fremmed Kultur i Vold, havde glemt de gamle Fangstmetoder og var yderligere blevet vænnet til det Overskud, som Bøssen kunne skaffe dem under deres Jagter; med andre Ord, de var blevet afhængige af noget fremmed, som de ikke længere kunde undvære”. Det er ikke danskerne, som Knud Rasmussen refererer til som ’noget fremmed’, men faktisk amerikanernes kulturpåvirkning i Thuledistriktet, hvor Rasmussen opholdt sig flere gange. Den koloniale arv er en kompleks størrelse, men det er ubestrideligt danskerne, der for alvor lynmoderniserer Grønland efter 1945, hvilket får dybe konsekvenser for det grønlandske folk. Dét oplever Knud Rasmussen ikke, selvom han hele tiden vidste, at alt det, der havde vundet hans loyale interesse og betingelsesløse kærlighed skulle forsvinde under historiens hjul. Rasmussen dør i 1933, og den danske digter Tom Kristensen skriver et vildt og vidunderligt mindedigt til ham. Digtet får titlen ”Det er Knud, som er død”. Det danske band The Minds of 99 vækker 81 år senere ordene til live igen i en punksang, der faktisk bliver deres gennembrudshit.

Den grønlandske luft føles sprød og rensende, revitaliserende helt ned i lungerne. Jeg kommer til at tænke på min mor. Hun ville have haft det godt her, måske.

***

Elven snor sig langsomt gennem et uberørt landskab, der ligger i en fjorddal, som afgrænses af klippevægge og bjergsider. Flere steder minder området om kongeriget Rohan i ”Ringenes Herre”. Det er som at stå midt i et ’film set’, så scenisk og panoramisk er naturen heroppe. Her er intet menneskeskabt, på nær de få stier, som leder ind i vildmarken fra lejren. Landskabet er så kolossalt, at mine tanker ikke lader sig strække langt nok til at forestille sig, hvor denne naturs grænser ophører. Det er en uendelighed, der gør det umuligt at bedømme afstanden mellem bjergene eller til deres sneklædte toppe. I det fjerne høres med lange mellemrum den faretruende buldren fra endnu et stenskred i bjergene. Det er en kulisse, der skaber en tilstand, der både har grænser og er grænseløs, med et eventyr i midten, der kun venter på at blive opsøgt. Sådan er det at opholde sig i fjorddalen. Man udvider hele tiden sit perspektiv, og nu er det blevet min tur til at søge endnu længere væk fra lejren og det kendte.

For enden af elven ligger en stor bjergsø, som fiskene trækker videre igennem, mod fjernere destinationer. På den anden side af søen, som man når med båd, udfolder der sig endnu et elvsystem – men det er ikke dér, jeg vil opsøge det ukendte. Det er den smalle sideelv, som fosser så stærkt, med skiftevis mælkefarvet og krystalklart vand, som jeg vil udforske. Det er en fysisk krævende opstigning, der tærer på kræfterne, men jeg mærker ikke længere træthedens ømme tilstedeværelse i min krop, da jeg opdager, hvad sidelven rummer af fiskeeventyr. Jeg glemmer også alt om tid, sted og rum, da mit blik rammer den ene store fisk efter den anden. Jeg har aldrig oplevet så massiv en koncentration af vandrende fisk, afventende i kulperne eller bag de store sten i sideelvens kraftige strøm, som her. Jeg sniger mig ind på fiskene bagfra og serverer en tung Wolly Bugger opstrøms med et delikat, kort kast. I det første drift låser en massiv fisk sine kæber om min sorte flue, og jeg løfter stangen i en efterhånden rutineret bevægelse. Fisken spænder samtlige muskelfibre i sin trimmede krop, og jeg må på udflugt, ikke ned ad elven, men op ad den. Jeg holder fisken umanerligt hårdt for at undgå skarpe klippekanter, sten og den stærke strøm, og jeg får den til sidst under kontrol. Jeg brøler et triumferende sejrshyl, da jeg løfter fisken op foran mig, men bjergdalen suger alt lyd ud af øjeblikket. Det er en mytisk oplevelse, selvom den er lige så konkret som det pulserende blod i mine vener. Jeg kan mærke, hvordan jeg fyldes af begejstring og en glubsk appetit på mere. På det tidspunkt har jeg fisket i sideelven i et kvarter, og eventyret er kun lige begyndt.

David og jeg forcerer det ene parti sten efter det andet i vores opstigning, sandskrænterne og de indtørrede sandplateauer er i en liga for sig, og på et tidspunkt finder vi et stræk med forholdsvist roligt vand, lige før et massivt stryg, der suger alt med sig. Det viser sig lynhurtigt er poolen er dyb, med fisk i flere lag, der alle er mere end hugvillige. Jeg får fisk i næsten hvert kast, og vi skiftes til at fiske poolen igennem. Det er et vanvittigt fiskeri, vi oplever der, men fiskeriet dræner hurtigt vores kræfter, mærkeligt nok. Det er simpelthen for voldsomt. Pludselig går det op for os, at vi er langt fra lejren, meget langt fra lejren endda, og naturen omkring ændrer mærkbar karakter. Det er blevet koldt, overskyet og det eneste, vi kan høre, er vores egne stemmer, når vi taler med hinanden. Vi har hørt, at for enden af sideelven, helt oppe mellem de største bjerge, findes en sø, der omkranses af en isbræ, men vi magter ikke at gå længere op. Vi er mættet af indtryk og massiv flex. Jeg affinder mig hurtigt med, at søen må få en mytisk plads i min bevidsthed, for jeg har alligevel vundet mere på turen opad, erobret mere indre land, end jeg havde kunnet forestille mig. Dét eventyr må vente til næste gang.

