En julimorgen

Klokken er 03.47, da jeg svinger ind på parkeringspladsen i den lille skov. Mørket har stadig overtaget, men jeg kan fornemme at naturen er ved at vågne, mens jeg fuld af forventning til morgenens fiskeri betragter det rolige vand, der folder sig ud foran mig. Da jeg åbner bagagerummet, kan jeg høre dyrene rumstere i baggrunden, og jeg fyldes af ro og afslappethed, mens jeg skænker mig en kop kaffe. Det er en fantastisk kulisse at stå midt i. Jeg har ikke travlt. Der er stadig et par timer til vandstanden peaker, og min erfaring siger mig, at der ikke kommer til at ske noget som helst før alligevel, så jeg tager mig god tid med at rigge til og med at vælge morgenens fluer.

Jeg kommer til at tænke på lørdagens nattur til Wedellsborg sammen med Mads. Revet gik amok, da klokken slog 23.50 – og det fortsatte frem til klokken 02.00, med ringende, plaskende, smaskende og springende havørreder i én uendelighed. Der var fisk overalt; foran os, ved siden af os, bagved os, mens strømmen bare buldrede hen over revet, der ellers lå helt stille, uberørt, badet i månens gule lys. Fantastisk!

Turen ud til Wedellsborg Hoved er hårdere end en tur til Æbelø, hvis I spørger mig. Meget hårdere. 9 km eller 9000 meter er bare et tal. Husk på det, når du glemmer, hvad du selv hedder – og hvem du egentlig er – mens du bare vandrer derudaf.

LOGO 1

SYDSIDEN. “Gudestien” ud mod Wedellsborg. Lad dig ikke narre. Gåturen kan tage livet af selv den mest insisterende kystfluefisker – men mig skal der mere til at stoppe, når noget af Fyns allervildeste havørredvand venter for enden af nærdødsoplevelsen.

Vi er fuldstændig gennemvædet af sved, dehydreret og tæt på zombiestadie, da vi endelig når frem. Mads tager konsekvensen og fisker i bar mave. Det kan ikke være anderledes, siger han. Jeg er ikke så hardcore, men konstaterer, hvor glad jeg er for smart wool! Fik vi fisk? Nej, det gjorde vi ikke – og det er det, der sidder i mig endnu; jeg kan ikke bære endnu en nultur. I dag skal det være.

De tunge vingeslag fra en lavtflyvende svane, får mig til at fokusere på ny – og var det ikke en fisk, der lige vendte i overfladen, der til højre?

Vandet er næsten blankt, med enkelte krusninger og tydelige strømskel. Det er strømskellene, jeg zoomer ind på, for jeg ved, at på netop denne plads, trækker havørrederne langs med disse kanter. Jeg har valgt at fiske med de små fluer i dag. Jeg har derfor rigget til med en lille kobberbasse str. 10 som ophænger, og én af Mads’ dødsfluer, en grå gummibensreje i str. 6 som endeflue. Det er ikke længe siden, at jeg netop på denne plads smed en rigtig god fisk; en fisk, der tilbragte mere tid oven vands end under – og før Mads nåede frem for at filme fighten, mistede krogen sit greb. Jeg ved derfor, at gummibensrejer er rene dræbere på denne plads – og troen på denne flue blev heller ikke mindre af, at dette billede tikkede ind på min mobil aftenen før:

Mads - aftenfisk

Fisken, der satte gang i den vildeste fiskefeber! Mads er kongen, når det gælder om at lokalisere og overliste de svære sommerørreder.

Ved det første rev får jeg mig placeret, så jeg kan dække revet mest effektivt. Først kanterne, og dernæst selve revet, fiskes grundigt af – men allerede i dagens fjerde kast, sker der noget af det, jeg elsker allermest ved kystfluefiskeriet.

Jeg har netop lagt et kast ind over revet, da jeg ud af øjenkrogen ser en temmelig kraftig hvirvel fra en fisk, der vender under overfladen, tæt under land. Jeg kan følge den hele vejen, og da jeg speeder indtagningen op, rejser der sig en rigtig pæn trykbølge lige bag fluen. Jeg ved, at et kort indtagningsstop her typisk vil tricke et hug, men jeg er som paralyseret, for havørreden her er virkelig god. Selvom scenenariet kun tager ganske få sekunder, så mærker jeg alligevel bukkefeberen rumstere under min ellers ret kølige overflade – og fisken vender da også bare lige bag fluen, hvorefter den majestætisk søger ud mod dybere vand igen.

Jeg er rystet, men føler samtidigt en lettelse over, at jeg er på det rigtige sted. Et plask fra en springende ørred længere ude, får mig til at fokusere igen, men den anseelige følger fra før er selvfølgelig forduftet – og selvom jeg afsøger revet ret så minutiøst, sker der ikke mere. Jeg begiver mig derfor videre ud mod favoritspottet. Morgenen er jo kun lige begyndt.

Pladsen, jeg fisker på, er en østfynsk klassiker. Der er tale om en stenet kystlinje, med en semitræls bund at vade på. Der bliver temmelig dybt i det kystnære vand, hvorfor det egentlig heller ikke er strengt nødvendigt at vadefiske, men jeg har ikke oplevet, at det ligefrem skræmmer fiskene, hvis man ellers vader nogenlunde forsigtigt – og ved at vade tre-fire meter ude, så får man mulighed for at lægge lange kast skråt udover vandet uden at komme i karambolage med den bagvedliggende klint. Pladsen er det, jeg kalder for en rigtig “Jens-Ploug-Hansen-plads”, med den lækreste bund, man som kystfluefisker kan drømme om, fordi den har den i min optik helt perfekte ‘setting’. Hvis jeg kun måtte fiske én kystplads på Fyn, så blev det denne her.

