Østkyst-bonanza!

Den fynske østkyst sparker bagdel lige nu, så kom bare afsted, så snart du har muligheden. Der er mere end gode chancer for at få fangstjournalen til at peake for hårdt. Badekarsbonanza og høj forårssol – så bliver det bare ikke bedre. Glem alt om fjorden, for det er på den åbne kyst det for alvor er interessant lige nu.

Drømmevand - fynsk østkyst - 2

Sådan en udsigt her kan gøre mig fuldstændig vild. Jeg positionerer mig altid, så jeg kan dække så meget vand som overhovedet muligt. Der er chancer alle steder her.

Drømmevand - fynsk østkyst

Her er jeg lige tæt nok på badekarret, men bare rolig: det er fisket af. Hvad der derimod er endnu mere interessant er de mørke tunger ude i horisonten. Læg mærke til, hvordan de forbinder badekarret og revlen. Når vandet er stigende kan du være stensikker på, at en sådan overgang er en ren “havørredmotorvej” – og her er chancerne altså helt i top!

Med gårsdagens vejrudsigt var der for mit vedkommende ikke andet at gøre end at rydde kalenderen for alle aftaler. 6-7 sekundmeter fra sydvest, høj sol (med drivende skyer) og varmegrader omkring de 10, stigende vand og chancen for et “alene-træk” (det var jo mandag) er faktorer som enhver kystfluefisker for alt i verden ikke må misse på denne tid af året – især ikke hvis man som jeg har muligheden for at arbejde om aftenen.

Farvet fisk - tårup

Farvet fisk i de lækreste omgivelser. Læg mærke til, hvordan havørreden har taget Pattegrisen. Haps-haps, hvor stingeren kommer til sin ret her.

Jeg havde et fremragende fiskeri, der for alvor markerede forårets komme for mit vedkommende. Jeg har haft et par gode ture til Helnæs her på det seneste, men intet i nærheden af, hvad jeg oplevede i går. Alt gik op i en højere enhed, og jeg stemplede otte fisk, før jeg overhovedet var nået frem til det giftige rev. 3 af fiskene var stadig farvede, mens de resterende 5 fisk var stålblanke og i rigtig god kondition. Der skulle selvfølgelig arbejdes for det, og jeg skulle da også affiske 300 meter kyststrækning, før jeg fandt fiskene, men lidt ihærdighed betaler sig, hvis I spørger mig. Ihærdighed er en nødvendighed – husk det! :-)

Havørred - closeup - stinger - 2

Billedet illustrerer, hvor effektiv stingerkrogen er. Udover at skade fisken meget lidt, så kroger den altså også bare hammergodt. Jeg valgte at binde pattegrisen som stinger efter en fjordtur, hvor jeg havde mega svært ved at få fiskene til at blive hængende. Mission accomplished.

Desværre sluttede turen brat, da mit Speedster gik i total baglås, hvilket samtidigt faktisk kostede mig en fisk. Jeg havde netop lagt hele linen ud over et mørkt bælte, da en fisk resolut tager min pattegris og bare stikker af. Jeg ved ikke, hvad der skete, men bremsen var i hvert fald ikke lige indstillet på at hjælpe mig, så i stedet for at give line sagde det bare klunk! Jeg tror, det var en god fisk, for væk var den i hvert fald. Æv, dér! Heldigvis fik Niklas fra Go-fi styr på mit hjul igen, da jeg besøgte butikken om eftermiddagen. Det var noget med “vand, sand, bremsepres og hej” – men hvor er det altså bare en fantastisk god service, man får i den butik – tusind tak for hjælpen!

Blank og sage - 2

Fantastisk flot blankfisk i god kondition. Samtlige fisk faldt for Pattegrisen denne dag – det er altså bare en fremragende kystflue!

Kystfluefiskeriet i foråret er ikke raketvidenskab. Det handler mestendels om at komme afsted så ofte som overhovedet muligt. Men jeg har et par fif, som jeg gerne vil give videre. Fisk jeres fluer forholdsvist hurtigt i semi-korte jiggende træk, hold mange pauser, hvor du lige lader fluerne svæve kort, før du i et hurtigt træk sætter gang i fluerne igen. Forårshuggene er kontante, for sølvtøjet er i ædehumør, men huggene er ikke nødvendigvist hårde. Det skal du lige være opmærksom på, før du laver dit stripstrike.

Farvet fisk - tårup - 2

Spritklart vand og havørred er normalt en svær kondition at hamle op med. Men her går både scene og skønhed hånd i hånd. Findes der noget bedre?

Med hensyn til fluevalget, så vil jeg foreslå at vente lidt med børsteormsimitationerne på den åbne kyst (med mindre du selvfølgelig ser børsteorme på pladsen). Brug i stedet de store rejeimitationer. Mit favorit set-up lige nu er en stor salmonfarvet Pattegris-stinger som endeflue, kombineret med en mindre STF-reje i lys tan som ophænger. Når vi kommer lidt længere hen, så skifter jeg én af rejerne ud med en børsteorm.

Nedgænger - stinger

Et kort øjeblik efter. ‘gængeren her var lang og slank – og sulten! Efter en kort fotosession var den tilbage i sit rette element, så den kunne æde sig stor og tyk igen. Herligt, dér!

Find fiskene der, hvor du tidligere har haft succes – de skal nok være der!

Knæk og bræk – vi ses derude!

Kasper T.

3 thoughts on “Østkyst-bonanza!

  1. Hej Kasper
    Endnu en dejlig beretning fra en aktiv og dygtig fisker.. Din rapport viser desværre at du er ved at være i rigtigt forårs træning – hurtig -effektiv – nådeløs og med styr på pladserne ,så vil du helt sikkert kroge din del af de fynske fisk i år .
    Glæder mig til fællesturen næste fredag .

    Niklas
    Go -Fishing

    Like

  2. Hej Kasper

    Endnu en lækker beretning :-) og fedt at rende ind i en omgang havørred bonanza. Kunde du evt lave en bindebeskrivelse med stinger krogen og eller kan de bestilles ? smid en sms

    tight lines
    Søren

    Like

  3. Lækkert at læse. Især efter der den seneste uges tid har været meget andet der har forstyrret mulighederne ved vandet. Men godt 14 dages ferie fra på fredag skal nok revancere det tabte – og lidt til(-:

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s