Selvom jeg kun besøger sideelven denne ene gang på turen, så drømmer jeg om den hver nat, og jeg kan stadig mærke dens skønne, ubarmhjertige omgivelser og høre dens brusende vitalitet i min krop. Det må være nok. Det er nok for mig. Anderledes forholder det sig med Dennis. Han besøger sideelven hver eneste nat, og han når også den sagnomspundne bjergsø langt oppe mellem bjergene. Lige før den sidste stigning inden søen, fejrer han den ene fisketriumf efter den anden i sin ’million dollar pool’. En nat glemmer han tiden, og kommer ikke hjem før turlederen henter ham. Et sidste kast bliver aldrig nok for Dennis, sønderjyden med sin elskede ’Uldsok’. En time før vi afhentes, fisker han stadig i de ydre partier af elven. Som den eneste.

***

Vi er et godt hold. Kimen er selvfølgelig vores fælles fiskepassion, men det er mere end bare det. Lejrlivet er primitivt, men også en lille lomme af frirum, med genkendelige rutiner, midt i et kolossalt ingenting. Vi hjælper hinanden så godt, vi kan. Det kan være alt fra køkkentjansen til den forløsende snak om alt det derhjemme, der er så langt væk og alligevel så tæt på. Hvis man opdager, at vi mangler kildevand i lejren, så henter man det, selvom man i forvejen har hentet kildevand mange gange. Det er en generøs praksis, uselvisk i al sin enkelthed.

Vi giver hinanden kaldenavne. ”Rakete”, ”Gammelmand”, ”Skrald ’å” eller ”Bear Skin”, som jeg kaldes. Det er som om, vi har kendt hinanden i mange år, altid – men det har vi ikke. Vi er bare kommet tæt på hinanden lynhurtigt, fordi vi indvier hinanden i det, der rumsterer indeni. Vi er fortællende mennesker, dér på fjeldet, fællesskabsopbyggende som mennesker har været det her i århundreder før os.

Det uselviske viser sig også i forhold til fiskeriet, der er gavmildt, hvis man arbejder for det. Selvom vi lander drømmeagtigt mange fisk, så er det ikke et let fiskeri, faktisk er det både udfordrende og i konstant forandring. Men vi investerer tid, kundskab og vedholdenhed i vores jagt. Derfor kan vi også nyde hinandens fangster og fortællingerne om dem. Alle får fisk, men alle fisker også konstant. Den anden dag fiskede jeg næsten 20 timer, kun afbrudt af de lange vandreture og et par måltider. Det har jeg aldrig prøvet før – som så meget andet på denne her tur.

Man ved ikke, hvad det vil sige at være her. Fiskeriet. Stemningen. De lange skygger under midnatssolen. Alt, hvad der har at gøre med et eventyr, sker her i konstante bevægelser fremad, selvom tiden står stille men alligevel går. De magiske øjeblikke, som findes i de mindste detaljer, er små evigheder, der binder os sammen som en helhed, og vi pendler ind og ud ad en tilstand af idel lykke og en altopslugende længsel efter mere. Jeg sidder midt i den grønlandske vildmark sammen med de mest fantastiske mennesker. Kaffen er skoldhed, og det er vanskeligt at sætte ord på, hvad vi oplever hver eneste dag. Det er uvirkeligt og ekstremt konkret på én gang. Jeg kan dufte den skønne gryderet, som simrer på gasblusset. Mødet med den voldsomme natur, som omkredser lejren, og det unikke kammeratskab, som findes i lejren, er for mig en eksistentiel epifani. Jeg husker en episode fra den sidste eftermiddag, hvor vi sidder halvdelen af holdet i lejren. Vi er mætte i mere end én forstand, og der hersker en stemning af ubetinget taknemmelighed, mens vi drikker single malt og hjælper madsnedkeren med det sidste. Resten af holdet er stadig på fjeldet. Den stærke, fiskefeberagtige trang i kroppen efter et sidste ’take’, umætteligheden inkarneret, er stadig nærværende i dem. Det er elven, der har taget greb i dem, og den slipper ikke så let sit tag. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan rumme mere eventyr, og da jeg skriver tallet 169 i min notesbog er det helt afsluttet. Jeg fanger tilfældigt Thomas’ blik, da jeg kigger op. ”Tillykke min ven”, siger han og slår det herligste smil op.

***

Mit store forbillede Jens Ploug Hansen siger et sted, at ”Havørreden er, hvor som helst den landes ved de danske kyster, en oplevelse for livet. I skønhed, elegance og styrke overgås den ikke af andre fisk ved kysten”. Det er et af mine yndlingscitater i lystfiskerlitteraturen. Mit lystfiskerliv hjemme i Danmark handler om havørreden, og den passion er urørlig, men der er en anden ædelfisk, som jeg bliver nødt til at beskrive, for den er blevet en del af mig og mine drømme her i vildmarken. Det er først nu, jeg helt forstår dens skønhed.

