Fynsk forår!

Foråret er her, og jeg er helt rundt på gulvet; faktisk tænker jeg kun på én eneste ting: sølvtøj. Men jeg er også husejer med en grande have, der skal gøres klar til sæsonen – og det er satme pres, hvis jeg skal være helt ærlig, for vi ved jo godt alle sammen, at hvis der skal tur i forårsfiskeriet, så handler det om at komme afsted så ofte som overhovedet muligt – og helst hver dag.

Men jeg er også sådan indrettet, at der skal være ro på hjemmefronten, hvis det skal køre optimalt for mig derude på kysten. Jeg kan ikke kaste ordentligt, hvis jeg ved, at Maria hellere vil se mig (i haven) eller hvis ungerne hungrer efter en ‘farkombi’ udi fodbold eller GTA 5 på PS4’eren – og jeg kan da slet ikke koncentrere mig om at finde havørrederne, når jeg har den der indre fornemmelse af, at det nok alligevel var lidt bedre, hvis jeg var derhjemme. Jeg tror, de fleste kan nikke genkendende til det, hvis man har en familie, man skal passe på og tage sig af – og så vil jeg da lige tilføje, at lidt fluebinding med ungerne faktisk er meget hyggeligt og (altid) kan tage toppen af de allerværste sølvtøjsabstinenser.

Jeg har heldigvis en meget forstående bedre halvdel, der godt ved, hvor vigtigt kystfluefiskeriet er for mig – og jeg ved også, at jeg altid kan tage afsted, hvis det er det, jeg gerne vil. Hjemme hos os har vi omvendt den regel, at 2 timers havearbejde kan omsættes til 4 timers kystfluefiskeri – og derfor er jeg faktisk blevet ret stor fan er havearbejde, og jeg synes faktisk, det er en meget god deal. 2 timers rengøring udløser også 4 timers kystfluefiskeri. Se, så er de huslige pligter jo lige pludselig en leg, hvis I spørger mig.

Enhver kystfluefisker med en børnefamilie kender til det, jeg vil kalde for “den ubarmhjertige bagkants nødvendighed”. Uanset hvor godt fiskeriet er eller tegner sig, så kan vi ikke være afsted uden at overholde den aftalte bagkant – for det er sgu dårlig stil at være ligeglad, synes jeg.

At bagkanten kan være en ubarmhjertig motherfucker oplevede jeg i lørdags. Jeg lagde ud i det sydfynske, lige mellem Svendborg og Faaborg, på den plads, som går under navnet Langemarken. Egentlig fine forhold, men jeg så ikke skyggen af fisk, mens jeg affiskede pladsen. Derfor ville jeg se, om der var nap i Nabben. Det var der heller ikke, så lettere presset besluttede jeg mig for at prøve en hemmelig plads (jeg har lovet Mads Schmidt fra Saltfly Fyn ikke at afsløre pladsen), selvom bagkanten nærmede sig med brutal realitet.

Mens jeg affisker et langt badekarsstræk, ser jeg ud af øjenkrogen to jeeps med fluestænger på fronten hamre forbi bag mig. Jeg tænker (fordi jeg ikke har mærket en ski’…), at de bare ikke skal have lov til at nærme sig “mit rev”, så jeg halser derudaf med 30 meter skydeline hængende om benene. Jeg nåede selvfølgelig mit rev, men kun med 15 minutters fisketid tilbage, før jeg var nødsaget til at køre hjem.

Mens jeg lægger line ud ‘speedkast-style’, sker der noget helt fantastisk til venstre for mig. Mågerne begynder at styrtdykke efter børsteorm og småfisk – og før jeg får talt til ti er der et sandt ædegilde i gang. Det er første gang, jeg har oplevet det her fænomen udspille sig så tæt på mig. Det var helt vildt. Læg dertil, at strømretningen samtidigt var tæt på den optimale. Gisp, mand! Jeg gik i gang med at skrive til Maria, at bagkanten hermed blev rykket et par timer pga. en mulig børsteormssværmning, men da jeg typede ‘børsteormssværmn…” gik det op for mig, at det ville hun aldrig forstå noget som helst af alligevel. Jeg ofrede derfor det vanvittigt tillokkende scenarie, for den gode stemning på hjemmefronten. En aftale er en aftale efter min mening, og det bliver man nødt til at respektere; især når man som jeg har omkring 150 kystture om året.

På min vej tilbage til bilen mødte jeg fluefiskerne fra de to jeeps. De viste sig at være fire supervenlige gutter fra Norge, der havde været i gang siden tidlig fredag morgen – uden held. Den ene gut var så presset over det resultatløse fiskeri, at han kun havde drukket tre øl efter aftensmaden. Jeg fortalte dem selvfølgelig om den mulige sværmning rundt om pynten, om strømretningen og om, hvordan de eventuelt kunne gribe fiskeriet an. Jeg nåede knap nok at sige knæk og bræk til dem, før de strøg afsted i en støvsky fra grusvejen. Forståeligt nok. Jeg havde gjort det samme, hvis jeg ikke havde haft min bagkant.

Til sidst vil jeg gerne sige tusind tak til alle jer, der læser med her på min hjemmeside. I er efterhånden ved at være mange – og I fortjener alle i dén grad en forårskrammer! Faktisk har bloggen i gennemsnit haft 74 unikke hits om dagen, siden jeg lancerede den sidst i august sidste år, med en topdag på hele 875 besøgende. Det er jo helt crazy! Derudover ser det også ud til, at min blog er begyndt at tage fart blandt fluefiskere i lande som Norge, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Spanien og USA – “Thank god for Google Translate!” :-)

Vi ses derude. Forårskysten venter jo – og den tegner godt!

Kasper T.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s