The Ultimate Nullifier

Jeg tror, de fleste kystfluefiskere har et næsten religiøst forhold til de kystfluer, de anvender i deres fiskeri på kysterne og fjordene. Men jeg hører også ofte om kystfluefiskere, der kun anvender én flue. Argumentet lyder helt enkelt: “hvis havørreden ser fluen, er sulten og på jagt, så tager den fluen uanset hvad”. I min optik er det både rigtigt og forkert.

Havørreden er uden tvivl en opportunistisk rovfisk, med instinkterne helt uden på de sølvglinsende skæl – men den kan også være en ekstremt selektiv fisk, der ikke lader sig nøje med hvad som helst, vi serverer for den. Der er selvfølgelig forskel på, hvornår på året, du oplever havørredens luner. Når fødeemnerne er knappe og havørrederne er sultne, så skal der ikke så meget til.

Omvendt har jeg også oplevet ekstremt svære fisk i forårets kongemåneder.

Jeg vil derfor argumentere for, at vi tænker vores fluer – og derved også vores fluebinding – ind i en ramme, hvor det handler om at fokusere pragmatisk på det, vi bruger vores kystfluer til, nemlig til at fange fisk med.

Kystfiskeriet efter havørred forandrer sig fra år til år, fordi de kystpladser, hvor vi fisker havørred, undergår en række naturgivne forandringer (storm, undersøisk strøm etc.), der så at sige reshaper bundforhold, vegetation, revkonturer.

På samme måde skal vi også tænke vores kystfluer, så vi hele tiden har de fluer i æsken, som kan bruges under forskellige omstændigheder og i forskellige fiskesituationer.

Min flueboks afspejler både tradition og fornyelse. Jeg er stor fan af de klassiske havørredmønstre, som jeg altid bruger – men jeg forsøger også at tage udgangspunkt i traditionen, når jeg designer nye mønstre. Særligt den sidste del har at gøre med de foranderlige situationer, som vi gang på gang oplever – og som derfor står helt centralt som helt brugbare erfaringer i min fluebindingspraksis.

Den flue, som jeg vil vise, har sit udspring i en dag på kysten, hvor jeg fandt en flok aktive havørreder, der fouragerede og tailede på meget lavt vand. Havørrederne var totalt ligeglade med mine små ubelastede tanglopper og transparente rejer. Uheldigvis var alle mine baitfishmønstre og små streamers belastede, så jeg kunne ikke få dem til at svæve i vandet, så jeg effektivt kunne fiske fluerne på det lave vand – faktisk gjorde de umiddelbart mere skade end gavn. Det var ekstremt frustrerende, så jeg trak en nulbon, selvom fiskene var på pladsen.

Med udgangspunkt i Jesper Alives tanker om ubelastede fluer og mine egne om de vigtige enkelthedsprincipper udviklede jeg derfor et baitfish-mønster, som rummer de features, der gør det muligt at fiske fluen svævende langsomt, med mulighed for et aggressivt og eksplosivt flygtende træk i linen, så den både kan ‘hænge’ over vegetationen og pludseligt flygte væk. Det er noget, der kan få selv den mest kræsne havørred op på finnerne, hvilket jeg ofte har oplevet – og jeg er sikker på, at den havde gjort en forskel i ovenstående oplevelse med de kræsne fisk.

Fluen hedder “The Ultimate Nullifier”:

kutling-baitfish

“THE ULTIMATE NULLIFIER”

Materialeliste:

Krog: Ahrex NS122 light stinger #6

Bindetråd: Monoclear

Hale: Whiting coq de leon (dark pardo) + crystal flash small

Krop: Lite brite (pearl) + spectra dub (violet)

Kropshackle: Whiting coq de leon (dark pardo)

Øjne: Rejeøjne

Hoved: Marabou fra Whiting coq de leon (dark pardo) + kropsdubbing

Bindevejledning:

1. Begynd med at fæstne tråden på krogen, som du plejer. Dernæst udvælger du en passende coq de leon fjer fra nakken. Vælg en lang fjer, så du har fjermateriale nok til hele fluen. Du skal nemlig kun bruge én fjer til hele fluen. Lav et halebundt af de lange fibre på fjerstammen, som du stripper af. Bind det ind sammen med to stråler crystal flash, som du vender dobbelt og bagud. Halen må ikke være længere end selve krogskaftet.

2. Dernæst binder du rejeøjnene ind, så de flugter med krogskaftet op mod krogøjet. Du får rejeøjnene til at stritte ud til siderne ved hjælp af ottetals-beviklinger, så de sidder på samme måde som kuglekædeøjne. Husk på, at der skal være plads til at forme hovedet, så det ser harmonisk ud.

3. Nu er det tid til at mixe kropsdubbingen. Tag et godt bundt lite brite og en lille smule af spectra dubbingen, som du blender sammen. Når kropsdubbingen er færdig, har den et svagt violet shine, som ser for vildt ud i våd tilstand. Herefter dubber du kroppen, som du plejer. Kroppen må gerne have et let taperet udtryk.

4. Derefter skal du have fat i fjerstammen igen. Mål evt. fibrene i forhold til krogen, så fluen får et harmonisk udtryk, når hackler fluen. Hacklet bindes ind, så de længste fibre er forrest. Når du har låst hacklet, bruger du bindetråden som rib, og fører den tilbage over kroppen til indbindingspunktet bagerst, hvorefter du tvinger kropshacklet om kroppen. Når du har kropshacklet på plads, bruger du den transparente bindetråd til at låse og ribbe kropshacklet modsat op mod krogøjet.

5. Nu er det tid til at lave det sidste på fluen, nemlig hovedet. Lav en dubbingløkke, hvori du mixer og spinder marabouen, som du har strippet fra den nederste del af fjerstammen, sammen med lidt af den blendede dubbing, som du har brugt til kroppen. Det er vigtigt, at marabouen udgør den dominerende del af materialesammensætningen. Herefter tørner du den spundne dubbingløkke om rejeøjnene, så hovedet får et harmonisk udtryk.

6. Afslut med whipfinish og en gennembørstning af fluen.

“The Ultimate Nullifier” er en kystflue, som er tænkt som en lille kutlingeimitation, men som også kan fungere som en fræk og anderledes rejeimitation. Selvom materialerne er porøse, så er det en superstærk flue, der virkelig kan holde til at blive gnasket.

God bindelyst ved stikket, venner – og knæk og bræk derude.

Kystfluehilsner,

Kasper T.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s