Det er fjeldørreden, eller som den hedder på engelsk: ’Arctic char’. Smag lige på dét ord. Det er et godt ord. Fjeldørreden er sejlivet, glat og grøn over ryggen, med det skønneste lysplettede sølv malet på siderne, og med de karakteristiske bugfinner, der afrundes og markeres af en skarp hvid streg. Den er voldsommere i sine udløb end andre ørreder. Når fjeldørreden opdager vores bedrag og krogen i kæften, transformerer den sig til en eksplosion af muskelkraft så voldsom, at man får følelsesløse fingre, når fluehjulets håndtag sparker som en hest. Det er fjeldørredens furiøse udløb, der hæver den op i en liga for sig, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har slået mig på bremsen eller set min hvide bagline forsvinde igennem fluestangens topøje. Fjeldørredens styrke kan ikke beskrives uden brug af svulstige metaforer og sammenligninger, og jeg glemmer aldrig det øjeblik, hvor jeg krogede min første fjeldørred, midt i et malerisk stryg, på en tungstensnymfe fisket opstrøms, cirka en halv time inde i mit Grønlandseventyr. Fjeldørreden er lige omkring de 60 centimeter, men jeg skyder den til at være meget større, for jeg kan ikke flytte den i strømmen. Den tager samtidigt flere lange udløb opstrøms, der flexer min stang og mig helt i knæ, for derefter at lade sig ’falde’ tilbage i strømmen med al sin vægt. Da jeg endelig kan lande den, er jeg lige ved at miste taget i mig selv. Jeg overvældes, overraskes og forløses på én gang.

Omkring fem minutter senere gentager scenariet sig med en endnu større fisk, og mine to første oplevelser med fjeldørreden skaber det, som jeg, af mangel på bedre, vil kalde for en slags uvirkelig realitet; en tilstand, som gradvist udvider sig og bliver altomsluttende for mig resten af ugen. Tilstanden af eventyrlighed bliver ganske enkelt vildere, mere ekstrem og mere vanedannende end noget andet, jeg har prøvet i mit fiskerliv. Jeg fortaber mig i hver eneste fisks skønhed og takker for dens generøsitet, og jeg kan stadig huske de fleste fisk, selvom de største nok er dem, der trænger sig tydeligst på i mine erindringer.

Fjeldørreden er en umiskendelig del af den tilstand, man kan opleve, hvis man træder ind i Camp North. Kun her kan man opleve, hvad det vil sige at møde fjeldørredens forjættende brutalitet og skønhed, dens vanvittige udløb, dens Herkulesagtige muskelkraft og dens arkaiske natur. Kun her, hvor de største fjeldørreder lever og hersker, kan man møde sin inderste drøm – og jeg ved, at alle fluefiskere har sådan en drøm at befri.

***

Jeg har hørt om det, men aldrig oplevet det på egen krop. Vi har grinet af det, eller slået det hen som noget eksotisk, der undtagelsesvist kan være lidt irriterende. I løbet af ugen, omtaler vi dem sarkastisk som vores venner, fordi vi har vænnet os til deres massive tilstedeværelse, når vinden ikke kaster sine rensende vinger fra vest ind over fjeldet. Så er de pludselig helt væk. Lejren er etableret strategisk højt i terrænet for at undgå den konstante belejring. Efter et par døgn er fluerne og myggene blevet en del af hverdagen, men deres konstante summen, de blodsugende stik og den kildrende kontakt på håndryggen overskrider alligevel enhver fatteevne. I Stanley Kubricks film ’Full Metal Jacket’ taler de om rifler, her taler vi om myggenet og Djungelolja. Fra det øjeblik, vi sættes af ved elvudmundingen den første dag, må vi forholde os til fluernes energi og ihærdighed, og det går overraskende nemt for de fleste af os. Fiskeeventyret, der venter, når lejren er færdigetableret, er alligevel det vigtigste. Op ad dagen er myggenettet integreret i min praktiske færden på fjeldet som noget, der umærkeligt bare er der, og jeg lever livet midt i den vildmark, der opleves og føles som en drøm, men som ikke er det. Mit livs fiskeeventyr.

