“Undermålsfesten” – tanker om mit STO efterår 2014

Back to reality. Lad det være sagt med det samme: jeg er helt og aldeles vild med Seatrout Open-konkurrencen. Intensiteten, jagten, nydelsen, roen og de mulige 62 timers koncentreret havørredfiskeri er for mig en legeplads, hvor jeg kan boltre mig frit. Læg dertil, at jeg altid spotter nye rev og pladser, som udvider mine jagtrevirer; opdagelser som jeg i den grad lukrerer på i forhold til mit fremtidige fiskeri.

Den netop overståede STO bød for mig på en del overraskelser i forhold til tidligere udgaver – og dem vil jeg gerne dele med jer, fordi jeg tror, vi alle kan lære noget om havørredfiskeriet på den baggrund.

Det bliver mere og mere klart for mig, at nøglen til havørredsucces under STO ikke handler om stednavne. Der er selvfølgelig pladser, der fisker bedre end andre – det er helt klart. Men det handler nok mere om at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt, lige i det interval, i det øjeblik, hvor ørreden er og vil lege med.

Derfor kan man satse på to måder, med to strategier: 1) man kan udvælge en stationær lokalitet, som man gennemfisker igen og igen eller 2) man kan vælge en mobil strategi, hvor man med jævne mellemrum skifter plads.

Det er kort sagt umuligt at vide, om det er strategi 1 eller strategi 2, der virker, når vi taler STO. Lad mig give et eksempel:

I fredags mødte jeg to kajakfiskere, der var i gang med at søsætte deres fartøjer. Jeg møder dem på parkeringspladsen ved Husby strand, hvor jeg er på vej mod dagens sidste plads, i Gamborg fjord. De spørger mig, om jeg har mærket noget/ set noget på sædvanlig STO-vis. Jeg fortæller dem, at jeg hverken har set eller mærket fisk. Jeg noterer mig den massive oppakning på de to kajakker, og spørger lidt jokende og med et smil på læben: “Hva’, er I flyttet hjemmefra i weekenden?”, hvortil den ene svarer: “Ja, vi overnatter herude og fisker igennem”. “OK, sejt nok”, siger jeg – og vi får efterfølgende en løs snak om fluer, Wedellsborg-revene på syd- og nordsiden og jeg ønsker dem knæk og bræk.

Søndag omkring kl. 14.30 tjekker jeg STO-stillingen på Go-fishings hjemmeside  og genkender et ansigt. Det er Bård Thoresen, der sidder på strandkanten med en rockerstor hanfisk, han har taget på Wedellsborg – og det går op for mig, at det var ham jeg mødte fredag. Ham der har fisket Wedellsborg igennem igen og igen i 62 timer.

Det går pludselig op for mig, at STO i høj grad handler om tilfældighed – og underforstået: dygtighed – og selvfølgelig om at satse benhårdt. Men Thoresen blev især belønnet for sin ihærdighed og sin tro på én bestemt plads.

Det er godt gået, synes jeg.

Mit eget fiskeri sætter ovenstående i perspektiv. Jeg satsede også, men på den mobile strategi. I løbet af de tre dage fik jeg kørt mange kilometer og besøgt mange pladser: Garagerne, Røjle klint, Kasmose, Husby strand, Gamborg fjord/Ellebæk vig, Bobakker, Agernæs, Bjerghammer, Kalvøre, Båring vig, Vestermaen og Midskov/Bogensø.

Jeg så fisk på alle pladser, lige på nær Husby strand, og  jeg havde mange kontakter – men det lykkedes mig ikke at få en fisk over målet på kontoen, men tre fisk var da faretruende tæt på. I alt blev det til 8 fisk, hvilket jo i sig selv er helt fint. Men det er bare ikke godt nok, når vi snakker STO. Omvendt er det jo samtidigt svært at bestemme størrelsen på de fisk, man fanger, som min gode makker Mads Schmidt skrev til mig søndag eftermiddag, efter jeg havde indstillet mit fiskeri.

Jeg så mange fisk (heriblandt også nogle virkeligt store fisk – især én fisk ved Bogensø-strækket glemmer jeg ikke lige foreløbig), så jeg var på de rigtige pladser, men de gode havørreder ville ikke lege med i denne omgang.

Jeg plejer at få min lodtrækningsfisk om fredagen, men jeg har lært, at der ikke er noget, der hedder ‘plejer’, når det gælder havørreden. Og det er måske i virkeligheden dét, der gør havørreden til det ypperste bytte for vi kystfluefiskere – som selve drivkraften i vores jagt på sølvet.

Uanset hvad, så er min kalender i hvert fald booket i dagene 10. 11. og 12. april 2015 med bogstaverne: STO! :-)

Vi ses derude,

Kasper T.

One thought on ““Undermålsfesten” – tanker om mit STO efterår 2014

  1. Hej Kasper. Som altid en ren fornøjelse at læse og i den grad spændende at hører hvad der går igennem hovedet på en af mine medkonkurrenter.
    Vi havde jo kontakt i alle dagene, når alt energien var Brandt af på kysten og vi begge var klar til at sige godnat Ole.
    Heller ingen kæmpe til mig i denne omgang meeen det bliver forår igen og så er jeg ret sikker på vi alle vil drage fordele af de erfaringer vi gjordt os under dette mesterstykke af en fiskekonkurrance.
    Knæk og Bræk Kasper.
    VH Mads Schmidt.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s