Overspringersølv på østkysten

Der sker næsten altid et eller andet forunderligt på de fynske yderkyster, når vi nærmer os årets sidste måned. Det er overspringertid, og jeg plejer at lægge en god portion energi i jagten på disse lynende blanke, topkonditionerede, skældryssende trofæfisk – for jeg ved, at de på et eller andet tidspunkt, især når temperaturen lige har taget endnu et dyk nedad, altid indfinder sig i det kystnære vand i deres søgen efter kutlinger og rejer. Har vi en forholdsvis mild start på vinteren, som i år, så er det omkring juletid, dvs. fra midt i december, der for alvor kommer gang i de blanke skønheder. Det holder næsten altid stik.

Jeg har lige været en tur på Fuerteventura sammen med hele min familie. Det trængte vi i den grad til, og det var skønt at få ladet batterierne op og bare tilbringe kvalitetstid sammen med børnene og hende den lækre. Men jeg havde også den der positive, indre uro, som er så velkendt for vi kystfluefiskere; en sitrende fornemmelse af fiskefeber, der i dén grad gjorde sit til, at mine dagdrømme ved poolen primært involverede de der forjættende træk i linen og de der tunge rusk fra den helt blanke ‘juleørred’.

På vej ud af flyveren i Billund kunne jeg ikke klare mere – og jeg fik vistnok fremstammet et eller andet i retning af “… jeg bliver simpelthen nødt til at komme afsted på kysten, måske på tirsdag?”. Heldigvis blev mit lettere desperate ansigtsudtryk mødt med et indforstået, forløsende ja-selvfølgelig-nik og et glad smil.

Klokken er næsten 10.30, før jeg endelig står ved vandet på dagens første plads. Mine farforpligtelser på hjemmefronten trak ud, men det gør ikke spor, for et hurtigt tjek på DMI fortæller mig, at jeg står lige midt i et igangværende vandskifte med stigende vand. Jeg mærker en indre ro brede sig i min krop. Alt er godt. Alt bliver godt.

Det er derfor med tilbageholdt åndedrag, at jeg lægger dagens første kast ud over den vildeste bund, jeg længe har set. Pladsen er spritny for mig, men gennemtestet af Mads, så jeg ved, at den sandsynligvis smider en fisk eller to. Vinden blæser med små 8 s/m lige i smasken på mig, men vandet har den helt rigtige farve, så det er til at leve med. Læg dertil, at der er noget ganske vitalt over at blive blæst igennem – man mærker, man er i live!

Selvom forholdene er lovende, nærmest hele vejen hen langs badekarret, skal jeg gennemfiske små 75 meter, før der sker noget. Helt ude i kastet, mærker jeg et lille puf. Selvom bølgerne er relativt bidske, så har jeg fuld kontakt til fluen, så jeg speeder rutinemæssigt op. Efter fire-fem af de hurtige kommer det umiskendelige træk i linen, strip strike, fish on!

Det er en grønlænder, lige omkring målet, der har budt mig op til dans – og efter en hidsig fight kommer den lige ind og hilser på. Det var ikke den store overspringer, som jeg egentlig var på jagt efter – men en havørred er en havørred, og jeg nyder hver eneste fisk, jeg fanger, uanset størrelsen på den.

Efter landingen er der ro på; ingen nultur til mig i denne omgang. Jeg tager en hurtig beslutning om at skifte plads, selvom jeg godt ved, at grønlænderen nok har følgeskab af en mindre wolfpack derude, men jeg kan mærke, at den varme kaffe i bilen trækker lidt mere end jeg kan modstå, så jeg overgiver mig og traver rask mod parkeringspladsen.

Når jeg planlægger mine vinter-raids, så forsøger jeg altid at plotte tre forskellige pladser ind, der ligger inden for en forholdsvis kort køreafstand, som jeg så opsøger og gennemfisker i et relativt hastigt tempo. Udover at jeg får fisket meget vand af, så har det høje tempo også den fordel, at man kan holde varmen. Kridt derfor dine waders, så skal du nok opleve succes på din vintertur i mere end én forstand!

7 minutter senere holder jeg ved dagens anden plads. Forholdene ser lovende ud, men vandstanden er overraskende lav, taget i betragtning, at den faktisk skulle være stigende. Den kolde vind hamrer ikke længere lige ind på kysten, men kommer i stedet på langs fra venstre side. Bølgerne har hvide skumtoppe, og jeg kan se, hvordan vandet hvirvler inviterende i kølvandet på vandbjergene. Det kan næsten ikke være bedre, for det giver mig mulighed for at fiske pladsen optimalt. Pladsen, som jeg gennemfisker, kræver absolut ikke dyb vadning, for man risikerer at skræmme alle fisk væk. Men på grund af vinden, vader jeg ud, så jeg kan dække vandet foran mig i en bred vifte. Kysten er nem at læse, så det er forholdsvist nemt at se, hvor det giver mening at vade ud, så man får placeret sig fordelagtigt i forhold til den første del af det lækre badekar. Foran mig venter nu små 100 meter med varierede bundforhold, perfekt vandfarve, og i slutningen af karret venter det vildeste rev, der næsten altid holder en fisk eller to, hvis ikke badekarret giver gevinst.