***

Klokken er lige omkring 23.04, da min flue tages så hårdt, at fluelinen skærer sig igennem vandsøjlen med et højt, imploderende svirp, da jeg løfter stangen i tilslaget. Jeg har kroget min drømmefisk. Den, som jeg er kommet efter. Den, som jeg har ønsket mig i uendelige tider. Jeg ved, at jeg skal have heldet på min side, hvis jeg skal lande den, for elvens karakter er barsk her, med mange skjulte, skarpe sten under overfladen. Det er en underlig kontrast til de milde omgivelser, der indrammer stedet. Jeg havde spottet fisken i det dæmpede lys, kastet til den én gang, og nu står jeg med den for enden af mit forfang. En berusende, angstprovokerende følelse rejser igennem min krop, og jeg kan mærke pulsen hamre i halsen og hjertet banke lidt mere insisterende i brystkassen. Fisken forholder sig overraskende roligt i det stille vand på den modsatte side af elvpartiet, som den har gjort ophold i, efter det overjordiske hug midtstrøms. Det er et underskønt delta af rislende vand, som jeg står midt i, og jeg tænker, at det må være sådanne steder her, at drømme fødes og sætter sig som en besættelse i kødet på alle fluefiskere i verden. Det er drømmenes ursted, simpelthen. Fiskens rolige ageren viser sig at være et skalkeskjul, der blottes, da jeg lægger pres på den. I løbet af et splitsekund trækker fisken ud i hovedstrømmen, med et langt dybt træk opstrøms. Jeg er ved at tabe kæben. Hvordan har den kræfter til sådan et offensivt udløb, tænker jeg, men får svaret prompte, da den forcerer det lave vand på stryget. Der er ingen tvivl om, at den er stor og grov som en tyr på sin mark. Der er ikke andet at gøre end at forsøge at følge efter. Problemet er skrænterne forude, som begynder at rejse sig, hvor stryget falder første gang. Jeg har to valgmuligheder. Enten må jeg klatre op ad skrænterne, med hævet stang, eller også må jeg sætte hårdt mod hårdt, når fisken har passeret grænsen mellem stryg og roligt vand. Jeg vælger det sidste, drejer bremsen på mit Waterworks helt i bund og holder vejret, med en klasse 5 stang i hånden, der flexer i hvert et kulfiberstrå, så det knirker i håndtaget. Fisken makker ret og indstiller sit felttog. Den store fjeldørred er dog ikke indstillet på overgivelse, men tager selvfølgelig turen tilbage til sin standplads, med mig halsende efter. Sådan bølger kampen frem og tilbage, men det er mig, der har overtaget. Efter noget, der føles som en evighed, kan jeg til sidst kane fisken ind over elvbreddens stenparti, og jeg jubler som en vild. Da jeg løfter fisken op, så vi kan få taget et billede af den, overraskes jeg af fiskens vægt. Det er et sublimt øjeblik for mig. Fisken er høj som et bakkedrag, bred som en motorvej og pukkelrygget som Jens Vejmand. Med en begyndende legedragt, med toner af lyserød, rød og grøn, er den smukkere end de blanke nyopstegne, som vi har fanget uendeligt mange af. Og så har den en kæbekrog, som er en farvet hanlaks værdig. Den må have opholdt sig i elven i en rum tid. Da den glider ud i elvstrømmen igen og retter sig op som en gentleman, rammes jeg af rystende ben og må sunde mig lidt. Jeg har mødt det oprindelige, og jeg fisker næsten ikke mere den nat.

***

Der er ingen store brudstykker af isblokke, der dovent flyder rundt i det klare, turkisfarvede vand i fjorden. Det er sommer på fjeldet, og smeltevandet, der vælter ned over stenene, slukker tørsten prompte med dens iskolde, skønne marinering af tungen. Ungerne derhjemme vil så gerne se et billede af isbjergene. Det er sådan de forestiller sig Grønland, men de må nøjes med et billede af en sneklædt bjergtop. Med ét savner jeg min familie, så det knager i knoglerne. Jeg sidder i køkkenteltet og skriver i min sorte notesbog, bearbejder dagens indtryk. Mens de mange ekstreme fiskeoplevelser flasher forbi min indre skærm, gør jeg mig en interessant erkendelse, der gør savnet af min familie til at holde ud. Når jeg vandrer i vildmarken, på vej mod en fiskeplads eller på vej tilbage mod lejren, og tænker på Maria og drengene, så sker der næsten altid noget forunderligt. Det skjulte liv i vildmarken viser sig dagligt for mig. En lille fugleunge, der flakser rundt i vildnisset, et skrig fra en patruljerende kongeørn eller en moskusokses brune pels i bevægelse et sted derude i horisonten. Jeg bjergtages af de små tegn, og jeg ved, at forbindelsen mellem menneske og natur er umiskendelig. Jeg føler mig som det mest privilegerede menneske, fordi jeg kan mærke, at erkendelsen giver mig overskud til at være her. Selvom jeg er langt fra dem, jeg elsker og holder af, så banker min families hjerter i alt, der omgiver mig. Det klinger universalromantisk som i en 1800-tals digters poesi, men i virkeligheden er det bare en lykkelig fluefisker fra Norden, med verdens dejligste familie, der siger tak, selvom dette ord jo ikke er fyldestgørende.

***

Vi er rastløse den sidste dag. Nogle fordriver tiden med at fotografere, andre pakker endnu engang deres tasker, en enkelt gennemsøger de yderste stryg for en sidste fisk. Lejren er klargjort til det næste hold, og jeg har skrevet et velkomstbrev til den, der vælger mit telt. Vi ved ikke, hvem der kommer, så jeg har skrevet brevet på engelsk. Jeg spørger én af de andre, om det er lidt for prætentiøst, men han siger, at et sådant brev kan man kun blive glad for. Jeg stoler på ham og lægger brevet på liggeunderlaget i mit telt sammen med tre af mine favoritfluer.

Vi flytter vores oppakning tættere på udmundingen, så vi er sikre på, at gummibåden kan komme helt ind til os. Vi har alt med tilbage. Proviantrester, der gives til trængende familier i Sisimiut, vores imposante Simms-grejtasker, der underligt nok er blevet lidt lettere og selvfølgelig toiletspanden, der ikke overraskende er det tungeste bidrag. Én spejder på en skrænt efter ‘Sirius’ i fjorden, men der sker ikke rigtigt noget derude endnu. ”Nu kommer de”, er der pludselig én, der råber – og jeg skal selvfølgelig op på skrænten for at se med. Jeg kan ikke se noget. ”Bare rolig, den er derude”, siger han til mig. Jeg kan mærke, at jeg er mere end parat til at komme hjem. Jeg er mættet af eventyr, og jeg kan næsten ikke forestille mig en større fornemmelse af tilfredshed, dér på kanten af hjemrejsen. Jeg har altid troet, at forventningens glæde var den største, men jeg ved nu, at det ikke er rigtigt. Camp North er vildere og større i al sin vidunderlige enkelthed. Camp North er realiseringen af begrebet transcendens.

