I slutningen af august skete der noget ret interessant! Kystflue.com kunne fejre 1 års fødselsdag – og jeg opdagede det ikke engang! Ved et tilfælde så jeg under en opdatering, at jeg havde fået denne meddelelse fra WordPress: “Happy Anniversary with WordPress.com! You registered on WordPress.com one year ago! Thanks for flying with us. Keep up the good blogging!”.

I stedet for at lade champagneboblerne flyde i en lind strøm, tilbragte jeg dagen i området omkring Helnæs fyr – i komplet uvidenhed omkring min egen blogs fødselsdag. Selvom det selvfølgelig er mega pinligt at glemme sådan noget, så kan jeg faktisk ikke komme på en ret bedre måde at fejre en mærkedag på – og den blev bestemt ikke ringere af, at havørrederne samtidigt var i hopla. Not a single fuck was given that day – i mere end én forstand! :-)

Kasper - the double

“Blogfødselsdagspræmier” til Kasper. To kast, to fisk – lige da strømmen vendte over revet. Sådan skal det (åbenbart) gøres!

Men hvilket første år har det ikke været? Jeg vil gerne benytte lejligheden til at dele high fives og bamsekrammere ud til alle, der har været forbi hjemmesiden – og særligt til dem, der også følger bloggen “on a regular basis”. Jeg er bare så taknemmelig, og jeg håber, at I fortsat vil være med Mads og jeg, både her i den virtuelle verden og derude på kysten.

Da jeg for et år siden lancerede bloggen, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at der var nogen, der gad læse om mit kystfluefiskeri.

Det virker som om, at der er en meget stor interesse for det fynske kystfiskeri efter havørred generelt, og jeg har så været så heldig, at min blog også er blevet en del af denne opmærksomhed. Det er jeg både stolt over og meget taknemmelig for; især fordi tanken med bloggen hele tiden har været drevet af min egen passion for kystfluefiskeriet og min egen nysgerrighed efter at blive lidt klogere på havørredens forunderlige instinkter og verden, så vi mere effektivt kan finde og fange dem. At dele mine tanker og refleksioner omkring dette har ganske enkelt været inspirerende og motiverende, intet mindre, og selvom jeg aldrig tager noget som helst for givet, så må jeg indrømme, at det er fedt at vide, at så mange læser med.

På torsdag siger kalenderen 1. oktober, og det betyder i vores optik, at efterårssæsonen sådan for alvor er i gang. Det betyder også, at STO danner ramme omkring fiskeriet i den første weekend af måneden for vores vedkommende – og vi glæder os helt vildt.

Man kan mene meget om fiskekonkurrencer, men STO er nu noget særligt. Vi har til efterårsudgaven i år lagt flere forskellige strategier for, hvordan vi vil gribe fiskeriet an. Vi har tegnet og fortalt, diskuteret og grint af os selv – men nu er vi klar til kamp. Der er tale om strategier, som er tilpasset alle mulige og umulige konditioner, og som inkluderer mange forskellige pladstyper og fluetyper – og som nok er tænkt en kende uden for boksen. Men helt overordnet kan jeg godt afsløre, at strategierne er baseret på det udgangspunkt, at septemberfiskeriet i år har været mere end svært – og især har østkysten været noget af en udfordring.

Det er således kun lykkedes mig at finde fiskene på blot én ud af 4 pladser, der normalt spiller maksimalt i det tidlige efterår, så der skal arbejdes for det, venner! Mads fandt fiskene på én af sine favoritpladser i morges, så september blev indledt og afsluttet med fisk – men turene imellem taler vi ikke om! Her kunne vi ikke støve andet op end nulbonner og undermålere.

Kasper med sølvtøj

Selvom antallet af farvede fisk er støt stigende i øjeblikket, så er det da stadigt muligt at støde på de blanke. Havørreden her tog flou. gul pattegris str. 4 og spændte op for en kongefight på små 10 minutter efterfølgende.

Mariager Fjord Fly Cup er også i en liga for sig. Jeg deltog sidste år, da konkurrencen første gang løb af stablen, og det var altså en fed oplevelse, selvom konkurrencen rent fiskemæssigt var en tynd omgang (læs mere om turen her: Mariager Fjord Fly Cup).

Anderledes gik det i år, hvor jeg havde allieret mig med Mads og Sven Jenisch – og hold nu kæft, hvor vi hyggede os. Der findes ikke noget bedre end fluenørderi, kolde bajere, slavewhisky og bomstærke “fjordørter”. Hele banden fik fisk, men desværre kunne de gudesmukke “bækørreder” ikke holde konkurrencens mindstemål på 45 cm. Omvendt er det jo underordnet, hvorvidt man har en fisk med i konkurrencen eller ej, når bare omgivelserne og selskabet er i en klasse for sig – og det var i sandhed tilfældet her.

Mariager fjord - havørred

Mariager fjords havørreder elsker også Mads’ luksusrejer!

Vi lagde ud på en rigtig “snigerplads”, som vi eftersigende ville have for os selv, men vi nåede kun lige rundt om pynten, før intet mindre end 4-5 andre kystfluefiskere viste sig i horisonten. Jeg fik en enkelt fisk på pladsen på en lille kobberbasse, og Mads fik en havørred på sin luksusreje, hvorefter vi prøvede en anden plads uden held. Turen til Mariager fjord blev afsluttet i Ørnedalsbugten, hvor både Sven, Mads og jeg fik en fisk. Jeg havde sat mig for, at jeg ville fange en havørred på den mest klassiske Mariager Fjord-flue af alle, nemlig Monrads ‘Brenda’ – og sørme om det ikke også lykkedes kort før lukketid. Nu kan jeg så dø lykkelig, eller noget i den stil… :-)

Nu venter så efterårets fiskeri. Jeg elsker efteråret på kysten, for jeg synes, der er noget helt særligt over stemningen ved de forskellige pladser og farvespillet både over og under vand. Havørrederne kan være svære og særdeles lunefulde, men det er netop det, der driver mig derud.

Kasper - Sølv fra Helnæs

Selvom dagene bliver kortere og kortere, så er det stadigt muligt at nå et par timer efter arbejde. Her står jeg med én af de bedre. Helnæs, sensommer 2015.

Mads og jeg har flere spændende projekter på tegnebrættet, som vi glæder os til at løfte sløret for – både i år og i særdeleshed til næste år. Derudover er vi igen i gang med et ret spændende testfiskeri, hvor vi bygger videre på de erfaringer, som vi gjorde i sommer vedr. brugen af ophænger, og jeg er samtidigt i fuld gang med at teste en række mikro-rejeimitationer, som jeg vil skrive lidt mere om inden for nærmeste fremtid.

Ophænger - efterår

Efteråret er helt igennem genialt, hvis I spørger mig. Havørreden her tog ophængeren over helt lavt vand.

Knæk og bræk til alle STO-deltagere i den kommende weekend. Må den dygtigste og heldigste mand vinde – og endnu engang tak, fordi I læser med her på bloggen. Jeg håber, vi (også) ses derude på kysten!

De bedste kystfluehilsner,

Kasper T.

One thought on “And not a single f*ck was given that day!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s