På én af de første ture i forbindelse med dette års sommerfiskeri, evaluerede Mads og jeg aftenens fiskeri, mens vi fik en fyraftenspilsner, inden turen hjem.

Jeg havde haft blot et enkelt hug, mens Mads havde haft flere fisk i hånden. Jeg havde fisket med to fluer, som jeg plejer, mens Mads kun havde fisket med én. Vi tillagde det ikke umiddelbart den store betydning. Men da historien gentog sig på den efterfølgende tur, fik det os til at tænke: hvordan kan det være, at fiskene ikke hugger på et setup, hvor der fiskes med to fluer, mens de omvendt tager den enkelte flue knaldhårdt?

Efterårsfiskeriet venter lige om hjørnet. Havørreden her gad ikke to fluer. Kun en lille pink glimmerreje i størrelse 8, fisket hurtigt og helt solo, kunne friste.

Vi besluttede derfor at lave et eksperiment, hvor vi udfordrede den logiske selvfølgelighed, at to fluer betyder dobbelt så stor sandsynlighed for at lokke havørreden til hug. Jeg kender mange, som ikke kan få sit kystfluefiskeri til at fungere optimalt, hvis ikke der fiskes med to fluer. Jeg er selv én af dem, men jeg må indrømme, at sommerens fiskeri har budt på flere oplevelser, der i den grad har udfordret min egen vanetænkning på det område. Kunne det tænkes, at det – under særlige omstændigheder – faktisk har den modsatte effekt? At to fluer på forfanget faktisk begrænser antallet af hug og fisk? Og kunne det så omvendt tænkes, at det modsatte så gør sig gældende under andre konditioner?

Dødsrejen

Sommerens absolut mest effektive flue – og den er stensikkert fast inventar i vores fluebokse resten af sæsonen. Den er intet mindre end suveræn – men kun hvis den fiskes solo!

Kystfluefiskeri er imidlertid en underfundig størrelse, der kun vanskeligt lader sig afmåle, for der kan altid findes undtagelser. Derfor er det også en noget ’risky business’, vi her har kastet os ud i. Alene det faktum, at der findes en lang række faktorer, der gør, at vi kun meget vanskeligt kan uddrage noget af de erfaringer, vi gør os, gør undersøgelsen her problematisk. Men vi har forsøgt at skabe en afgrænset og defineret baggrund for vores iagttagelser, så det er muligt at sammenligne vores erfaringer, selvom det empiriske grundlag naturligvis kun udgør en meget lille del af en uendelig større helhed. Vores resultater skal derfor ikke opfattes som en profetisk sandhed, men nærmere som et indspark til de overvejelser, der ligger til grund for vores jagt efter kystens sølvtøj.

Følgende ligger til grund for vores konklusioner:

  • Vi har fisket de samme pladser fordelt over 10 gange – med lige mange førstegangstræk over de pågældende rev
  • Vi har begge fisket med ophænger og endeflue – og begge kun med endeflue – lige mange gange
  • Vi har fisket pladserne under forskellige konditioner med hensyn til vind, vandstand, lysforhold og strøm
  • Vi har fisket forskellige kysttyper – fra klintekyst til klassisk badekarsfiskeri
  • Vi har begge to fisket fluerne med den samme indtagningsteknik

Vores hovedkonklusion er følgende: Ret overraskende synes der at være en klar tendens til, at kun én flue er vejen frem, når der fiskes om sommeren, uanset varierende konditioner.

Vi har oplevet, at havørrederne helt klart valgte ophænger-setuppet fra, mens den af os, der fiskede med kun én flue, fik fiskene til at hugge knaldhårdt – og dette gjaldt både morgen- og aftenfiskeriet uden undtagelse.

På spejlblankt vand blev ophænger-setuppet totalt dømt ude, kun én flue kunne udløse huggene. Ved riflet vand var konklusionen den samme. Kun når der var godt gang i suppen, fiskede ophænger-setuppet optimalt – men det betød ikke, at fiskene kun ville hugge på et setup med to fluer under sådanne konditioner. Tværtimod. “Solo-flue” syntes at fiske godt under alle konditioner – og i hvert fald aldrig ringere end ophænger-setuppet.

BUM! Dødsrejen fisket solo har sgu gjort det igen.

I forhold til fluevalget gjorde vi os en ret interessant iagttagelse. Mads’ dødsreje fisker absolut bedst som solo-flue. Mine STF-rejer ditto. Kombinerer man de to rejemønstre med en ophænger, så falder hugfrekvensen og antal fisk i hånden markant!

Lad mig eksemplificere: I løbet af sommeren har jeg flere gange oplevet at se fisk vende i overfladen. Det er der ikke noget opsigtsvækkende i. Men der er noget opsigtsvækkende i, at fiskene totalt ignorerede to fluer fisket på samme tid. Personligt er jeg ret stor tilhænger af brugen af ophænger, som jeg også skrev tidligere, så det lægger jeg næsten altid ud med. Men kastede jeg til ’sete’ fisk med ophænger-setuppet, ja så udeblev hugget i 9 ud af 10 tilfælde. Fjernede jeg derimod ophængeren, var fisken der med det samme. Med til dette hører, at mit ophænger-setup oftest bestod af en lille uanselig tangloppeflue og en naturalistisk rejeimitation som endeflue, fx Mads’ dødsreje. Der var således ikke tale om ’udrykningsfluer’ i store størrelser, der sandsynligvis ville skræmme fiskene væk, men nærmere fluer, der imiterede naturlige byttedyr.