Gummibåden er fuldt læsset, med en lavt hængende køl, da den ubesværet glider rundt om pynten og kommer til syne i horisonten. Vi har ikke set andre mennesker i syv dage, så det er et specielt øjeblik, da vi ser Niels og hans makker vinke til os fra båden. Vi får lynhurtigt det nye holds oppakning og proviant på land og vores ditto i båden. Vi fungerer som en velsmurt maskine, der arbejder uden besvær. Vi, de hårde fjeldhunde. Niels fortæller, at det er et hold fra Sjælland, der skal afløse os, med en ung dreng på 14 år som den yngste deltager. Det er Peter Kirkebys tropper viser det sig senere. Jeg tænker et kort øjeblik på mit engelske brev i teltet, men slår det hen med et smil på læben. Det kan de jo godt forstå, tænker jeg.

Mens vi venter på, at gummibåden returnerer, kommer vi til at snakke om vores egen situation, da vi ankom på fjeldet for en uge siden. Vi var helt sitrende af bare spænding og uforløsthed, men også med en lille følelse af ængstelighed bag masken, i hvert fald for mit vedkommende. Det er grænseoverskridende, sådan pludselig at være de eneste mennesker i det store ingenting. Det omkalfatrer én, så man virkelig mærker hele sin eksistens på én gang.

Da gummibåden stryger ind over de lave vand foran os med det nye hold, får jeg med det samme øje på den unge dreng, der skiller sig ud fra mængden af mænd. Han virker lidt klemt af situationen. Jeg genkender blikket i hans øjne som mit eget, da jeg selv stod på brinken af elven, med alle mine forventninger som tung håndbagage en uge tidligere. Og selvom han er konkret og virkelig, af kød og blod, så bliver han et billede på hele eventyret for mig. Vi har alle været store drenge på fjeldet den forgangne uge, og mit møde med vildmarken var lige så uskyldigt, og lige så forbandet skræmmende, som det, han må stå over for lige nu. Om en uge er han forandret, det ved jeg, på samme måde som resten af det hold, han er en del af. Den unge mand og fjeldet, tænker jeg – det er det, han bliver til, når han møder de stærke fjeldørreder og den kolossale stilhed i fjorddalen. Han kommer til at opleve sit livs fiskeri – hér, hvor de store ørreder bor.

Det er voldsomt overvældende og virkeligt dragende at møde fjeldets uendelighed. Man står lige dér på kanten af det totalt ukendte, men man er nødt til at fortsætte, og pludselig føles alt som den største naturlighed, som det til alle tider kendte. Overgangen er berigende, den indre rejse uvurderlig. Jeg får ikke talt med den unge dreng, da han holder sig i baggrunden af de andre nye deltagere, der er nysgerrige efter at høre om vores fiskeri. Men jeg hilser på ham, da vi skubbes fra land. Jeg er sikker på, at jeg så elven i hans øjne.

***

Min lystfiskeridentitet er tæt knyttet til kystfluefiskeriet. Jeg opfatter mig selv som kystfluefisker. Derfor er det også en drøm, der går i opfyldelse, da jeg oplever det grønlandske fjordfiskeri, som er intet mindre end enestående, simpelthen. Det er Kurt fra Faaborg, der rigtigt indvier mig i det vanvittige fiskeri, og vi har flere ture til fjorden sammen, hvor vi fanger ekstremt mange fjeldørreder. Kurt er skarp, rigtig skarp endda, og han viser vejen hver gang. På vores bedste tur sammen lander vi henholdsvis 28 og 30 fjeldørreder i størrelsesordenen 45 til 68 centimeter, med en tredjedel som +60’ere. Kurt er hele tiden to fisk foran mig, men vi hygger os gevaldigt og nyder hinandens fangster. Han fisker med spin, jeg med flue. Det grønlandske fjordfiskeri er action med action på. Èn ting er de ekstremt lange udløb, hvor man konstant må fighte fisk på baglinen, noget helt andet er den intensitet i fiskeriet, som vi gang på gang oplever. Jeg overvejer en enkelt gang at fiske med ophænger, men forkaster tanken, for det kan kun gå galt – og faktisk er det helt unødvendigt. Fjeldørreden overfalder alt, hvad der bevæger sig. Jeg oplever flere gange, hvordan fire-fem fisk forfølger fluen med det ene angreb efter det andet uden at foretage et regulært ’take’, for dernæst at blive overhalet af en endnu vildere fisk, der ud af ingenting pludselig dukker op og hamrer fluen tre meter fra topøjet. Vi har fået at vide, at det bedste fiskeri skal opsøges på stigende vand, men vi oplever faktisk det modsatte på alle vores fjordture. De to til tre timer, der følger efter den højeste vandstand, er magiske, når det gælder jagten på Arctic char. Flere gange når vi langt over 80 fjeldørreder i hånden, tre mand høj, på to timers bonanzafiskeri i faldende vand på Miami Beach, som vi kalder kongestrækket, langt ude i fjorden. Jeg er nødt til at redefinere begrebet ’bonanza’ flere gange, for jeg forstår det ikke længere. Det, som vi hele tiden oplever, er ganske enkelt uden for kategori og komplet usammenligneligt med hjemlige forhold.

