“DREAMS CALL FOR ACTION”Martin Hall.

Det kunstige lys fra de knejsende master ved Agernæs havn, der ligger lige før dæmningen til Helnæs, bader de parkerede biler, da vi svinger ind på gruspladsen, hvor vi har sat deltagerne stævne. Der er stadig ti minutter til dagens take-off, men vores Fishtrip-deltagere står allerede klar. “Det bliver en god dag”, siger Mads til mig, før han resolut stiger ud af bilen og med venligt gestikulerende bevægelser kommer gutterne i møde.

Vi er i gang med årets sidste Fishtrip, og vi skal i denne omgang besøge pladser som “Inderlåret”, “Hotellets mudderbad”, “Muslingebjergene” og “A til B” – og vi skal lave “combat-fishing” på et lille rev, ikke langt fra udgangspunktet ved Agernæs.

Det første morgenlys bekræfter desværre DMI’s vandstandsprognoser; vandstanden er meget lav fra første færd, faktisk uhyggelig lav, og det er koldt, meget koldt endda, men jeg er fortrøstningsfuld. Det giver bare andre muligheder, og jeg ved, at “Inderlåret” kommer til at spille optimalt under disse konditioner – hvis ellers solen bryder igennem det tunge skylag og varmer plateauerne op i løbet af formiddagen.

FISHTRIP-KONCEPTET:

Vores Fishtrips handler om at byde vores gæster velkomne i vores backstage, helt inde i selve hjertekammeret af vores passion og vores ‘hellige’ vand. Det er det enkle koncept.

Og så handler vores Fishtrips om at skabe en fiskedag, som rummer både overraskelser og udfordringer, hvor vi får hjerter til at banke. Det er den enkle, men svære opskrift. Det er udfordringen og imødekommelsen af den enkeltes subjektive forventning, som driver os.

Hvis du vil med på tur, kan du tilmelde dig her.

Jeg bliver gang på gang imponeret over den vedvarenhed og entusiasme, som vores deltagere lægger i fiskeriet. Ikke fordi havørredfiskeri generelt altid kræver det, men fordi det ofte er en styrkeprøve, hvor hårdt arbejde er en forudsætning for at knække koden. Ingen udfordringer virker for store eller uoverkommelige for dem. Der er en positiv energi hele vejen, og jeg synes, det er enormt givende og hyggeligt at tilbringe fisketimer sammen med den slags ildsjæle. Det er en stor inspiration for Mads og jeg.

fishtrip-fight

Kasper med en sølvblank fra en Fishtrip-testtur for nylig. Revet blev testet med succes og godkendt – og pladsen (som ikke er en 117-plads) indgår nu i én af næste års Fishtrip-ture.

Vi mærker fisk på tre ud af dagens fire pladser, hvilket er mere end godkendt, men havørrederne tager meget forsigtigt. Det er de mere nedtonede fluer, der giver de fleste kontakter i løbet af morgenen, men efterhånden som dagen skrider frem, tager de mere ekspressionistiske fluer over som retningsgivere. Især er det de mørke rainbowfarvede fluer med flouroscerende chartreuse og gule hugpunkter, der sætter gang i fiskene.

Der skal arbejdes på alle pladser, både fiskestrategisk og vadeteknisk, men alle deltagere har en ‘seatrouter’-nerve uden lige, så havørrederne får kamp til stregen. Det er en fornøjelse at se og facillitere som guide og turleder.

Da vi når frem til ‘Inderåret’, som er én af vores tophemmelige pladser, møder vi en location, som kan få selv den mest uimponerede kystfisker til at falde i total ekstase. Det er en kysttypologi, der indbyder til det helt store eventyr, for den er enormt spændende at affiske.

Uheldigvis mangler vi solens varme, så det bliver kun til en enkelt følger på den kolossale plads, hvilket slet ikke matcher det potentiale, som jeg ved pladsen kan indfri. Sidste år, hvor jeg havde det første hold med til Helnæs, var det netop her, vi oplevede triple-flex og fest i gaden. Men dengang var vi selvfølgelig også badet i varmende, forårsagtige solstråler, selvom kalenderen skrev ultimo november.

To af deltagerne giver dog heldigvis udtryk for, at det netop var sådan en plads, som kunne karakteriseres som ren ‘fiskeporno’, og at man nærmest ved hvert kast havde den der intuitive fornemmelse af, at nu kommer det brutale træk i linjen. Fucking fedt!

Vi beslutter os for et sats på den åbne kyst til sidst, og vi indleder vores afsluttende raid med en omgang skoldhed suppe. Det er noget, der sætter gang i energien, så vi kaster os uden tøven ud i bølgerne, der efterhånden har fået hvide toppe.

Det er Mikkel, der kroner dagen med en suveræn jackpotfisk. Mikkel placerer sig lige til højre for revet, som han tidligere har haft gode erfaringer med – men vi guider ham hurtigt over mod det mere rolige vand, lige bag revet. Der går ikke mange minutter, før han får den første kontakt. Havørreden får dog ikke fat i fluen i første omgang, men et resolut, hurtigt og kort kast i havørredens retning udløser en knaldhårdt take.

Mikkel får hurtigt kontrol over fisken, som er mere over vandet end under, og han fighter den som en champ. Efter en sublim kamp, kan han lande fisken med et solidt greb om haleroden. Det er en fantastisk følelse, når det lykkedes for vores gæster at lande mageløse fisk, og den her havørred er ingen undtagelse. Med sine små 55 cm, med sine blanke løse skæl og med sin glasklare halefinne er den en beundringsværdig skønhed. Havørredens skæl rasler af, da Mikkel slipper grebet om fisken og sætter den ud igen, og da han løfter sin hånd til det obligatoriske high five, får vi havørredskæl på hænderne. Det er et fantastisk øjeblik, der rummer en symbolik, som kun havørredfiskere forstår.

Vi kipper med hatten i anerkendelse af Mikkels fangst, og med dyb respekt for beslutningen om at lade fisken svømme videre. Det er så god stil – og det vidner om Mikkels karakter som en rigtig ‘seatrouter’, en havørredens ven.

fishtrip-cr

Mikkel Egedorf med en beundringsværdig gestus, som kalder på respekt.

Dér ender turen så – og hvilken afslutning! John kan igen berette om en tabt fisk, der faktisk tog fluen i hele to omgange, men alligevel ikke blev kroget. Det er i vores optik havørredfiskeri, når kystfiskeriet har allermest at byde på, fordi sådan en oplevelse skaber drømme, der kalder på handling og refleksion. Kystfiskeriet handler ikke kun om at fange fisk. Det handler også om det potentielle eventyr; at smage en lille del af det forjættede sølvtøjsland, når man er afsted.

Det er derfor, vi bliver ved.

Bedste kystfluehilsner,

Kasper T.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s