Dog opdagede vi, at der fandtes undtagelser – og heldigvis for det. Kun ’pattegrisen’ har godt af et selskab fra en lille ophænger, men den fisker ikke nødvendigvis bedre kombineret med en ophænger – fisket ‘solo’ er den mindst lige så fremragende – og især i oprørt, lettere grumset vand.

Mads Schmidt

På mange måder en skelsættende aften. Her er Mads i gang med at beundre endnu en fisk, før den nænsomt blev genudsat. Fisken hamrede selvfølgelig til en dødsreje fisket ‘solo’. Do we need to say more?

Vi kan kun gætte os til, hvad der kan forklare ovenstående iagttagelser. Vores bud er, at kombinationen af en nærmest uendelig naturlig fødemængde i det kystnære vand om sommeren og det ’unaturlige’ i to forskellige fluer, der samtidigt har den nøjagtigt samme gang pga. indtagningsteknikken, muligvis udløser en form for “mistroisk tilbageholdenhed” i havørreden. Det virker som om, at havørreden kan gennemskue bedraget. Når havørreden så omvendt ser en afdæmpet, naturalistisk gummibensreje fisket solo, der ligner sit naturlige ophav på en prik – eller en transparent STF’er, der danser hoppende i små eksplosive ryk, så slår den selvfølgelig omgående til på grund af sit naturlige jagtinstinkt. Vi er overbeviste om, at det faktisk er så enkelt.

En sidste ting, som vi erfarede havde en mærkbar konsekvens og betydning i forhold til vores fiskeri, var størrelsen på vores fluer. Jern 4 var et stort no-go! Kun rejefluer i str. 6, 8 og 10 fungerede optimalt. Vi prøvede på et tidspunkt at fiske med den samme flue i str. 4 og 6, fisket som solo. Kun størrelse 6 kunne udløse hug og fisk. Hvis man kan sige noget generelt om dette, må det være, at størrelse 6 er den ultimative krogstørrelse, eftersom langt de fleste af vores sommerfisk er taget på denne størrelse – men markant er det, at ingen af vores fisk er taget på størrelse 4!

Aftensølv

Seneste skud på stammen. 56 cm pure silver. Dødsrejen solo? Jeps.

Brugen af ophænger, rummer især i foråret, markante fordele. Fx får fisken et valg, når vi skal tune ind på, hvorvidt det er børsteorm eller rejer, der står på menuen. I efteråret, hvor fiskene nok i højere grad skal provokeres, har brugen af ophænger også sine åbenlyse fordele – fx kan man fiske med en provo-flue og samtidigt kombinere ’udrykningen’ med en mere naturalistisk flue, så chancerne optimeres.

Omvendt tyder noget på, at sommerfiskeriet skal gribes markant anderledes an i forhold til brugen af ophænger, og det bliver ret spændende at se, om det samme mønster gentager sig under efterårsfiskeriet, som vi jo skal i gang med inden så længe – og endnu mere, om det så også gør sig gældende under vinterens jagt efter de blanke. Vi fortsætter i hvert fald med at sammenligne forskellige setups, så vi kan blive lidt klogere på, hvordan vi overlister havørreden.

Vi er meget interesserede i at høre om jeres erfaringer, så I skal være mere end velkomne til at byde ind i kommentarfeltet, hvis I kan genkende ovenstående – eller bare synes, det lyder en kende ’tilfældigt’. Under alle omstændigheder: Tak fordi I læser med – og knæk og bræk derude!

De bedste kystfluehilsner,

Kasper T.

6 thoughts on “Den uundværlige ophænger?

  1. Fed artikel drenge!
    Har selv fisket en del med 1-flue-setup her hen over sommeren. Mest af alt fordi jeg i sprit-klart vand og vindstille kan præsentere og aflevere en enkelt flue langt bedre end et klumpet dobbelt-flue setup. Jeg har dog ikke lige lagt mærke til at der potentielt har være et link mellem de dage hvor jeg har kørt med 2 fluer og nul-eller-ganske-få-fisk-turene – det vil jeg selvfølgelig holde øje med fremover.
    Ang. krogstørrelse så syntes jeg også det er værd at nævne at store kroge kan have en betydelig negativ påvirkning af overlevelses-graden af fiskene ved genudsætning. De store kroge kan trænge længere ind og beskadige hjernen, øjnene osv.
    Glæder mig til at læse om jeres næste iagttagelser derude på kysterne.

    Like

  2. Tak skal du ha’, Tommy – så fedt at du kan li’ indlægget! :-) Og jeg tænkte nok, at du stadig ‘nymfer’ den for hårdt udi præsentations- og afleveringsteknik, sådan helt “Konge Å-style”, derude i det kystnære vand! :-) Du har i øvrigt helt ret i, at store kroge er potentielle HØ-destroyere, så virkelig en god pointe at tage til efterretning, synes jeg. Vi snakkes lige ved, ikk? Bedste hilsner, Kasper

    Like

  3. Bare vent, Tommy – du skal nok komme til at kravle rundt på maven derude. Her i efteråret har de kære havørreder det jo med at cruise og fouragere HELT INDE under land, i fiolinbælterne – og skal man have en mikroskopisk chance, så er det bare med at komme ned. Heldigvis er det SÅ fedt at sightfiske dem, så det gør ikke spor (og det gør heller ikke ondt) – tro mig! :-) Mon ikke vi kan finde plads i kalenderen til en fællestur – du hører fra mig! :-)

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s