Nu skal det være, tænker jeg, men før jeg for set mig om, er pladsen fisket af uden én eneste kontakt. Jeg smiler for mig selv, og er pludselig endnu mere glad for den havørred, der trods alt ville lege med på den forrige plads. Det er kystfluefiskeri i en nøddeskal.

På vej op til bilen møder jeg to andre kystfluefiskere. Den ene er Mads Toppel, OB’s målmand fra forrige sæson, der også er på havørredjagt, denne gang sammen med sin far. Det er god hygge, synes jeg. Toppel og farmand får et par tips af mig, der ikke er fodboldrelaterede, og vi får en snak om dagens fluevalg. Det er svært, siger de – og jeg kan kun være enig. Havørredfiskeri er ikke for pussies.

Jeg kan lige nå den sidste plads inden min bagkant, selvom den kræver lidt af en mandfolkegåtur. Jeg skal have en fisk mere, tænker jeg lidt kækt, men jeg er i fisketidsunderskud, så jeg er lovligt undskyldt.

Dagens sidste plads kræver gps og havørred.com – dels for at finde vej, dels for ikke at være lidt for smart-i-en-fart, når man endelig når frem.

Jeg tonser afsted langs markskel, gennem krat og alt muligt andet irriterende, før jeg endelig kan se vand. Vinden er ikke længere min ven, for nu står den igen og banker direkte ind på kystlinjen. Havde vi haft en vandtemperatur under tre grader, var jeg kørt direkte hjem igen – men det er slet ikke tilfældet endnu, så jeg beslutter mig for at skridte ned ad den forholdsvis stejle klint og give revet og det tilhørende badekar et sidste forsøg.

Jeg kunne næsten have sagt mig selv, at vinden ville blive min banemand på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen, for vandet har ikke længere den der helt rigtige farve – faktisk langt fra. Vandet er plumret fucking til på den der ubehagelige måde, hvor man ikke kan se sine vadestøvler og bare gang på gang hamrer ind i de store sten på bunden, så albuerne i forsøget på at finde balance lige kysser den kolde vandoverflade. I hate it!

Men der er et eller andet, der siger mig, at pladsen skal have 10 kast. Vandet har et perfekt svæv, vandstanden er topdollar og min erfaring siger mig, at hvis der er fisk på pladsen, så står de lige skråt ud for mig. Jeg binder en modificeret udgave af klassikeren ‘Polar Magnus’ på forfanget. Det er en ordentlig gangster i str. 2, som bare har stirret ondt på mig, siden jeg bandt den, sådan lidt for sjov.

Nå, fiskene skal sgu kunne se fluen, hvis jeg skal have bare en lille chance for flex, tænker jeg, så jeg begynder affiskningen af pladsen med noget, der minder om en geddeflue. Og ganske rigtigt – allerede i andet kast er der kontakt. Et kontant puf, der føles “levende”. Jeg laver et semi-langt indtagningsstop. Speeder op, men taket udebliver underligt nok. Jeg lægger et nyt kast ud over karret, og tænker, at det nok bare var en sten, der havde gjort opmærksom på sig selv. Fluen lander lidt længere bag det sted, hvor jeg havde “kontakten”, og jeg begynder at tage fluen langsomt ind, så den kan komme ned i vandsøjlen. Omkring halvvejs mærker jeg så “suget”, der følges op af et vanvittigt hårdt take. Da jeg løfter stangen, kan jeg mærke, at jeg har fat i noget af det rigtige, for fisken føles tung. Fighten er forholdsvis udramatisk, men absolut dragende på den der tunge, målbevidste måde, hvor de helt rigtige rusk afløses af dybe skvulp i overfladen. Jeg får aldrig nok af den slags oplevelser, og jeg nyder hvert et sekund af fighten, som jeg heldigvis har kontrol over fra start til slut.

Da årets smukkeste fisk for mit vedkommende ligger foran mig, kan jeg konstatere, at den er lidt større, end jeg lige havde regnet med – med min gigantiske ‘Polar Magnus’ begravet dybt i svælget. De løse skæl drysser som nyfalden sne – og i løbet af kort tid er både fluestang, fluehjul, håndflader og waders dækket af de fineste sølvglinsende palietter. Lige dér, midt i den hårde vind, er jeg den lykkeligste kystfluefisker i Danmark.

Kasper Thomsen - overspringer3

Overspringersæsonen er hermed skudt i gang – og kom nu afsted, venner. Eventyret venter derude, hvis I trodser kulden, vinden og sofaen!

De bedste kystfluehilsner,

Kasper T.

PS. Husk at se videoen i HD!

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s