De fleste kystfluefiskere har nok på et eller andet tidspunkt oplevet at møde de svære efterårshavørreder. Her taler vi om den slags drilske havørreder, der kan drive selv de mest drevne og tålmodige kystfluefiskere helt ud til vanviddets rand.

Men efteråret er også én af de kystkulisser, hvor man kan opleve et helt forrygende fiskeri; med lige dele frustation og forløsning som de skiftevise dansepartnere.

Efteråret på kysten rummer utallige udfordringer. For det første huserer der kolossale mængder af havørredens byttedyr i det kystnære vand, hvilket kan gøre havørrederne ekstremt selektive. Samtidigt har de fleste havørreder indstillet gps’en på åernes gydebanker, hvilket også indvirker stærkt på havørredernes manglende villighed til at tage vores fluer. Når det alligevel er muligt at opleve efterårstræk på kysten, der kalder på mange fights og hugvillige fisk, så skyldes det faktisk netop de utallige udfordringer – især, hvis man tænker udfordringerne strategisk ind i sin fiskepraksis. Lad mig uddybe.

At havørrederne migrerer mod åerne, betyder, at vi faktisk har langt lettere ved at finde dem. For det første spreder de sig som følge af vandringerne. I det tidligere efterår er det stadig pynterne og revene, der kan levere det bedste fiskeri, men i løbet af perioden fra midten af september og hele oktober kan man støde på havørrederne hvor som helst langs kyststrækningerne. Finder man en større koncentration af havørreder på den åbne kyst, så lokalisér, hvilke å-udløb i den umiddelbare nærhed, de angiveligt må være på vej imod. På den måde kan man efterfølgende tilrettelægge sine ture, så man ‘følger’ havørrederne frem til fredningsbælternes begyndelse. Det samme princip gælder også i fjorden, hvis det er dér, man ynder at bruge sin fisketid.

Havørreder, der migrerer kan imidlertid være rigtigt ‘svære’, fordi det biologiske design trækker dem mod brudesengene i åerne. Men der findes et par tricks, som har at gøre med både biologi og fluebinding, som jeg i det følgende vil komme nærmere ind på.

Inden for biologien er det alment kendt, at havørredens ‘syn’ ændres under gydevandringen. Gradvist bliver havørredens syn mere og mere følsom over for især rødlige farvenuancer, hvilket bl.a. er én af forklaringerne på, hvorfor farvestrålende fluer i pink og orange er markant bedre i efteråret end på andre tidspunkter af sæsonerne (eller at fluer som ‘Magnus med blodtud’ eller ‘cutthroat kutling’ også kan være helt eminente i efteråret). Samtidigt er det også i efteråret, at havørreden udviser en langt højere grad af begyndende territorial aggression i det kystnære vand som en slags ouverture på de ‘magtkampe’, som kommer til at finde sted på standpladserne og gydebankerne. Disse forhold kan vi med fordel tænke ind i vores fiskestrategi og fluebinding, så vi optimerer vores chancer, når vi er afsted på kysten.

I mit eget efterårsfiskeri dyrker jeg en ret aggressiv approach, hvor jeg fisker mine fluer ekstremt hurtigt og/eller i ret eksplosive ryk. Havørreden skal tirres og provokeres, hvis den skal vækkes fra gydetrækkets hypnotiske kraft.

Jeg tilpasser mine fluer, så de gradvist bliver mere og mere farvestrålende. Man kan sige, at jeg skruer mere og mere op for blusset, så de skrappe farver til sidst dominerer helt, mens jeg samtidigt gradvist nedtoner mine fluers naturalistiske træk, så jeg fra midten af november og frem eksklusivt fisker med helt afpillede ‘udrykningsfluer’ i skrigende pink og orange, der speedes ind med stangen i armhulen. Der findes naturligvis undtagelser, hvor havørrederne alligevel tager de afdæmpede fluer, men igen handler det om at tage udgangspunkt i den enkelte fiskesituation og være omstillingsparat. På den måde kommer man oftest længst i forhold til at få overlistet de til tider svære efterårsørreder. Og endnu vigtigere er det måske at huske på, at kystfluefiskeri efter havørred aldrig vil være en eksakt videnskab, hvilket I kan læse mere om her.

Et andet feature, som jeg ofte tilfører mine efterårsfluer, er gummiben. ‘Luksusrejen’ er helt suveræn i de mere kradse versioner i efteråret, og i det hele taget kan det anbefales at tilføre rejefluerne et ‘pirrende’ og ‘sitrende’ element i form af forskellige gummiben, der effektivt suppleres af fluorescerende elementer som hugpunkter.

Det samme gør jeg også ved mine små baitfish-fluer, der får tilføjet et fluorescerende “gummielement”, der kan sitre i vandet. De helt enkle kystfluer, som ‘Kobberbassen’ og ‘Guldbassen’ kan også med fordel tilføjes et par ‘provokerende’ gummiben. Endelig kan man også med stor fordel udstyre vinterklassikere som ‘Pink Glimmerreje’ og ‘Polar Magnus’ med et par flourescerende gummiben. Det kan virke helt eminent godt, når havørrederne er i det drilske hjørne.

Med hensyn til størrelserne på fluerne, så vil jeg sige, at det klart er de mindre størrelser (6, 8 og 10), der dominerer i min flueboks i efteråret. Men igen handler det meget om de foreliggende konditioner på en given plads. Er der gang i ‘efterårsbølgerne’, så kan det godt betale sig at gå helt op i størrelse 2, men til det stille og vidunderlige efterårsfiskeri vil de små fluer oftest være de helt rigtige ‘killers’ i langt de fleste tilfælde. Fisk fluerne hurtigt, men husk også at lade dem ‘svæve’ med jævne mellemrum, så gummibenene rigtigt kan arbejde magisk i vandet. Jeg garanterer, at det virker for vildt!

Knæk og bræk på efterårskysten, venner – og tak fordi I læser med!

Bedste kystfluehilsner,

Kasper

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s