Vi går over 20 kilometer om dagen. Det sætter sig i benene som mursten, tunge mursten. Derfor vandrer vi i fjorden, når vandstanden er på sit laveste, så vi undgår at vandre i det bløde vildnis på bakkedragene. Det giver os mulighed for at identificere fjeldørredens revirer på nært hold. Når tidevandet kommer og langsomt falder igen, så ved vi, hvor vi skal finde fiskene. For enden af Miami Beach ligger et fantastisk sandrev, der kan vadefiskes via en lang undersøisk tange. Det er her, jeg får én af de mest uforglemmelige oplevelser. Kurt mister en god fisk til venstre for mig, og jeg tænker, jeg så lige kan nå det allersidste kast ud over hotspottet, før vi påbegynder den lange vandring mod lejren. Fluen lander perfekt, og jeg når kun at tage et enkelt strip, før jeg ser en rigtig god skygge vende efter fluen under overfladen. Det hele foregår nærmest i slow motion, og jeg tænker instinktivt, at stangen skal op i armhulen, hvis jeg skal have fisken til at angribe, hvilket jeg derfor gør og prompte sætter fart i fluen. Jeg ser helt tydeligt, hvordan fisken speeder op, åbner gabet og klasker kæberne sammen om min synlige flue. Det hele foregår i løbet af få sekunder, og da jeg mærker fisken, sætter jeg krogen med et velplaceret strip strike. Det er et drømmeagtigt scenarie, som helt automatisk fæstner sig øjeblikkeligt i min hukommelse. Fighten er vanedannende og intens, og Thomas fanger gyldne øjeblikke med sit kamera. Vi måler fisken til 64 centimeter, og så får den sin frihed igen. Selvom det er min fisk nummer 28 den formiddag, så råber jeg alligevel et lidt højere ’yeah boy!’ ud over fjordens grønne vand, end jeg ville have gjort derhjemme ved en fisk af samme kaliber. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, jeg råber, men alt heroppe føles som en drøm, der er virkelig.

Fjordfiskeriet er vanskeligt at beskrive, for det er et kystfiskeri, der på den ene side minder relativt meget om fiskeriet efter havørreder på Fyn, men som samtidigt er så ekstremt, at man kun kan forstå det, hvis man selv oplever det. Det er majestætisk, men også krævende, fordi fiskeriet ikke er ubetinget nemt. Fjorden kan virke uendelig stor og stendød som kysten derhjemme. Men når naturen arbejder med, når det store urværk sætter gang i fiskene, så venter der store oplevelser og sublime øjeblikke, der er helt uden sidestykke i denne verden. Som kystfluefisker må dette være som at befinde sig i ørredhimlen, lige dér, hvor en anden verden begynder og gentager sig.

***

Jeg vækkes af stemmer, som jeg genkender med det samme. Det er Henrik og Kurt, der er kommet hjem til lejren efter et aftentræk i den øvre del af elven. Jeg havde tidligere på aftenen fået tilbuddet om at komme med dem, men jeg var for udkørt til at gennemføre vandringen, så jeg kravlede i min Yeti, selvom mit fiskehjerte nok mest af alt trak i en anden retning. Jeg siger til dem, før de tager på tur, at hvis jeg vågner i løbet af natten, så tager jeg selv afsted. Jeg vender og drejer mig en enkelt gang, men kan ikke falde til ro igen. Den første dags surrealistiske fiskeri sidder i mig som en besættelse, så jeg står op. Jeg må afsted igen.

Der er noget magisk over at vandre i fjeldet alene om natten. Lyset er dæmpet og har det samme skær som en tidlig sommermorgen derhjemme. Forskellen er de helt lange skygger, der indhyller fjorddalen i mørkere nuancer. Stilheden er larmende, for jeg kan høre, hvordan mit hjerte slår i mit bryst, når jeg vandrer. Alle mine sanser forsøger at begribe, hvad der udfolder sig omkring mig, men jeg holder mest af alt øje med, hvor jeg sætter mine spor, så jeg har styr på omgivelsernes små vejvisere, men jeg er nu alligevel glad for walkien, der ligger i min waistpack.