Der er efterhånden ved at være maksimal vandstand på pladsen, men det er som om, at fiskene ikke er trukket med ind. Jeg affisker strategisk strømskellenes kanter, som jeg plejer, men jeg oplever ingen kontakter overhovedet. Vandet er spritklart, så jeg tænker, at der skal et endnu mindre endefluevalg til, fisket på en tyndere forfangsspids, hvis jeg skal få havørrederne til at lege med. Jeg er ellers slet ikke fan af tynde forfangsspidser til mit havørredfiskeri, men engang imellem er det altså en nødvendighed, hvis nulturen skal undgås.

Jeg finder en lille tanfarvet STF-reje str. 8 i min flueboks og binder den på forfanget. STF-rejen er slet ikke nær så cool som Mads’ gummibensrejer, men jeg ved, at den er hamrende effektiv, så det er med fornyet tro, at jeg lige sætter mig til at drikke en kop kaffe, før slaget skal stå på mit hotspot.

Jeg når kun at tage en enkelt mundfuld kaffe, før en +3’er pludseligt piercer overfladen med en signifikant ‘swoosh-agtig’ lyd, omtrent 20 meter ude. Febrilsk kommer jeg på benene og spurter latterligt i vandet, mens jeg river skydeline af hjulet. Fluen lander perfekt, og jeg kan næsten ikke rumme øjeblikket, mens jeg stripper ind. Var det en kontakt? To meget forsigtige slag mod fluen? Jeg stopper kort op og placerer stangen i armhulen. Jeg høvler nu line ind, for jeg ved, at speedindtagningen oftest vil udløse et brutalt take, hvis fisken lige skulle se “byttet” an, før ‘the kill’.

Drømmehugget udebliver selvfølgelig.

Endnu en fisk viser sig i overfladen, og jeg kan konstatere, at mine forudsigelser omkring vandstand, vandskifte og strøm holder stik. Teori er cool nok, praksis er endnu federe. Der er fisk på revet. Tilsyneladende mange fisk, for der er virkelig aktivitet i overfladen nu.

Jeg lægger et langt kast udover revet, og jeg når kun at trække et par gange i linen, før en fisk hamrer resolut til. Da jeg mærker vægten, sætter jeg krogen. Den går dybt, og på grund af tangbuskene, holder jeg den super hårdt. Men lige meget nytter det. Efter et par minutter sætter den sig fast i bunden. Jeg forsøger at vriste den fri, men den er væk.

For fanden da.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg fucking bander mit uheld ad helvede til. Men jeg fatter mig hurtigt og lægger endnu et langt kast ud over revet, selvom jeg godt ved, at havørreden er long gone, and gone for good. Da jeg skal til at lægge an til et nyt kast, sker så alligevel det fedeste, jeg længe har oplevet. Omkring 5 meter fra stangspidsen vender en god fisk med min flue i kæften! Ikke noget napperi, ikke noget pilleri, ikke noget fucking pis – bare et klokkerent, brutalt take – og det sædvanlige strip strike er komplet unødvendigt.

Klog af skade fra før holder jeg igen fisken hårdt, for denne her skal jeg bare ikke miste. Efter en dejlig fight, hvor jeg heldigvis bestemmer slagets gang, kan jeg lande en smækfed juli-sommerfisk på 53 cm. Fucking yes! Der er noget magisk over fiskene i denne tid, synes jeg. De fighter suverænt, har en skøn kondi og de smager himmelsk. Det er sjældent, at jeg hjemtager mine fisk, men dette eksemplar har indhaleret min rejeflue totalt, så jeg beslutter mig for, at den skal have lidt røg på grillen. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg også, jeg har fortjent den. Jeg har virkelig kæmpet for mine fisk på de sidste 3-4 ture, og jeg ved, at den her skønhed kommer til at gøre kulinarisk lykke, når jeg får fødselsdagsgæster i weekenden.

Julimorgen - sølvtøj 2

Så bliver de bare ikke flottere efter min mening. Hvis du kigger godt efter, kan du lige ane linestumpen i havørredens mund. Fluen sad så dybt, at jeg ikke kunne løsne krogen – og mit tang lå i min anden slingpack. Da jeg rensede fisken, var mavesækken i øvrigt tom. Min teori er derfor, at den netop havde søgt ind over revet for at æde. Det blev så dens endeligt.

Selvom fiskene jævnligt lige ruller i overfladen, så sker der efterfølgende ikke mere. Solen står efterhånden højt på himlen, og jeg kan mærke, hvordan den brænder i ansigtet. Jeg beslutter derfor at kalde det en dag. Det er med den der fantastiske lykkefølelse i kroppen, som jeg tror kun kystfluefiskere kender til, at jeg sætter mig ind i bilen. Jeg kigger på klokken. Jeg kan lige akkurat nå at spise morgenmad med min familie, hvis jeg skynder mig – og tænk sig: dagen er kun lige begyndt.

Knæk og bræk derude – og kom nu afsted!

De bedste kystfluehilsner,

Kasper T.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s