Kystdrømme

Der har været lidt stille på bloggen den seneste tid, da jeg har haft monstertravlt med alt muligt (læs: arbejde) som ikke har givet mange muligheder for kystfluefiskeri.

Det har dog været muligt at komme afsted på en tur til det vestfynske, som resulterede i en enkelt havørred lige omkring målet. Fisken tog en rejeimitation bundet på rør, lige på kanten af en revlegennembrud i slutningen af et laaaaangt badekar. Fedt!

Mange af mine ture her i efteråret er gået til pladser på Nordvestfyn, som er et område, jeg faktisk ikke tidligere har brugt ret mange kræfter på. Men jeg er ved at komme under vejr med pladserne, så det er helt sikkert et område, som jeg vil bruge rigtig meget tid på, når kalenderen skriver februar/marts næste år. Men mere om alt det senere her på bloggen.

Er det så slut for i år?

Nej, selvfølgelig er det ikke det. Men fiskeriet efter vinterhavørrederne kræver en ændring af strategien, hvis det skal lykkedes; både i forhold til pladsvalg og fluevalg.

Det er klart, at langt de fleste fisk er i åerne på nuværende tidspunkt, så skal der flex på klingen, må havørrederne findes i fjordene og i de små, dybe vige – og gerne med super sumpet og blød, grå bund. Her er vi på Fyn en kende udfordret, da Odense inderfjord som bekendt er særfredet frem til første lørdag i marts. Det betyder, at pladserne skal findes i Gamborg Fjord (især: Ellebæk vig fisker normalt vildt i vinterperioden) og Nakkebølle fjord, hvis det er det klassiske fjordfiskeri, der skal dyrkes. Faaborg fjord (super klassisk og mega fedt) og områderne omkring Svendborg er også oplagte at bruge lidt tid på.

Hvis talrige nulture ikke er et problem, kan det faktisk også godt betale sig at bruge lidt tid på den åbne kyst, hvor ‘overspringer-drømmen’ jo kan hugge pludseligt og uden varsel – men lad det være sagt med det samme: der skal arbejdes som bare fanden derude! :-)

Heldigvis tyder meget på, at vi sandsynligvis igen får en forholdsvis mild vinter, hvilket kunne være helt igennem fantastisk – både for havørrederne og for vi kystfluefiskere. Men omvendt kan Kong Vinter jo også gøre sit ubarmhjertige indtog når som helst, så sig til fruerne derhjemme, at det bare gælder om at komme afsted, mens tid er – det skal nok virke! ;-)

Ellers er det jo tid til at få bundet fluer til lageret og boksen, få tjekket de gamle fluer igennem og til at gennemgå og pudse grejet igen og igen – mens drømmen om den helt store, der til næste år tager fluen hårdt og brutalt, gentager sig på den indre skærm – sådan lidt som den film, jeg linker til forneden.

Men glem ikke helt vinterturene, for det er – i hvert fald for mit eget vedkommende – fuldstændigt umuligt at vente helt til den 1. marts, hvis man – som jeg – har tabt sit hjerte til jagten på sølvtøjet.

Tight lines til alle – og især tak til jer, der læser og følger med her på siden! :-)

Kasper T.

PS. Med hensyn til vinterfluevalget, som jeg vistnok glemte at skrive lidt om i farten, så vælg dem med lidt pink eller dem med meget pink – eller sagt med andre ord: fluerne skal være pink, pink, pink! :-)

PPS. Her er linket til en lille film, der kan tage pusten fra enhver kystfluefisker og i dén grad sætte gang i drømmene – uha uha, det er altså for vildt, det der: https://vimeo.com/111237698

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s