Alt ånder fred, da jeg lægger mit første kast opstrøms, men der skal kun tre kast til, før jeg ser et kort træk i fluelinen, som indikerer, at en fisk har taget min fluorescerende nymfe. Jeg rejser stangen, så linen skærer igennem vandet, og en fin 50’er stiger resolut ud af vandet som kvittering. Jeg overraskes igen af, hvor stærke fiskene er her, og de skal holdes hårdt, hvis de skal landes sikkert. Men lige meget, hvor hårdt, man holder fiskene, med fluehjulets bremse helt i bund, så tager fiskene udløb som maniske arbejdsheste. Jeg gennemfisker hvert et stryg og sving, og jeg får fisk på alle pladser. Når jeg vandrer på skråningerne, kan jeg se, hvordan fiskene buldrer frem og tilbage under overfladen. Trykbølger i alle retninger tegner et dragende billede af en elv på kogepunktet. Mine nymfer er mere end effektive, så jeg kaster mig over skumfluefiskeriet, hvilket hurtigt viser sig at være endnu mere intenst. Selvom strømmen gør det meste af arbejdet, så opdager jeg, at fiskene først tager fluen, når jeg sætter ekstra fart i skummen, så den nærmest plasker i overfladen. Det er vildt at se, hvordan fiskene forlader deres standpladser på modsatte side og cruiser 2-3 meter tværstrøms for at nakke min skumflue i en trykbølge, der får hjertet til at springe et slag over. Det er et enormt spændende fiskeri, men også et svært fiskeri, for fluen skal streame helt rigtigt for at udløse et hug. Da jeg noterer min 14. fisk i bogen, får jeg pludselig nok. Hele sceneriet omkring mig, og det drømmeagtige fiskeri i midten, får mig til at sætte mig ned. Jeg hyler ikke, men det er tæt på. Jeg forstår ikke, hvordan det her kan lade sig gøre. Jeg forstår ikke, hvad det er, jeg er ved at blive en del af, men jeg kan mærke, hvordan det hele sker lige her og nu, da solen bryder frem bag det yderste bjerg, skarp og blændende som en evig ild. Kulden i kinderne, der alligevel føles mild på grund af solens frembrudte nærvær, de snurrende ben, der bestandigt og trofast bærer mig videre til det næste eventyr og fornemmelsen af at være det eneste menneske i vildmarken, i verden. Det sidste får det til at gyse i mig, og jeg får fornemmelsen af at blive iagttaget, mens jeg rejser mig fra elvbreddens grus. Jeg begiver mig hurtigt nedstrøms, hjemad mod lejren, der ikke kan skimtes i horisonten, og genoplever den samme kulisse, med det samme verdensklassefiskeri, på turen tilbage. Jeg siger godmorgen til Thomas, der sidder og spiser sit morgenritual, da jeg træder ind i køkkenteltet, helt udmattet af træthed. Sætter mig ned med en skål mysli og lidt varmt til ganen. Vi taler lidt om gårsdagens fiskeri, udveksler et par erfaringer og hygger os med det. Thomas fortæller, at et hold er gået til fjorden her til morgen, og før jeg når at tænke tanken til ende, er jeg i færd med at tage mine waders på igen. Jeg må afsted, selvom det mest rationelle ville være at tage et par timer med lukkede øjne på langs i mit telt.

Jeg begiver mig afsted med fornyet energi, på ukendt terræn, uden at kende vejen, men jeg ved, at jeg på et tidspunkt finder fjorden. Efter en times vandring i godt tempo når jeg endelig det, der ligner en strand. Jeg kan se de andres fodspor i sandet, nogle af en mere slæbende karakter end andre, sådan er det heroppe, så jeg følger dem, indtil fodsporene ophører foran et massivt stenparti, der dækker stranden i dens fulde bredde. Jeg kan ikke se de andre længere ude, så jeg beslutter mig for at begynde fiskeriet, hvor jeg står. Jeg kaster vel 10-15 kast, før der sker noget. En fisk viser pludselig interesse for min skumflue, men vil ikke rigtigt lege med, selvom jeg omgående sætter fart i fluen. Jeg kaster igen, og denne gang falder hugget resolut, da skumfluen lander på vandspejlet. Min første grønlandske fjordørred er kort efter en realitet. I løbet af den næste halve time har jeg et fedt fiskeri, med trykbølger og bulende fisk, og jeg lander yderligere 6 fjeldørreder, før fiskeriet pludselig ophører. Stimen er væk, og det lykkedes mig ikke at finde den igen. Under mit fiskeri har jeg kunnet følge de andre fiske længere og længere ind i fjorden, mod mig, og jeg beslutter mig for at vente på dem og vandre med dem tilbage til lejren. Det viser sig, at de har haft en suverænt fiskeri længere ude i fjorden, og jeg beslutter mig for, at dér vil jeg ud i morgen tidlig. Tilbage i lejren spiser jeg lidt mad, makrel på dåse i rigelige mængder, men jeg kan ikke finde den indre ro. Elven trækker i mig igen, men jeg kan ikke få de andre med på idéen om endnu en vandring ud i fjeldterrænet.

Da jeg igen finder mig selv, vandrende og svedende, med myggenettet trukket godt ned om ørene, går det op for mig, at jeg er ved at have gode ben, og jeg griner lidt af min latterlige tanke. Jeg kan ikke tænke på andet end fjeldørreder og deres vanvittige udløb, og jeg må have mere flex. Inden længe er jeg fremme ved de første pools og scenerne fra nattens kongefiskeri gentager sig så vidunderligt, at jeg ikke længere tror på, at noget så genuint stadig kan findes i denne verden. Jeg lander fjeldørreder i massevis, og jeg nyder hver eneste én af dem, for det er mere end bare trofæjagt for mig. Mine vandringer frem og tilbage mellem fjorden og elven er også en rejse frem og tilbage i mit lystfiskerliv. Jeg kommer i tanke om mit første møde med fluefiskeriet ved Kongeåen, da jeg var omkring 14 år, og jeg erindrer simultant, hvordan kystfluefiskeriet senere blev en endnu større passion for mig. Camp North sætter sig i min krop som et godt glas single malt, brændende og afvæbnende, og jeg tænker, mens jeg afkroger og ser en smuk fjeldørred komme til hægterne igen og langsomt svømme tværstrøms, at dét her, det kan jeg simpelthen ikke undvære i mit liv. Efter 20 timers fiskeeventyr kravler jeg i min sovepose, fuldstændig tømt for kræfter, med huen trukket ned om ørene. Det er koldt på fjeldet, vidunderligt koldt og vitalistisk, og jeg drømmer næsten ingenting, den nat.

***

Hjemme i Danmark sidder jeg i mit arbejdsværelse og bladrer i min sorte notesbog. Jeg forsøger at reflektere over, hvad det egentligt er, jeg har oplevet, mens jeg læser de mange sider, jeg trods alt fik skrevet på fjeldet. Det ville være helt umuligt for mig at skrive noget som helst uden mine nedfældede tanker. Jeg kan fornemme, at mine ord er autentiske, men jeg kan også mærke, at jeg allerede har et distanceret forhold til alt det, jeg læser, til mine egne ord. Jeg kommer i tanke om noget, som vi talte om på fjeldet, Henrik Barløse og jeg. Camp North er en slags virkelighed i virkeligheden. Den er noget særligt, noget som man bare er i lige nu og her, men som uundgåeligt ophører, når vi ikke længere fisker og når vi rejser hjem. Jeg forstår med ét, hvorfor fjeldoplevelserne som helhed føles som en drøm i mig igen. Camp North er tilstand, man træder ind i. Når man træder ud af den igen, findes den kun som erindring, som levet liv. Hver eneste tur til Camp North bliver derfor unik. Dét, som jeg oplevede på fjeldet, vil aldrig kunne gentages eller genskabes – men det er netop det fantastiske, for det betyder, at nye drømme kan realiseres, når jeg besøger Camp North igen, at nye eventyr ligger og venter på den, der tør overgive sig til det vilde, det uforudsigelige og det fabelagtige fiskeri efter de største og stærkeste fjeldørreder på Vestgrønland.

Jeg lytter til ’Coming like a hurricane’ af danske Death Has No Dominion, der er blevet et slags soundtrack til mine grønlandsoplevelser, mens jeg iagttager mine billeder fra turen på fjeldet, alle oplevelserne, der viser sig igen. Fortællingen om mit vildeste fiskeeventyr slutter aldrig, for de største oplevelser holder jeg for mig selv. Sådan må det være. Sådan skal det være.

Jeg har set verden begynde én gang før, og jeg har set en anden verden gøre det samme for mig i vidunderlige gentagelser. Jeg er sikker på, at det kommer til at ske for dem, der kommer efter mig, hvis de åbner øjnene og forstår, hvad de ser.

 

 

MINE BILLEDER FRA TUREN: 

FlueboksenSlædehunde - SisimiutIphone billeder fra juli 2016 034Iphone billeder fra juli 2016 044Iphone billeder fra juli 2016 046Iphone billeder fra juli 2016 050Iphone billeder fra juli 2016 053Iphone billeder fra juli 2016 070Iphone billeder fra juli 2016 076Iphone billeder fra juli 2016 097Iphone billeder fra juli 2016 104Iphone billeder fra juli 2016 106Iphone billeder fra juli 2016 121Iphone billeder fra juli 2016 126Iphone billeder fra juli 2016 131Iphone billeder fra juli 2016 129Iphone billeder fra juli 2016 139Iphone billeder fra juli 2016 143Iphone billeder fra juli 2016 141Iphone billeder fra juli 2016 147Iphone billeder fra juli 2016 152Iphone billeder fra juli 2016 162Iphone billeder fra juli 2016 165Iphone billeder fra juli 2016 169Iphone billeder fra juli 2016 172Iphone billeder fra juli 2016 174Iphone billeder fra juli 2016 177Iphone billeder fra juli 2016 187Iphone billeder fra juli 2016 194Iphone billeder fra juli 2016 199Iphone billeder fra juli 2016 222Iphone billeder fra juli 2016 242Iphone billeder fra juli 2016 247Iphone billeder fra juli 2016 252Iphone billeder fra juli 2016 260Iphone billeder fra juli 2016 266Iphone billeder fra juli 2016 273Iphone billeder fra juli 2016 275Iphone billeder fra juli 2016 282Iphone billeder fra juli 2016 323Iphone billeder fra juli 2016 327Iphone billeder fra juli 2016 365Iphone billeder fra juli 2016 412Stor fjeldørredIphone billeder fra juli 2016 390Sølv på fjeldetIphone billeder fra juli 2016 367Lettere farvet fjeldørredIphone billeder fra juli 2016 203Iphone billeder fra juli 2016 288Iphone billeder fra juli 2016 301

5 thoughts on “Den unge mand og fjeldet

  1. Hej Kasper.
    Det er en helt unik beskrivelse du har begået. Form og indhold overrasket mig ikke. Tvært imod. Det svarer lige til det indtryk jeg fik af dig. En uge så tæt på dig giver indtryk. Det var meget lærerigt at fiske sammen. Du fortæller villigt om metoder og egne erfaringer. Det var bare en fantastisk tur.
    Det støste for mig var det utrolige sammenhold. Alle hjalp hinanden, grinte sammen og glædede sig over hinandens fangster.
    Aldrig har jeg fanget så mang fisk på aå kort tid. Gid at vi alle kan gentage en ny tur til Camp North efter den bomstærke arctic char.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s